Fortolkning af Rom II-forordningen: Lovvalg vedrørende erstatning til efterladte efter trafikuheld i udlandet

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunale di Trieste i Italien vedrørende fortolkningen af artikel 4, stk. 1, i Rom II-forordningen (Forordning (EF) nr. 864/2007) om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontrakt.

Sagen drejer sig om Florin Lazar, en rumænsk statsborger, der sagsøger Allianz SpA i Italien for erstatning efter hans datter omkom i et trafikuheld i Italien. Datteren var rumænsk statsborger med bopæl i Italien. Lazar kræver erstatning for både økonomisk og ikke-økonomisk skade.

De centrale spørgsmål er, om den skade, som Lazar har lidt som følge af sin datters død, skal betragtes som en »skade« i henhold til Rom II-forordningens artikel 4, stk. 1, eller som en »indirekte følge« af ulykken. Dette er afgørende for, om italiensk eller rumænsk ret skal anvendes.

Den forelæggende ret er i tvivl, fordi italiensk ret anser skade som følge af et familiemedlems død som en direkte skade, mens andre retsordener muligvis ikke anerkender denne rettighed på samme måde. Retten spørger også, om retten til erstatning for denne skade kan betragtes som en af de »indirekte følger« af den oprindelige skadevoldende begivenhed.

Domstolen skal afklare, om skader lidt af nære slægtninge til en person, der er omkommet i et trafikuheld, skal kvalificeres som »skade« eller »indirekte følger« i henhold til Rom II-forordningen.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 4, stk. 1, i Rom II-forordningen skal fortolkes således, at skader, der er forbundet med dødsfald som følge af et trafikuheld, der er sket i den medlemsstat, hvor retssagen føres, og som er lidt af afdødes nære slægtninge med bopæl i en anden medlemsstat, skal kvalificeres som »indirekte følger« af trafikuheldet.

Domstolen begrundede afgørelsen med:

• Rom II-forordningens artikel 2, der definerer »skade« som alle følger af skadevoldende handlinger.
• Artikel 4, stk. 1, der henviser til loven i det land, hvor »skaden« indtræder, men præciserer, at indirekte følger ikke er afgørende for lovvalget.
• Betragtning 16 og 17 i Rom II-forordningen, der understreger, at det er stedet for den direkte skade, der er relevant.
• Artikel 15, litra f), der overlader det til den anvendelige lov at fastlægge, hvem der kan kræve erstatning for en personligt lidt skade.

Retlige Principper

• Lex loci damni: Hovedreglen i Rom II-forordningens artikel 4, stk. 1, er, at loven i det land, hvor skaden indtræder (lex loci damni), finder anvendelse på forpligtelser uden for kontrakt.
• Direkte vs. Indirekte Skade: Domstolen skelner mellem direkte skade, som er afgørende for lovvalget, og indirekte følger, som ikke er det. Ved personskade er det stedet, hvor personskaden er lidt, der er afgørende.
• Ensartet Fortolkning af EU-ret: EU-retlige bestemmelser skal fortolkes selvstændigt og ensartet i hele EU, under hensyntagen til ordlyd, sammenhæng og formål.
• Forudsigelighed: Anvendelsen af loven på det sted, hvor den direkte skade er indtrådt, bidrager til forudsigelighed med hensyn til lovvalget.
• Artikel 15(f) i Rom II-forordningen: Den lov, der finder anvendelse, afgør, hvilke personer der kan gøre krav på erstatning for en personligt lidt skade.