Fortolkning af direktivet om audiovisuelle medietjenester: Adskillelse af tv-reklamer og beregning af reklametid

Sagen omhandler en finsk tv-station, Sanoma Media Finland Oy, og Viestintävirasto (den finske tilsynsmyndighed for telekommunikation). Tvisten drejer sig om fortolkningen af direktiv 2010/13/EU om audiovisuelle medietjenester, særligt artikel 19, stk. 1 (adskillelse af reklamer og programmer), og artikel 23, stk. 1 og 2 (begrænsning af reklametid).

Sanoma anvendte:

• En teknik med "opdelt skærm" under rulleteksterne for at adskille programmer fra reklamer.
• Indsatte "sorte sekunder" før og efter reklameblokke.
• Viste sponsorkendetegn i andre programmer end de sponsorerede.

Tilsynsmyndigheden mente, at Sanoma overtrådte finsk lovgivning ved:

• Ikke at adskille reklamer tilstrækkeligt via opdelt skærm.
• Overskride den tilladte reklametid.

Sanoma anførte, at deres praksis var i overensstemmelse med EU-retten, da direktivet er en minimumsregulering.

Korkein hallinto-oikeus (den øverste forvaltningsdomstol i Finland) forelagde tre præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen vedrørende fortolkningen af direktivet.

Domstolens Afgørelse

Domstolen fastslog:

• Artikel 19, stk. 1, i direktiv 2010/13/EU tillader national lovgivning, hvor en opdelt skærm (rulletekster i én kolonne og præsentation af kommende programmer i en anden) adskiller et program fra reklamer, uden nødvendigvis at kræve yderligere akustiske eller optiske signaler, forudsat at denne adskillelse opfylder kravene i direktivets artikel 19, stk. 1.
• Artikel 23, stk. 2, i direktiv 2010/13/EU skal fortolkes således, at sponsorkendetegn vist i andre programmer end det sponsorerede skal medregnes i den maksimalt tilladte reklametid.
• Artikel 23, stk. 1, i direktiv 2010/13/EU skal fortolkes således, at medlemsstater, der ikke har fastsat strengere regler, ikke blot skal forhindre, at "sorte sekunder" (mellem reklamer eller reklamer og program) medregnes i den maksimalt tilladte reklametid, men også skal kræve, at de medregnes.

Retlige Principper

• Klar identifikation og adskillelse af reklamer: Tv-reklamer og teleshopping skal klart kunne identificeres og adskilles fra redaktionelt indhold.
• Fleksibilitet i adskillelsesmidler: Medlemsstaterne kan vælge mellem optiske, akustiske eller rumlige midler til at adskille reklamer, men behøver ikke at anvende dem kumulativt, så længe adskillelsen er klar.
• Beskyttelse af seernes interesser: Minimumsregler og -normer for tv-reklamer skal sikre, at forbrugernes interesser som seere beskyttes.
• Begrænsning af reklametid: Artikel 23, stk. 1, i direktivet fastsætter en maksimal grænse for tv-reklamer og teleshopping på 20% af en klokketime.
• Sponsorannoncering: Sponsorannonceringer skal være snævert knyttet til det sponsorerede program og må ikke bruges til at omgå reglerne om maksimal reklametid.
• Minimumsharmonisering: Direktivet fastsætter minimumsstandarder, men medlemsstaterne kan vedtage strengere regler.
• Forbud mod omgåelse: Reglerne om reklametid må ikke fortolkes således, at de fører til en reduktion af den tid, der er afsat til programmer og redaktionelt indhold, under den implicit garanterede grænse.