Gyldigheden af en værnetingsklausul i standardvilkår: Krav om samtykke og præcision efter Bruxelles I-forordningen

Sagen omhandler en ungarsk virksomhed, Hőszig Kft., og Alstom Power Thermal Services (tidligere Technos), en fransk virksomhed, vedrørende opfyldelsen af entreprisekontrakter. Tvisten drejer sig om, hvorvidt en værnetingsklausul i Technos' almindelige forretningsbetingelser er gyldig og dermed afgør, om en ungarsk domstol har kompetence til at behandle sagen.

Baggrund

• Technos engagerede Hőszig som underleverandør til arbejder på franske kraftværker.
• Parterne indgik flere entreprisekontrakter, hvor Technos' almindelige forretningsbetingelser var en del af aftalegrundlaget.
• Punkt 23.1 i de almindelige forretningsbetingelser angav, at tvister skulle afgøres ved retterne i Paris.
• Hőszig anlagde sag ved en ungarsk domstol, idet de anfægtede værnetingsklausulens gyldighed og hævdede, at ungarsk ret skulle finde anvendelse.
• Alstom påberåbte sig værnetingsklausulen og anførte, at de franske domstole var kompetente.

Hovedspørgsmål

• Er værnetingsklausulen i de almindelige forretningsbetingelser gyldig i henhold til Bruxelles I-forordningens artikel 23, stk. 1?
• Opfylder klausulen kravene om parternes samtykke og præcision?

Parternes Argumenter

• Hőszig: Hævdede, at de almindelige forretningsbetingelser ikke var en integreret del af kontrakterne, og at værnetingsklausulen derfor ikke var gyldig. De anførte også, at klausulen var for upræcis, da den blot henviste til "retterne i Paris".
• Alstom: Anså de almindelige forretningsbetingelser for at være en integreret del af kontrakterne og hævdede, at værnetingsklausulen var gyldig og i overensstemmelse med Bruxelles I-forordningen.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 23, stk. 1, i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes således, at en værnetingsklausul, der er indeholdt i ordregiverens almindelige leveringsbetingelser, som er nævnt i kontrakterne mellem parterne, og som er meddelt efter aftalens indgåelse, og som tillægger retterne i en bestemt by i en medlemsstat kompetence, opfylder kravene om parternes samtykke og præcision i klausulens indhold.

Domstolen understregede, at selvom klausulen ikke udtrykkeligt udpeger den medlemsstat, hvor de nationale retter skal have kompetence, er de udpegede retter beliggende i hovedstaden i en medlemsstat, hvis lovgivning parterne har valgt skal finde anvendelse på kontrakten. Derfor er der ingen tvivl om, at retterne inden for denne medlemsstats domstolssystem har enekompetence i henhold til klausulen.

Retlige Principper

• Autonomi og Værnetingsaftaler: Domstolen bekræftede princippet om partsautonomi i værnetingsaftaler, hvor parterne frit kan aftale, hvilken ret der skal have kompetence til at afgøre tvister.
• Formelle Krav til Værnetingsaftaler: For at en værnetingsaftale er gyldig, skal den opfylde visse formelle krav, herunder skriftlighed eller en form, der er i overensstemmelse med parternes sædvaner eller handelssædvaner.
• Klarhed og Præcision: Værnetingsklausulen skal angive de objektive forhold, som parterne er enige om vedrørende valget af den eller de retter, som skal behandle tvister. Disse forhold skal være tilstrækkeligt præcise til, at den ret, sagen er indbragt for, kan afgøre, om den har kompetence.
• Beskyttelse af Svagere Part: Domstolen fremhævede vigtigheden af at beskytte den svagere part i kontraktforholdet ved at sikre, at værnetingsklausuler ikke bliver overset.
• Selvstændigt Begreb: Begrebet "aftale om værneting" skal fortolkes som et selvstændigt EU-retligt begreb og ikke blot som en henvisning til national ret.