Mærkning af honning: Oprindelsesland skal angives på portionspakninger

Sagen omhandler en tvist mellem Breitsamer und Ulrich GmbH & Co. KG og Landeshauptstadt München vedrørende mærkning af portionspakninger med honning.

• Baggrund: Breitsamer und Ulrich blev pålagt en bøde for at have markedsført portionspakninger med honning uden angivelse af oprindelsesland.
• Parter: Breitsamer und Ulrich GmbH & Co. KG (producent) og Landeshauptstadt München (myndighed).
• Centrale spørgsmål: Skal portionspakninger med honning, der er pakket i papkasser og leveret til etablissementer, angives med oprindelsesland, når de sælges enkeltvis eller som del af færdigretter?
• Breitsamer und Ulrichs argumenter: Portionspakningerne er ikke »færdigpakkede levnedsmidler«, da de leveres i papkasser til etablissementer, der ikke sælger dem enkeltvis. De henviser til et dokument fra Kommissionens ekspertgruppe, der angiver, at portionsbægre ikke anses for salgsenheder.
• Landeshauptstadt Münchens argumenter: EU-retten har til formål at give forbrugerne fuldstændige oplysninger, og portionspakningerne mister ikke deres egenskab af »færdigpakket« vare.

Præjudicielle spørgsmål

Den forelæggende ret ønskede svar på, om portionspakninger med honning er »færdigpakkede levnedsmidler« omfattet af mærkningspligten, og om det gør en forskel, hvis de sælges enkeltvis.

Domstolens vurdering

Domstolen fandt, at portionspakningerne er »færdigpakkede levnedsmidler«, og at angivelse af oprindelsesland er obligatorisk, medmindre emballagens overflade er under 10 cm2. Domstolen lagde vægt på forbrugerbeskyttelse og retten til information.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 1, stk. 3, litra b), i direktiv 2000/13 skal fortolkes således, at portionspakninger med honning, der udbydes i små bægre lukket med et påsvejset aluminiumslåg og pakket i papkasser, der leveres til etablissementer, udgør et »færdigpakket levnedsmiddel«, når disse etablissementer sælger portionerne enkeltvis eller udbyder dem til den endelige forbruger i forbindelse med sammensætningen af færdigretter, der sælges til en samlet pris.

Domstolen begrundede afgørelsen med:

• At direktiv 2001/110 om honning fastsætter særlige regler for mærkning af honning, og at angivelsen af honningens oprindelsesland er obligatorisk.
• At direktiv 2000/13 ligeledes finder anvendelse på levnedsmidler, der leveres til restauranter og lignende etablissementer.
• At portionspakningerne opfylder betingelserne for at være et »færdigpakket levnedsmiddel«, da de er bestemt til salg i uforandret stand, er pakket inden salg, og indholdet ikke kan ændres uden at åbne emballagen.
• At selvom der er sproglige forskelle i direktivets formulering, henviser direktivet generelt til »salg« af levnedsmidler.
• At direktivets formål er at oplyse og beskytte forbrugerne, og at angivelsen af honningens oprindelsesland bidrager til, at forbrugerne kan træffe et informeret valg.
• At artikel 13, stk. 4, i direktiv 2000/13 kun undtager emballager med en overflade under 10 cm2 fra kravet om at angive oprindelsesland, og at det tilkommer den nationale ret at undersøge, om denne undtagelse finder anvendelse i den konkrete sag.

Retlige Principper

• Definition af »færdigpakket levnedsmiddel«: Domstolen fortolker begrebet »færdigpakket levnedsmiddel« i direktiv 2000/13 og fastslår, at portionspakninger med honning, der sælges enkeltvis eller som del af en færdigret, falder ind under denne definition.
• Forbrugerbeskyttelse: Domstolen fremhæver, at direktivets formål er at sikre forbrugeroplysning og -beskyttelse, hvilket understøtter kravet om angivelse af oprindelsesland.
• Harmoniseret fortolkning: Domstolen understreger vigtigheden af en ensartet fortolkning af EU-retten på tværs af forskellige sprogversioner og henviser til direktivets generelle systematik og formål.
• Direktiv 2001/110 om honning: Domstolen bekræfter, at dette direktiv fastsætter specifikke krav til mærkning af honning, herunder obligatorisk angivelse af oprindelsesland.
• Artikel 13, stk. 4, i direktiv 2000/13: Domstolen præciserer, at undtagelsen for små emballager kun gælder, hvis emballagens overflade er under 10 cm2, og at det er den nationale rets opgave at vurdere dette.