Forordning 261/2004: Nationale håndhævelsesorganers kompetence vedrørende individuel kompensation til flypassagerer

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Raad van State (Nederlandene) vedrørende fortolkningen af artikel 16 i forordning (EF) nr. 261/2004 om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved aflysning eller lange forsinkelser.

Sagen er anlagt af K. Ruijssenaars, A. Jansen og J.H. Dees-Erf mod Staatssecretaris van Infrastructuur en Milieu (Nederlandene), efter at de nationale myndigheder afslog at pålægge Royal Air Maroc og KLM at udbetale kompensation for forsinkede flyvninger.

De centrale spørgsmål er, om de nationale håndhævelsesorganer er forpligtet til at træffe tvangsforanstaltninger over for luftfartsselskaber i individuelle tilfælde, hvor passagerer kræver kompensation i henhold til forordning 261/2004.

Raad van State forelagde spørgsmålet for EU-Domstolen for at få klarhed over, om artikel 16 i forordningen pålægger de nationale myndigheder at vedtage gennemførelsesforanstaltninger, der giver det udpegede organ mulighed for at træffe administrative tvangsforanstaltninger i hvert enkelt tilfælde, hvor forordningens artikel 5, stk. 1, litra c), og artikel 7 overtrædes.

Afgørelse

Domstolen fastslår, at artikel 16 i forordning 261/2004 ikke forpligter de nationale håndhævelsesorganer til at træffe tvangsforanstaltninger over for et luftfartsselskab, der nægter at udbetale kompensation til en passager i henhold til artikel 7, stk. 1, forordningen.

Domstolen begrunder afgørelsen med:

• Artikel 16, stk. 1, sammenholdt med 22. betragtning, pålægger det udpegede organ at overvåge den generelle efterlevelse af forordningen.
• Klager fra passagerer (artikel 16, stk. 2) skal betragtes som information til at sikre korrekt anvendelse af forordningen generelt, uden at organet er forpligtet til at handle i hvert enkelt tilfælde.
• Begrebet "sanktioner" i artikel 16, stk. 3, vedrører foranstaltninger truffet som reaktion på tilsidesættelser opdaget under den generelle overvågning, ikke administrative tvangsforanstaltninger i individuelle tilfælde.
• Denne fortolkning skader ikke formålet med forordningen om at sikre et højt beskyttelsesniveau for passagerer.
• Fortolkningen afværger forskellige vurderinger mellem de nationale håndhævelsesorganer og de nationale domstole i individuelle sager.
• Medlemsstaterne har mulighed for at bemyndige de nationale håndhævelsesorganer til at vedtage foranstaltninger vedrørende individuelle klager, hvis de ønsker at afhjælpe utilstrækkelig beskyttelse af passagerrettigheder.
• De relevante bestemmelser i forordningen er umiddelbart anvendelige og kan påberåbes for de nationale retter.

Retlige Principper

• Umiddelbar Anvendelighed: EU-forordninger har umiddelbar anvendelighed og kan påberåbes direkte for nationale domstole i sager mellem private parter.
• Passagerbeskyttelse: EU-retten tilsigter at sikre et højt niveau af beskyttelse for flypassagerer.
• Forordning 261/2004 Artikel 16: Medlemsstaterne udpeger et organ, der har ansvaret for håndhævelse af forordningen. Dette organ skal sikre, at passagerernes rettigheder overholdes.
• Effektiv Håndhævelse: Sanktioner for overtrædelse af forordningen skal være effektive, stå i forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.
• Kompetencefordeling: Der er en klar rollefordeling mellem de nationale håndhævelsesorganer og de nationale domstole. Håndhævelsesorganerne overvåger den generelle efterlevelse, mens domstolene behandler individuelle sager om kompensation.