Misbrug af tidsbegrænsede ansættelser i den offentlige sektor: Forenelighed med EU-retten

Sagen omhandler to anmodninger om præjudiciel afgørelse fra Tribunal Superior de Justicia del País Vasco vedrørende fortolkningen af rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse (direktiv 1999/70/EF). Sagerne er forenet (C-184/15 og C-197/15).

Florentina Martínez Andrés (C-184/15) sagsøgte Servicio Vasco de Salud vedrørende forlængelse af et tidsbegrænset ansættelsesforhold. Juan Carlos Castrejana López (C-197/15) sagsøgte Ayuntamiento de Vitoria vedrørende den retlige betegnelse af et ansættelsesforhold.

Den forelæggende ret ønsker oplyst, om national lovgivning, der ikke anerkender vedtægtsmæssigt personale med tidsbegrænset ansættelse ret til opretholdelse af ansættelsesforholdet, er forenelig med direktiv 1999/70, og om en passende sanktion skal fastlægges inden for rammerne af sagen.

Baggrund

• Sag C-184/15: Florentina Martínez Andrés var ansat som administrativ assistent med flere forlængelser uden specifik begrundelse. Hendes ansættelse ophørte, og hun anfægtede afgørelsen.
• Sag C-197/15: Juan Carlos Castrejana López indgik en tidsbegrænset kontrakt med Ayuntamiento de Vitoria som arkitekt. Hans status blev ændret til ikke-fastansat kommunalt ansat, og ansættelsesforholdet ophørte senere.

Centrale Spørgsmål

1. Er national lovgivning, der forskelsbehandler tidsbegrænset ansat personale i forhold til fastansatte, i strid med rammeaftalen?
2. Kan national ret sidestille situationen for tidsbegrænset ansatte med fastansatte i tilfælde af misbrug af tidsbegrænsede kontrakter?
3. Skal effektivitetsprincippet fortolkes således, at en passende sanktion kan fastlægges i den samme sag, hvor misbruget konstateres?

Afgørelse

Domstolen fastslår, at § 5, stk. 1, i rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse er til hinder for national lovgivning, der tillader ansatte med arbejdsretlige kontrakter at opretholde deres ansættelse ved misbrug af tidsbegrænsede kontrakter, mens ansatte med forvaltningsretlige kontrakter generelt ikke har denne ret, medmindre der findes en anden effektiv sanktion i national ret. Domstolen fastslår også, at rammeaftalen sammenholdt med effektivitetsprincippet er til hinder for nationale processuelle regler, der kræver, at tidsbegrænsede ansatte anlægger en ny sag for at fastlægge en passende sanktion ved misbrug af tidsbegrænsede kontrakter, hvis dette medfører processuelle ulemper for arbejdstageren.

Retlige Principper

• Rammeaftalens § 5, stk. 1: Medlemsstaterne skal fastsætte bestemmelser for at forhindre misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter.
• Effektivitetsprincippet: Nationale regler må ikke gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve rettigheder, der tillægges borgerne i henhold til EU-retten.
• Ækvivalensprincippet: Nationale regler må ikke være mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende situationer i henhold til national ret.
• Medlemsstaternes forpligtelse: Medlemsstaterne skal træffe alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at målene i EU-direktiver realiseres.
• Domstolens rolle: Den nationale domstol skal sikre, at alle arbejdstagere kan anvende de sanktioner, der er fastsat i national lovgivning, når de har været udsat for misbrug som følge af anvendelsen af flere på hinanden følgende kontrakter, uanset betegnelsen af deres kontrakt i intern ret.