Erstatning for krænkelse af ophavsret: Forenelighed af national lovgivning med EU-direktiv 2004/48/EF

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Sąd Najwyższy (øverste domstol, Polen) vedrørende fortolkningen af artikel 13 i direktiv 2004/48/EF om håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder.

Tvistens parter er Stowarzyszenie "Oławska Telewizja Kablowa" (OTK), en kabel-tv-udbyder, og Stowarzyszenie Filmowców Polskich (SFP), en organisation for kollektiv forvaltning af ophavsrettigheder.

SFP anlagde sag mod OTK for krænkelse af ophavsrettigheder ved viderespredning af audiovisuelle værker uden licens. SFP krævede erstatning i henhold til polsk lov, der tillader erstatning svarende til det dobbelte af det passende vederlag.

Den forelæggende ret var i tvivl om, hvorvidt den polske lovgivning er forenelig med artikel 13 i direktiv 2004/48/EF, særligt om erstatning kan fastsættes uden bevis for et faktisk tab og årsagsforbindelse.

De væsentligste argumenter var:

• OTK anførte, at erstatningen skulle svare til det faktiske tab.
• SFP henviste til national lovgivning, der tillader erstatning baseret på det dobbelte vederlag.
• Den polske regering argumenterede for, at national lovgivning er i overensstemmelse med EU-retten, da den giver mulighed for en mere gunstig beskyttelse af rettighedshavere.

Domstolen skulle tage stilling til, om artikel 13 i direktiv 2004/48/EF er til hinder for en national lovgivning, der tillader erstatning svarende til det dobbelte af det passende vederlag uden bevis for et faktisk tab.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 13 i direktiv 2004/48/EF ikke er til hinder for en national lovgivning, der tillader en indehaver af en ophavsret, der er krænket, at kræve enten erstatning for det faktiske tab eller et beløb svarende til det dobbelte af det passende vederlag, der skulle have været betalt for en tilladelse til at anvende værket, uden at indehaveren skal bevise det faktiske tab.

Domstolen begrundede afgørelsen med, at direktivet fastsætter en minimumsstandard for håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder og ikke forhindrer medlemsstaterne i at yde bedre beskyttelse. De internationale konventioner, herunder TRIPs-aftalen og Bernerkonventionen, tillader også en mere omfattende beskyttelse af rettighedshavere.

Domstolen afviste argumentet om, at en erstatning beregnet på grundlag af det dobbelte af det hypotetiske vederlag ikke er fuldt proportional med det reelle tab, idet dette er karakteristisk for faste godtgørelser. Domstolen afviste også, at direktivet forbyder erstatning med et straffende formål, idet den nationale bestemmelse ikke indeholder en pligt til at betale en sådan erstatning.

Retlige Principper

• Minimumsstandard for håndhævelse: Direktiv 2004/48/EF fastsætter en minimumsstandard for håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder, men forhindrer ikke medlemsstaterne i at træffe foranstaltninger, der yder en bedre beskyttelse.
• International konventioners betydning: Ved fortolkningen af direktivet skal der tages hensyn til de forpligtelser, der følger af internationale konventioner som TRIPs-aftalen og Bernerkonventionen, der tillader en mere omfattende beskyttelse af rettighedshavere.
• Fast erstatningsbeløb: Artikel 13, stk. 1, litra b), i direktiv 2004/48/EF tillader fastsættelse af erstatning til et fast beløb, selvom dette ikke er fuldt proportionalt med det reelle tab.
• Forbud mod retsmisbrug: Erstatning, der klart og betragteligt overstiger det reelle tab, kan udgøre et retsmisbrug, som er forbudt ved artikel 3, stk. 2, i direktiv 2004/48/EF.