EU's enekompetence og den fælles handelspolitik vedrørende Lissabonaftalen om oprindelsesbetegnelser

Europa-Kommissionen anlagde sag mod Rådet for Den Europæiske Union med påstand om annullation af Rådets afgørelse 8512/15 af 7. maj 2015. Afgørelsen omhandlede bemyndigelse til at indlede forhandlinger om en revideret Lissabonaftale om oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser.

Kommissionen argumenterede for, at Rådet havde tilsidesat artikel 3 TEUF (Unionens enekompetence) og artikel 207 TEUF (den fælles handelspolitik) ved at vedtage afgørelsen på et område, der efter Kommissionens opfattelse henhørte under Unionens enekompetence.

Rådet anførte, at det ændrede aftaleudkast ikke henhørte under området for den fælles handelspolitik, og at Unionen derfor ikke havde enekompetence til at forhandle det. Rådet mente, at aftalen var omfattet af tilnærmelsen af lovgivningerne på de områder, der vedrører det indre marked (artikel 114 TEUF), og dermed omfattet af en delt kompetence mellem Unionen og dens medlemsstater.

Europa-Parlamentet intervenerede til støtte for Kommissionens påstande, mens flere medlemsstater intervenerede til støtte for Rådets påstande.

Domstolen fandt, at det ændrede aftaleudkast hovedsageligt havde til formål at lette og regulere samhandelen mellem Unionen og tredjelande, og at det havde direkte og umiddelbare virkninger på denne samhandel. Derfor henhørte forhandlingen af udkastet under Unionens enekompetence på området for den fælles handelspolitik.

Afgørelse

Domstolen annullerede Rådets afgørelse 8512/15 af 7. maj 2015, idet den fastslog, at forhandlingerne om en revideret Lissabonaftale om oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser falder ind under Unionens enekompetence inden for den fælles handelspolitik. Domstolen begrundede sin afgørelse med, at det ændrede aftaleudkast hovedsageligt har til formål at lette og regulere samhandelen mellem Unionen og tredjelande, og at det har direkte og umiddelbare virkninger på denne samhandel.

Domstolen besluttede dog at opretholde virkningerne af den annullerede afgørelse i en periode på seks måneder, for at undgå at bringe resultatet af de allerede gennemførte forhandlinger i fare, og for at give Rådet tid til at vedtage en ny afgørelse på det korrekte retsgrundlag (artikel 207 og 218 TEUF).

Begrundelse

Domstolen baserede sin afgørelse på følgende:

• Det ændrede aftaleudkast har til formål at fremme og lette international handel ved at sikre beskyttelse af oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser.
• Aftalen har direkte og umiddelbare virkninger på samhandelen, da den ændrer betingelserne for samhandelen mellem Unionen og tredjelande.
• Rådet begik en fejl ved at basere afgørelsen på artikel 114 TEUF (tilnærmelse af lovgivningerne på det indre marked) i stedet for artikel 207 TEUF (den fælles handelspolitik).

Centrale EU-retlige principper

• Unionens enekompetence: Artikel 3, stk. 1, TEUF tildeler Unionen enekompetence på området for den fælles handelspolitik.
• Den fælles handelspolitik: Artikel 207, stk. 1, TEUF omfatter handelsrelaterede aspekter af intellektuel ejendomsret.
• Særskilt tilknytning til international samhandel: Internationale forpligtelser, som Unionen påtager sig på området for intellektuel ejendomsret, er omfattet af den fælles handelspolitik, når de har en særskilt tilknytning til den internationale samhandel, og hovedsageligt har til formål at fremme, lette eller regulere samhandelen, og har direkte og umiddelbare virkninger for denne.
• Retsgrundlag: Valget af det korrekte retsgrundlag er afgørende for gyldigheden af en EU-retsakt. En forkert vurdering af retsgrundlaget kan føre til annullation af retsakten.

Anvendelse og betydning

Domstolen præciserede, at den fælles handelspolitik omfatter aftaler om intellektuel ejendomsret, når disse har en klar forbindelse til international handel. Dette bekræfter Unionens brede kompetence på handelsområdet og understreger vigtigheden af at vælge det korrekte retsgrundlag for EU-retsakter.