Arveafgift: Fritagelse kun for bosiddende er en restriktion for frie kapitalbevægelser

Europa-Kommissionen anlagde sag mod Grækenland for traktatbrud, idet Kommissionen mente, at græsk lovgivning om arveafgift var i strid med artikel 63 TEUF og artikel 40 i EØS-aftalen.

Sagen drejede sig om en græsk lovbestemmelse, der gav fritagelse for arveafgift af den primære bolig, men kun hvis arvingen var bosiddende i Grækenland. Kommissionen mente, at dette udgjorde en ulovlig restriktion for de frie kapitalbevægelser, da det stillede ikke-bosiddende arvinger ringere.

Parternes Argumenter

• Kommissionen: Den græske lovgivning diskriminerede ikke-bosiddende arvinger og udgjorde en restriktion for de frie kapitalbevægelser. Bosiddende og ikke-bosiddende arvinger er i en objektivt sammenlignelig situation, og der er ingen begrundelse for at behandle dem forskelligt.
• Grækenland: Lovgivningen var forenelig med EU-retten. Situationen for bosiddende og ikke-bosiddende arvinger er ikke objektivt sammenlignelig, da bosiddende har boligbehov i Grækenland, som ikke-bosiddende normalt ikke har. En eventuel restriktion var begrundet i sociale hensyn og for at undgå tab af skatteindtægter.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at Grækenland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 63 TEUF og artikel 40 i EØS-aftalen. Grækenland har vedtaget og opretholdt en lovgivning, der fastsætter en fritagelse for arveafgift af den primære bolig, som kun gælder for EU-borgere bosiddende i Grækenland.

Domstolen begrundede afgørelsen med, at den græske lovgivning udgør en restriktion for de frie kapitalbevægelser, som er forbudt ifølge artikel 63 TEUF. Domstolen fandt, at den forskellige behandling af bosiddende og ikke-bosiddende arvinger ikke var objektivt begrundet og ikke forholdsmæssig.

Grækenland havde argumenteret for, at lovgivningen var begrundet i sociale hensyn og for at undgå tab af skatteindtægter. Domstolen afviste disse argumenter og bemærkede, at fritagelsen ikke var betinget af, at arvingen faktisk brugte ejendommen som primær bolig, og at hensynet til at undgå tab af skatteindtægter ikke kan begrunde en restriktion for de frie kapitalbevægelser.

Retlige Principper

• Frie Kapitalbevægelser: Artikel 63 TEUF forbyder restriktioner for kapitalbevægelser mellem medlemsstater samt mellem medlemsstater og tredjelande. Arveafgift er omfattet af disse bestemmelser.
• Diskrimination: National lovgivning, der diskriminerer mellem bosiddende og ikke-bosiddende personer i forbindelse med arveafgift, udgør en restriktion for de frie kapitalbevægelser.
• Begrundelse for Restriktioner: En restriktion for de frie kapitalbevægelser kan kun være tilladt, hvis den er begrundet i tvingende almene hensyn, er egnet til at sikre opfyldelsen af det forfulgte mål og ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.
• Objektiv Sammenlignelighed: Forskellig behandling af situationer skal være baseret på objektive forskelle. Hvis situationer er objektivt sammenlignelige, skal de behandles ens.
• Tvingende Almene Hensyn: Hensynet til at undgå tab af skatteindtægter kan normalt ikke begrunde en restriktion for de frie kapitalbevægelser.