Anvendelse af reparationsklausulen i designretten på varemærkeretten ved markedsføring af hjulkapsler

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunale di Torino i Italien vedrørende fortolkningen af artikel 14 i direktiv 98/71/EF om retlig beskyttelse af mønstre og artikel 110 i forordning (EF) nr. 6/2002 om EF-design.

Sagen er anlagt af Ford Motor Company mod Wheeltrims srl, som markedsfører hjulkapsler til biler med et tegn identisk med Fords varemærke uden tilladelse.

Ford anlagde sag mod Wheeltrims for krænkelse af varemærkerettigheder, idet Wheeltrims' brug af Ford-varemærket på hjulkapslerne udgjorde en krænkelse af Fords eneret.

Wheeltrims argumenterede for, at brugen af Ford-varemærket var beskrivende og nødvendig for at genskabe det sammensatte produkts (bilens) oprindelige udseende, og at dette var omfattet af reparationsklausulen.

Den forelæggende ret ønskede at vide, om reparationsklausulen i designretten kunne udvides til at omfatte varemærkeretten, således at producenter af reservedele kan bruge varemærker uden tilladelse for at genetablere et produkts oprindelige udseende.

Centrale spørgsmål

• Kan reparationsklausulen i direktiv 98/71 og forordning nr. 6/2002 fortolkes således, at den tillader en producent af reservedele at bruge et varemærke uden samtykke for at genetablere det sammensatte produkts oprindelige udseende?
• Skaber reparationsklausulen en subjektiv rettighed for tredjemandsproducenter af reservedele til at bruge tredjemands registrerede varemærke som en undtagelse fra varemærkebestemmelserne?

Afgørelse

Domstolen fastslår, at artikel 14 i direktiv 98/71 og artikel 110 i forordning nr. 6/2002 ikke tillader producenter af reservedele og tilbehør til motorkøretøjer at påføre deres produkter et tegn, der er identisk med et varemærke, som er registreret for sådanne produkter af en motorkøretøjsproducent, uden samtykke. Dette gælder, selvom brugen af varemærket er den eneste måde at reparere køretøjet og genetablere dets oprindelige udseende.

Begrundelse

Domstolen begrunder afgørelsen med:

• Artikel 14 i direktiv 98/71 og artikel 110 i forordning nr. 6/2002 omhandler begrænsninger i beskyttelsen af mønstre eller design, ikke varemærker.
• Direktiv 98/71 finder kun anvendelse på registrerede mønstre, og forordning nr. 6/2002 tilsigter at indføre en EF-designret.
• Både direktiv 98/71 og forordning nr. 6/2002 fastslår, at de ikke berører EU- eller medlemsstatslovgivning om varemærker.
• EU-lovgiver har allerede taget hensyn til loyal konkurrence inden for rammerne af direktiv 2008/95 og forordning nr. 207/2009, hvor artikel 6, stk. 1, i direktiv 2008/95 og artikel 12 i forordning nr. 207/2009 begrænser varemærkeindehaverens rettigheder for at forene beskyttelsen af varemærkerettigheder med hensynet til fri bevægelighed for varer og tjenesteydelser.
• Direktiv 2008/95 indebærer en fuldstændig harmonisering af reglerne om varemærkerettigheder, og nationale domstole kan ikke begrænse disse rettigheder ud over de begrænsninger, der fremgår af direktivet.

Centrale EU-retlige principper

• Harmonisering af varemærkeretten: Domstolen fremhæver, at direktiv 2008/95 indebærer en fuldstændig harmonisering af reglerne om de rettigheder, der er knyttet til varemærket, hvilket begrænser medlemsstaternes mulighed for at indføre yderligere begrænsninger.
• Beskyttelse af varemærker: Varemærkeretten har til formål at beskytte indehaverens eneret til at bruge varemærket og forhindre tredjemand i at udnytte det uden samtykke.
• Undtagelser til varemærkebeskyttelse: Domstolen anerkender, at der findes undtagelser til varemærkebeskyttelsen, men disse er udtømmende reguleret i direktiv 2008/95 og forordning nr. 207/2009.
• Forholdet mellem designret og varemærkeret: Afgørelsen understreger, at designret og varemærkeret er separate beskyttelsesformer, og at bestemmelser om designrettigheder ikke kan udvides til at begrænse varemærkerettigheder.
• Loyal konkurrence: EU-retten tilstræber at sikre loyal konkurrence, men dette hensyn kan ikke tilsidesætte den beskyttelse, der er tillagt varemærkerettigheder.

Betydning for EU-retten

Domstolens afgørelse præciserer forholdet mellem designret og varemærkeret og bekræfter, at undtagelser til varemærkebeskyttelsen skal fortolkes restriktivt. Afgørelsen understreger vigtigheden af at opretholde en klar adskillelse mellem forskellige former for industriel ejendomsret og sikrer, at varemærkeindehavere kan udøve deres rettigheder effektivt.