Betingelsen om dobbelt strafbarhed ved fuldbyrdelse af straffedomme: Hindring af fuldbyrdelse af udenlandsk myndighedsafgørelse

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Krajský súd v Prešove (Slovakiet) vedrørende fortolkningen af artikel 7, stk. 3, og artikel 9, stk. 1, litra d), i Rådets rammeafgørelse 2008/909/RIA om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på domme i straffesager.

Sagen drejer sig om Jozef Grundza, en slovakisk statsborger, der i Tjekkiet er dømt for indbrudstyveri og for at have hindret fuldbyrdelsen af en afgørelse fra et offentligt myndighedsorgan (manglende overholdelse af et kørselsforbud).

Det centrale spørgsmål er, om betingelsen om dobbelt strafbarhed er opfyldt, når de handlinger, der ligger til grund for dommen i Tjekkiet, også udgør en lovovertrædelse i Slovakiet. Den slovakiske ret er i tvivl om, hvorvidt betingelsen er opfyldt, da den slovakiske straffelovs bestemmelser om hindring af fuldbyrdelsen af en officiel afgørelse kun omfatter afgørelser fra slovakiske myndigheder.

Den forelæggende ret ønsker svar på, om betingelsen om dobbelt strafbarhed skal undersøges abstrakt (om forholdet generelt udgør en lovovertrædelse) eller konkret (om de specifikke handlinger udgør en lovovertrædelse).

• Den tjekkiske regering argumenterer for, at betingelsen om dobbelt strafbarhed er opfyldt.
• Den slovakiske regering anfører, at betingelsen ikke er opfyldt, da de faktiske forhold ikke udgør en lovovertrædelse efter slovakisk lovgivning.
• Europa-Kommissionen mener, at betingelsen om dobbelt strafbarhed skal vurderes konkret.

Afgørelse

Domstolen fastslår, at artikel 7, stk. 3, og artikel 9, stk. 1, litra d), i rammeafgørelse 2008/909/RIA skal fortolkes således, at betingelsen om dobbelt strafbarhed skal anses for opfyldt, når de faktiske forhold, der ligger til grund for konstateringen af lovovertrædelsen, også ville være strafbare på fuldbyrdelsesstatens område, hvis de var indtruffet dér.

Domstolen præciserer, at den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten skal efterprøve, om de faktiske forhold, der er gengivet i dommen fra udstedelsesstaten, også ville være strafbare på fuldbyrdelsesstatens område, hvis de fandt sted dér. Det er ikke tilstrækkeligt, at der er en generel overtrædelse; de specifikke handlinger skal også udgøre en overtrædelse.

Begrundelse

Domstolen begrunder sin afgørelse med:

• Rammeafgørelsens formål om at lette den domfældtes sociale rehabilitering.
• Princippet om gensidig anerkendelse, der er hjørnestenen i det retlige samarbejde i straffesager.
• Nødvendigheden af at fortolke undtagelser til princippet om gensidig anerkendelse strengt.
• At betingelsen om dobbelt strafbarhed skal vurderes ud fra, om de faktiske forhold ville være strafbare i fuldbyrdelsesstaten, ikke kun om en tilsvarende interesse er krænket.

Centrale EU-retlige principper

• Gensidig anerkendelse: Princippet om gensidig anerkendelse er en hjørnesten i det retlige samarbejde inden for EU, hvilket indebærer, at medlemsstaterne som udgangspunkt skal anerkende hinandens retsafgørelser.
• Dobbelt strafbarhed: Betingelsen om dobbelt strafbarhed indebærer, at en handling skal være strafbar både i udstedelsesstaten og i fuldbyrdelsesstaten for at kunne fuldbyrdes.
• Minimumsharmonisering: Rammeafgørelsen 2008/909 er et instrument til minimumsharmonisering, hvilket betyder, at medlemsstaterne har en vis fleksibilitet i implementeringen.
• Social rehabilitering: Rammeafgørelsens formål er at lette den domfældtes sociale rehabilitering.

Anvendelse i sagen

Domstolen fastslår, at betingelsen om dobbelt strafbarhed skal fortolkes således, at de faktiske forhold, der ligger til grund for dommen i udstedelsesstaten, også skal være strafbare i fuldbyrdelsesstaten. Det er ikke tilstrækkeligt, at der findes en lignende lovovertrædelse; de konkrete handlinger skal også udgøre en strafbar handling.

Betydning for EU-retten

Domstolens afgørelse præciserer omfanget af betingelsen om dobbelt strafbarhed i rammeafgørelse 2008/909 og understreger vigtigheden af gensidig tillid og samarbejde mellem medlemsstaterne. Afgørelsen bidrager til en mere ensartet anvendelse af rammeafgørelsen og fremmer den domfældtes sociale rehabilitering.