EU-retten tillader national budgetkontrol af telekommunikationstilsynsmyndigheder

Domstolens dom omhandler spørgsmålet om, hvorvidt EU-retten tillader, at nationale tilsynsmyndigheder for elektronisk kommunikation underlægges nationale bestemmelser om offentlige finanser.

Sagen drejer sig om en tvist mellem Autorità per le Garanzie nelle Comunicazioni (den italienske kommunikationsstyrelse) og Istituto Nazionale di Statistica (det italienske statistiske institut) m.fl. Tvisten opstod som følge af, at kommunikationsstyrelsen blev opført på en liste over offentlige myndigheder, der var omfattet af den offentlige administrations konsoliderede driftsregnskab, hvilket medførte begrænsninger i styrelsens økonomiske handlefrihed.

Kommunikationsstyrelsen argumenterede for, at anvendelsen af de nationale bestemmelser om offentlige finanser påvirkede dens uafhængighed og effektivitet som tilsynsmyndighed.

Domstolen skulle tage stilling til, om principperne om upartiskhed og uafhængighed for nationale tilsynsmyndigheder, som følger af EU-retten, er til hinder for nationale bestemmelser, der generelt underlægger disse myndigheder bestemmelser om offentlige finanser og udgiftsbegrænsninger.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 3 i rammedirektivet 2002/21/EF (ændret ved direktiv 2009/140/EF) og artikel 12 i tilladelsesdirektivet 2002/20/EF ikke er til hinder for national lovgivning, der underlægger en national tilsynsmyndighed nationale bestemmelser om offentlige finanser, herunder bestemmelser om begrænsning og rationalisering af offentlige udgifter.

Domstolen begrundede afgørelsen med:

• Rammedirektivets artikel 3, stk. 3a, tillader tilsyn i overensstemmelse med nationale forfatningsretlige bestemmelser, hvilket indebærer, at nationale tilsynsmyndigheder kan underlægges budgetkontrol.
• Kontrolforanstaltninger påvirker kun tilsynsmyndighedernes uafhængighed, hvis de hindrer dem i at udføre deres opgaver tilfredsstillende eller er i strid med betingelserne for uafhængighed.
• De omhandlede nationale bestemmelser begrænser kun forøgelsen af udgifter og pålægger en nedsættelse af udgifter til mellemliggende forbrug, hvilket giver tilsynsmyndigheden handlefrihed.
• Tilsynsmyndigheden har fortsat et særskilt årsbudget, der offentliggøres.
• Tilladelsesdirektivets artikel 12 giver ikke tilsynsmyndigheden en absolut ret til at fastsætte gebyrer uden hensyn til nationale bestemmelser om offentlige finanser.

Retlige Principper

• Nationale tilsynsmyndigheders uafhængighed: EU-retten, særligt rammedirektivet, tilsigter at sikre de nationale tilsynsmyndigheders uafhængighed og upartiskhed.
• Budgetkontrol: Uafhængigheden er dog ikke absolut og tillader en vis grad af national budgetkontrol, så længe kontrollen ikke hindrer myndighederne i at udføre deres opgaver.
• Proportionalitet: Eventuelle begrænsninger af de nationale tilsynsmyndigheders økonomiske råderum skal være proportionale og må ikke de facto forhindre dem i at varetage deres tilsynsopgaver.
• Administrationsgebyrer: Gebyrer opkrævet i henhold til tilladelsesdirektivet må kun dække administrationsomkostninger relateret til tilladelsessystemet og brugsrettigheder og skal afvejes mod disse omkostninger.
• Statslig beskatningskompetence: Fastlæggelsen af gebyrernes størrelse er underlagt nationale bestemmelser om offentlige finanser, da disse udgifter er af fiskal beskaffenhed og henhører under statens beskatningskompetence.