Udlevering af EU-borger til tredjeland: Forenelighed med EU-retten

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Letland vedrørende udlevering af Aleksei Petruhhin, en estisk statsborger, til Rusland. Petruhhin var eftersøgt i Rusland for narkotikahandel.

De lettiske myndigheder havde godkendt udleveringen, men Petruhhin anførte, at han som EU-borger havde ret til samme beskyttelse mod udlevering som lettiske statsborgere.

Den forelæggende ret ønskede at vide, om EU-retten, særligt artikel 18 og 21 i TEUF om henholdsvis forbud mod forskelsbehandling og retten til fri bevægelighed, giver en EU-borger ret til samme beskyttelsesniveau mod udlevering som statsborgere i den medlemsstat, hvor vedkommende opholder sig.

Parternes argumenter

• Petruhhin: Som EU-borger bør han have samme beskyttelse mod udlevering som lettiske statsborgere.
• Lettiske regering: Nationale regler om udlevering er i overensstemmelse med EU-retten.
• Europa-Kommissionen: EU-retten finder anvendelse, da Petruhhin har udøvet sin ret til fri bevægelighed. Udlevering kan begrænse denne ret, men begrænsningen skal være proportional.

Domstolens vurdering

Domstolen fastslog, at udleveringsreglerne falder ind under medlemsstaternes kompetence, men at de skal overholde EU-retten. Da Petruhhin havde udøvet sin ret til fri bevægelighed, var situationen omfattet af EU-rettens anvendelsesområde. Forskelsbehandlingen mellem lettiske statsborgere og andre EU-borgere udgjorde en restriktion for den frie bevægelighed, som kun kunne begrundes i objektive hensyn. Domstolen fandt, at forebyggelse af straffrihed var et legitimt mål, men at der skulle undersøges alternative foranstaltninger, der var mindre indgribende. Domstolen fremhævede, at Letland skulle underrette Estland og overveje at overgive Petruhhin til Estland i stedet for Rusland, forudsat at Estland havde kompetence til at retsforfølge ham. Endelig skulle Letland sikre, at udleveringen ikke ville krænke artikel 19 i EU's charter om grundlæggende rettigheder.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 18 og 21 i TEUF skal fortolkes således, at når en medlemsstat modtager en udleveringsanmodning fra et tredjeland vedrørende en unionsborger, der er statsborger i en anden medlemsstat, skal den anmodede medlemsstat:

• Underrette den medlemsstat, hvor borgeren er statsborger.
• Overgive borgeren til dennes hjemstat, hvis denne anmoder herom, i overensstemmelse med rammeafgørelse 2002/584, forudsat at hjemstaten har kompetence til at retsforfølge handlinger begået uden for dens territorium.

Domstolen fastslog yderligere, at den anmodede medlemsstat skal efterprøve, om udleveringen vil krænke de rettigheder, der er garanteret i artikel 19 i EU's charter om grundlæggende rettigheder, som omhandler beskyttelse mod udlevering til stater, hvor der er risiko for dødsstraf, tortur eller umenneskelig behandling.

Retlige principper

• Princippet om forbud mod forskelsbehandling på grund af nationalitet (artikel 18 TEUF): Dette princip kræver, at personer i en situation, der falder inden for traktaternes anvendelsesområde, behandles lige.
• Unionsborgerskab og retten til fri bevægelighed (artikel 21 TEUF): Unionsborgere har ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område. Nationale regler, der begrænser denne ret, skal være begrundet i objektive hensyn og stå i rimeligt forhold til det forfulgte mål.
• Loyalt samarbejde (artikel 4, stk. 3, TEU): Unionen og medlemsstaterne skal respektere og bistå hinanden i gennemførelsen af traktaterne.
• Beskyttelse mod tortur og umenneskelig behandling (artikel 4 i EU's charter om grundlæggende rettigheder og artikel 19 i EU's charter om grundlæggende rettigheder): Ingen må udleveres til en stat, hvor der er risiko for dødsstraf, tortur eller umenneskelig behandling. Denne beskyttelse er absolut.
• Aut dedere aut judicare (udlevere eller retsforfølge): Princippet om, at en stat enten skal udlevere en person, der er anklaget for en forbrydelse, eller retsforfølge personen selv.

Domstolen understregede vigtigheden af at anvende EU-rettens instrumenter for retligt samarbejde, såsom den europæiske arrestordre, for at undgå straffrihed og samtidig beskytte unionsborgernes rettigheder. Domstolen fremhævede også, at selvom udleveringsaftaler som udgangspunkt er et nationalt anliggende, skal de udøves i overensstemmelse med EU-retten, når situationen falder inden for EU-rettens anvendelsesområde.