Belgisk lovgivning om tilsidesættelse af A1-attester udstedt af andre medlemsstater er i strid med EU-retten

Europa-Kommissionen anlagde sag mod Kongeriget Belgien for traktatbrud, idet Kommissionen mente, at belgisk lovgivning (rammelovens artikel 23 og 24) var uforenelig med EU-retten vedrørende social sikring for vandrende arbejdstagere.

• Parter: Europa-Kommissionen mod Kongeriget Belgien, støttet af Irland som intervenient.
• Baggrund: Sagen drejede sig om belgisk lovgivning, der gav de nationale myndigheder beføjelse til at tilsidesætte A1-attester udstedt af andre medlemsstater, hvis de fandt, at der var tale om svig eller misbrug. Kommissionen mente, at dette var i strid med EU-retten.
• Centrale spørgsmål:
  • Har en medlemsstat ret til ensidigt at tilsidesætte en A1-attest udstedt af en anden medlemsstat?
  • Er den belgiske lovgivning forenelig med princippet om loyalt samarbejde og retssikkerhed?
  • Giver EU-retten medlemsstaterne tilstrækkelige redskaber til at bekæmpe svig og misbrug inden for social sikring?
• Kommissionens argumenter: Kommissionen hævdede, at den belgiske lovgivning var i strid med artikel 11 og 12 samt artikel 76, stk. 6, i forordning nr. 883/2004, artikel 5 i forordning nr. 987/2009 og afgørelse A1. Kommissionen anførte, at A1-attesten er bindende, og at medlemsstaterne skal følge de fastlagte procedurer for at bestride dens gyldighed.
• Belgiens argumenter: Belgien argumenterede for, at lovgivningen var nødvendig for at bekæmpe svig og misbrug, og at princippet om fraus omnia corrumpit (svig fordærver alt) tillod dem at fravige EU-retten i sådanne tilfælde. Belgien anførte også, at dialogen med andre medlemsstater om tilbagetrækning af A1-attester ikke fungerede tilfredsstillende.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at Kongeriget Belgien havde tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 11, stk. 1, artikel 12, stk. 1, og artikel 76, stk. 6, i forordning nr. 883/2004 samt artikel 5 i forordning nr. 987/2009 ved at vedtage artikel 23 og 24 i rammeloven af 27. december 2012.

Domstolen begrundede afgørelsen med, at den belgiske lovgivning gav de nationale myndigheder mulighed for ensidigt at tilsidesætte A1-attester udstedt af andre medlemsstater, hvilket er i strid med princippet om loyalt samarbejde og retssikkerhed.

• Domstolen understregede, at A1-attesten skaber en formodning om, at en arbejdstager er lovligt tilknyttet en medlemsstats sociale sikringsordning, og at denne formodning som udgangspunkt skal respekteres af andre medlemsstater.
• Domstolen anerkendte, at medlemsstaterne har en legitim interesse i at bekæmpe svig og misbrug, men at dette skal ske inden for rammerne af EU-retten og under overholdelse af de procedurer, der er fastsat i forordningerne.
• Domstolen afviste Belgiens argument om, at den nationale lovgivning var nødvendig for at sikre en effektiv bekæmpelse af svig, idet den fastslog, at EU-retten allerede indeholder tilstrækkelige mekanismer til at håndtere sådanne situationer.

Retlige Principper

Domstolen baserede sin afgørelse på flere centrale EU-retlige principper:

• Princippet om loyalt samarbejde (artikel 4, stk. 3, TEU): Medlemsstaterne skal respektere hinandens kompetencer og samarbejde loyalt om at gennemføre EU-retten.
• Princippet om retssikkerhed: EU-retten skal være klar, præcis og forudsigelig, således at borgerne kan indrette sig efter den.
• Forordning nr. 883/2004 og nr. 987/2009: Disse forordninger fastlægger reglerne for koordinering af de sociale sikringsordninger og har til formål at sikre, at vandrende arbejdstagere ikke stilles ringere end arbejdstagere, der udelukkende er beskæftiget i én medlemsstat.
• A1-attestens bindende virkning: En A1-attest, der er udstedt af en medlemsstats kompetente myndighed, skaber en formodning om, at den pågældende arbejdstager er omfattet af denne medlemsstats sociale sikringsordning, og denne formodning skal som udgangspunkt respekteres af andre medlemsstater.
• Bekæmpelse af svig og misbrug: EU-retten anerkender medlemsstaternes ret til at bekæmpe svig og misbrug, men dette skal ske under overholdelse af EU-rettens rammer og principper.

Domstolen understregede, at selvom medlemsstaterne har en legitim interesse i at bekæmpe svig, kan de ikke ensidigt tilsidesætte EU-retten eller de procedurer, der er fastsat i forordningerne. I stedet skal de følge de mekanismer, der er fastlagt i EU-retten, herunder dialog- og forligsprocedurerne, og om nødvendigt indbringe sagen for Domstolen.