Direktiv 93/13 – Urimelige kontraktvilkår – Foreløbige forholdsregler i individuelle søgsmål

Sagerne C-568/14 til C-570/14 omhandler anmodninger om præjudiciel afgørelse fra Juzgado de lo Mercantil no 3 de Barcelona vedrørende fortolkningen af artikel 7 i direktiv 93/13/EØF om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler.

Sagerne er anlagt af Ismael Fernández Oliva mod Caixabank SA (C-568/14), Jordi Carné Hidalgo og Anna Aracil Gracia mod Catalunya Banc SA (C-569/14), samt Nuria Robirosa Carrera og César Romera Navales mod Banco Popular Español SA (C-570/14). Tvisterne vedrører gyldigheden af såkaldte »gulvklausuler« i realkreditaftaler.

Sagsøgerne i hovedsagerne anlagde individuelle søgsmål, hvor de gjorde gældende, at »gulvklausulerne« var urimelige i henhold til direktiv 93/13. Pengeinstitutterne argumenterede for, at de individuelle sager skulle udsættes, da der verserede et kollektivt søgsmål med samme genstand ved en anden domstol.

Den forelæggende ret anførte, at en udsættelse eller henlæggelse af de individuelle søgsmål kunne skade forbrugernes interesser. Retten tvivlede desuden på, om artikel 721, stk. 2, i den spanske lov om civil retspleje, der forbyder retten af egen drift at vedtage foreløbige foranstaltninger, var forenelig med direktiv 93/13.

De præjudicielle spørgsmål drejede sig om, hvorvidt artikel 43 og artikel 721, stk. 2, i den spanske lov om civil retspleje udgjorde en begrænsning af artikel 7 i direktiv 93/13, samt om virkningerne af eventuelle foreløbige forholdsregler skulle forlænges indtil der forelå en endelig afgørelse i enten den individuelle eller den kollektive sag.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 7, stk. 1, i direktiv 93/13 skal fortolkes således, at den er til hinder for national lovgivning, der ikke tillader en national ret af egen drift at vedtage foreløbige forholdsregler i individuelle søgsmål, hvor en forbruger anfægter urimelige kontraktvilkår, mens et kollektivt søgsmål med samme genstand verserer. Dette gælder, når sådanne forholdsregler er nødvendige for at sikre den fulde virkning af den endelige retsafgørelse om forbrugerens rettigheder i henhold til direktiv 93/13.

Begrundelse

Domstolen begrundede afgørelsen med:

• At national ret skal sikre den fulde virkning af EU-retten, herunder muligheden for at træffe foreløbige foranstaltninger.
• At direktiv 93/13 har til formål at genoprette ligevægten mellem forbruger og erhvervsdrivende.
• At nationale retter af egen drift skal efterprøve, om kontraktvilkår er urimelige.
• At medlemsstaterne skal sikre egnede og effektive midler til at bringe anvendelsen af urimelige kontraktvilkår til ophør.
• At den nationale processuelle autonomi er begrænset af ækvivalens- og effektivitetsprincipperne.
• At den spanske lovgivning potentielt hindrer effektiviteten af forbrugerbeskyttelsen, da forbrugeren muligvis ikke er klar over sine rettigheder og derfor ikke anmoder om foreløbige foranstaltninger.

Centrale EU-retlige principper

• Effektivitetsprincippet: EU-retten skal have fuld virkning, og nationale regler må ikke gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve rettigheder, som EU-retten giver.
• Ækvivalensprincippet: Nationale processuelle regler må ikke være mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende situationer under national ret.
• Forbrugerbeskyttelse: Direktiv 93/13 har til formål at beskytte forbrugerne mod urimelige kontraktvilkår og sikre en reel ligevægt mellem parterne.
• Processuel autonomi: Medlemsstaterne har autonomi til at fastlægge deres egne processuelle regler, men dette er begrænset af ækvivalens- og effektivitetsprincipperne.
• Præceptiv karakter af artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13: Urimelige kontraktvilkår er ikke bindende for forbrugeren, og nationale retter skal sikre dette, også af egen drift.

Anvendelse i sagen

Domstolen fandt, at den spanske lovgivning, der forhindrer nationale retter i af egen drift at træffe foreløbige foranstaltninger, potentielt hindrer effektiviteten af forbrugerbeskyttelsen og dermed er i strid med EU-retten.