Opholdsret for forælder til unionsborgere med tidligere straffedom

Sagen omhandler Alfredo Rendón Marín, en colombiansk statsborger, der er far til to mindreårige børn, hvoraf den ene er spansk statsborger og den anden polsk statsborger. Rendón Marín har eneforældremyndighed over børnene, som har boet i Spanien hele deres liv.

Alfredo Rendón Marín blev nægtet opholdstilladelse i Spanien på grund af en tidligere straffedom. De spanske myndigheder henviste til national lovgivning, der udelukker meddelelse af opholdstilladelse til personer med tidligere straffedomme.

Rendón Marín anfægtede afgørelsen og argumenterede for, at afslaget på opholdstilladelse ville tvinge ham og hans børn til at forlade EU, hvilket ville krænke børnenes rettigheder som unionsborgere.

Tribunal Supremo (øverste domstol, Spanien) forelagde sagen for EU-Domstolen og spurgte, om national lovgivning, der uden mulighed for fravigelse forbyder opholdstilladelse til tidligere straffede personer, er forenelig med artikel 20 TEUF, når dette indebærer, at en mindreårig unionsborger tvinges til at forlade Unionens område.

• Parter:
  • Alfredo Rendón Marín (sagsøger)
  • Administración del Estado (sagsøgt)
• Baggrund:
  • Afslag på opholdstilladelse til tredjelandsstatsborger med eneforældremyndighed over unionsborgere.
  • National lovgivning forbyder opholdstilladelse til tidligere straffede.
• Centrale spørgsmål:
  • Er national lovgivning forenelig med EU-retten, når den forhindrer opholdstilladelse til en forælder, der er eneforsørger for unionsborgere, og dette tvinger dem til at forlade EU?
• Hovedargumenter:
  • Rendón Marín: Afslaget krænker børnenes rettigheder som unionsborgere.
  • Administración del Estado: National lovgivning forbyder opholdstilladelse til tidligere straffede.
• Væsentlige forhold:
  • Børnene er unionsborgere og afhængige af deres far.
  • Faren er tidligere straffet, men har eneforældremyndighed.
  • Afslaget kan tvinge familien til at forlade EU.

Afgørelse

Domstolen fastslår, at artikel 21 TEUF og direktiv 2004/38 skal fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning, der automatisk afviser opholdstilladelse til en tredjelandsstatsborger, der er forælder til et mindreårigt barn, som er unionsborger og statsborger i en anden medlemsstat end værtsmedlemsstaten, og som forsørges af og bor sammen med tredjelandsstatsborgeren i værtsmedlemsstaten, alene fordi den pågældende er tidligere straffet.

Domstolen fastslår ligeledes, at artikel 20 TEUF skal fortolkes således, at den er til hinder for samme lovgivning, der automatisk afviser opholdstilladelse til en tredjelandsstatsborger, der er forælder til og har eneforældremyndighed over mindreårige børn, som er unionsborgere, alene fordi den pågældende er tidligere straffet, såfremt dette afslag indebærer, at børnene bliver nødsaget til at forlade Den Europæiske Unions område.

Begrundelse

Domstolen begrunder afgørelsen med, at en automatisk afvisning af opholdstilladelse baseret på tidligere straffedom uden hensyntagen til den aktuelle fare, den pågældende udgør, og proportionalitetsprincippet, er i strid med EU-retten. Domstolen fremhæver, at der skal foretages en konkret vurdering af den pågældendes personlige adfærd og den aktuelle trussel mod den offentlige orden eller sikkerhed. Afgørelsen tager også hensyn til barnets tarv og retten til familieliv, som er beskyttet i EU-retten.

Centrale EU-retlige principper

• Unionsborgerskab (Artikel 20 TEUF):
  • Unionsborgerskabet er den grundlæggende status for medlemsstaternes statsborgere og giver ret til fri bevægelighed og ophold.
  • Artikel 20 TEUF er til hinder for nationale foranstaltninger, der fratager unionsborgere den effektive nydelse af deres rettigheder.
• Retten til fri bevægelighed og ophold (Artikel 21 TEUF og direktiv 2004/38):
  • Unionsborgere har ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, men denne ret kan begrænses af hensyn til den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed.
  • Direktiv 2004/38 fastsætter betingelserne for udøvelse af retten til fri bevægelighed og ophold.
• Proportionalitetsprincippet:
  • Enhver begrænsning af retten til fri bevægelighed og ophold skal være proportional med det mål, der søges opnået.
  • Foranstaltninger skal være egnede, nødvendige og må ikke gå videre end hvad der er nødvendigt for at beskytte den offentlige orden eller sikkerhed.
• Beskyttelse af grundlæggende rettigheder:
  • EU-retten skal fortolkes og anvendes under hensyntagen til de grundlæggende rettigheder, herunder retten til respekt for privatliv og familieliv (artikel 7 i EU-charteret) og barnets tarv (artikel 24 i EU-charteret).
• Individuel vurdering:
  • Afgørelser om begrænsning af opholdsretten skal baseres på en individuel vurdering af den pågældendes personlige adfærd og den aktuelle trussel, vedkommende udgør.
  • En tidligere straffedom kan ikke i sig selv begrunde en automatisk afvisning af opholdstilladelse.

Anvendelse i sagen

Domstolen fastslår, at den spanske lovgivning, der automatisk afviser opholdstilladelse til en tredjelandsstatsborger alene på grund af en tidligere straffedom, er i strid med EU-retten. Domstolen understreger, at der skal foretages en konkret vurdering af den pågældendes situation, herunder hensynet til barnets tarv og proportionalitetsprincippet.