Mangelfuld implementering af miljødirektiver: Adgang til domstolsprøvelse og miljøorganisationers søgsmålskompetence

Europa-Kommissionen anlagde sag mod Forbundsrepublikken Tyskland for mangelfuld implementering af direktiv 2011/92/EU om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet og direktiv 2010/75/EU om industrielle emissioner.

Kommissionen mente, at tysk lovgivning begrænsede adgangen til domstolsprøvelse for miljøorganisationer og borgere i strid med EU-retten.

Parternes Argumenter

• Kommissionen: Tysk lovgivning begrænser adgangen til domstolsprøvelse ved at:
  • Begrænse annullationen af forvaltningsafgørelser til tilfælde, hvor en subjektiv ret er krænket.
  • Begrænse annullationen af afgørelser på grund af processuelle fejl.
  • Begrænse søgsmålskompetencen og omfanget af domstolsprøvelsen til indsigelser, der er blevet rejst inden for indsigelsesfristen.
  • Begrænse miljøforeningers søgsmålskompetence til retsforskrifter, der giver borgerne rettigheder.
  • Generelt undtage administrative procedurer, der er blevet indledt før en bestemt dato, fra den nationale lovgivnings anvendelsesområde.
• Tyskland: Medlemsstaterne har et spillerum med hensyn til organiseringen på det retslige område. De tyske regler tilsigter at garantere retssikkerheden og effektiviteten ved administrative og retslige procedurer.

Domstolens Begrundelse

Domstolen fandt, at visse aspekter af tysk lovgivning var i strid med EU-retten, da de begrænsede adgangen til domstolsprøvelse på en måde, der ikke var i overensstemmelse med målene i direktiv 2011/92/EU og direktiv 2010/75/EU. Domstolen understregede, at den berørte offentlighed skal have adgang til domstolsprøvelse af både den materielle og processuelle lovlighed af afgørelser, der er omfattet af direktiverne.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at Forbundsrepublikken Tyskland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 11 i direktiv 2011/92/EU og artikel 25 i direktiv 2010/75/EU.

Domstolen fandt, at Tyskland havde begrænset adgangen til domstolsprøvelse på en måde, der ikke er i overensstemmelse med EU-retten, særligt vedrørende:

• Begrænsning af annullation af afgørelser på grund af processuelle fejl.
• Begrænsning af søgsmålskompetencen og omfanget af domstolsprøvelsen til indsigelser, der allerede er blevet rejst.
• Begrænsning af miljøforeningers søgsmålskompetence og omfanget af domstolsprøvelsen.
• Generel udelukkelse af administrative procedurer indledt før en bestemt dato fra den nationale lovgivnings anvendelsesområde.

Domstolen understregede, at medlemsstaterne skal sikre, at den berørte offentlighed har adgang til domstolsprøvelse af både den materielle og processuelle lovlighed af afgørelser, der er omfattet af direktiverne.

Retlige Principper

Domstolen baserede sin afgørelse på følgende EU-retlige principper:

• Effektivitetsprincippet: Medlemsstaterne skal sikre, at national lovgivning ikke gør det uforholdsmæssigt vanskeligt eller umuligt at udøve rettigheder, der er tillagt i henhold til EU-retten.
• Princippet om adgang til domstolsprøvelse: Artikel 11 i direktiv 2011/92/EU og artikel 25 i direktiv 2010/75/EU sikrer, at den berørte offentlighed har adgang til domstolsprøvelse af afgørelser, handlinger eller undladelser, der er omfattet af direktiverne.
• Miljøbeskyttelse: EU-retten tilsigter at sikre en høj grad af miljøbeskyttelse, og medlemsstaterne skal fortolke og anvende national ret i overensstemmelse med dette mål.
• Direkte virkning: EU-direktiver kan have direkte virkning, hvilket betyder, at enkeltpersoner kan påberåbe sig direktiverne over for nationale myndigheder og domstole, når direktivet er tilstrækkeligt klart og præcist, og når implementeringsfristen er udløbet.
• Retskraft: Princippet om retskraft beskytter endelige retsafgørelser fra at blive anfægtet på ny. Domstolen fastslog dog, at princippet om retskraft ikke kan bruges til at begrænse anvendelsen af EU-retten på igangværende procedurer.