Graduering af direkte betalinger og supplerende nationale direkte betalinger i nye EU-medlemsstater

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Vilniaus apygardos administracinis teismas (den regionale forvaltningsdomstol i Vilnius, Litauen) vedrørende fortolkningen af EU-retten i forbindelse med graduering af direkte betalinger til landbrugere og nedsættelse af supplerende nationale direkte betalinger i Litauen.

Sagen er anlagt af Bronius Jakutis og Kretingalės kooperatinė ŽŪB mod Nacionalinė mokėjimo agentūra prie Žemės ūkio ministerijos (landbrugsministeriets nationale udbetalingskontor) og Lietuvos valstybė (den litauiske stat). Tvisten drejer sig om gradueringen af direkte betalinger fra EU og nedsættelsen af supplerende nationale direkte betalinger for 2012.

Sagsøgerne i hovedsagen anfører, at der ikke var noget retligt grundlag for at anvende gradueringen af direkte betalinger eller nedsættelsen af supplerende nationale direkte betalinger i Litauen for 2012. De hævder, at direkte betalinger til litauiske landbrug ikke kan gradueres, før det er fastslået, at de direkte betalinger til litauiske landbrug er nået op på de beløb og niveauer, der gælder i de medlemsstater, der ikke er nye medlemsstater.

Udbetalingskontoret anfører, at det ikke har kompetence til at vurdere lovligheden af den litauiske regerings dekreter eller Kommissionens beslutninger.

Den litauiske regering bekræfter sagsøgernes påstande og anfører, at Kommissionen ikke har foretaget nogen undersøgelse eller fremlagt oplysninger, der bekræfter, at niveauet for direkte betalinger for 2012 var det samme i de gamle og nye medlemsstater.

Centrale spørgsmål

• Skal artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 73/2009 fortolkes således, at niveauet for direkte betalinger for 2012 for de gamle medlemsstater er 90%?
• Er artikel 10, stk. 1, og artikel 132, stk. 2, i forordning nr. 73/2009 samt de EU-retsakter, der er vedtaget på basis heraf, i strid med tiltrædelsesakten af 2003 og EU-principper?
• Er Kommissionens gennemførelsesbeslutning K(2012) 4391 og Kommissionens arbejdsdokument DS/2011/14/REV2 i strid med tiltrædelsesakten af 2003 og EU-retlige principper?

Domstolen fandt, at Kommissionens gennemførelsesbeslutning K(2012) 4391 endelig er ugyldig, idet den ikke overholdt paralleliteten mellem graduering af direkte betalinger og graduering af supplerende nationale direkte betalinger. Domstolen fandt dog ingen forhold, der kunne rejse tvivl om gyldigheden af artikel 10, stk. 1, og artikel 132, stk. 2, i forordning nr. 73/2009.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 7, stk. 1, artikel 10, stk. 1, og artikel 121 i forordning nr. 73/2009 skal fortolkes således, at niveauet for direkte betalinger i de medlemsstater, der ikke er nye medlemsstater, for 2012 svarede til 90% af niveauet for samtlige direkte betalinger. Begrebet "niveauet for direkte betalinger i de nye medlemsstater" skal forstås således, at dette niveau for 2012 svarede til niveauet for medlemsstaterne i Det Europæiske Fællesskab pr. 30. april 2004.

Kommissionens gennemførelsesbeslutning K(2012) 4391 af 2. juli 2012 om tildeling af supplerende nationale direkte betalinger i Litauen for 2012 er ugyldig. Domstolen fandt ingen forhold, der kunne rejse tvivl om gyldigheden af artikel 10, stk. 1, og artikel 132, stk. 2, i forordning nr. 73/2009.

Domstolen fandt ingen forhold, der kunne rejse tvivl om gyldigheden af artikel 132, stk. 2, i forordning nr. 73/2009, som følger af berigtigelsen offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 18. februar 2010.

Betydningen af udtrykket "dydis" i den litauiske sprogversion af artikel 1c, stk. 2, i forordning nr. 1259/1999 er den samme som udtrykket "lygis" i artikel 132, stk. 2, i forordning nr. 73/2009.

Retlige Principper

• Princippet om forbud mod forskelsbehandling: Domstolen vurderede, om gradueringen af direkte betalinger og nedsættelsen af supplerende nationale direkte betalinger var i overensstemmelse med princippet om forbud mod forskelsbehandling. Domstolen fandt, at de specifikke bestemmelser i artikel 10 og 132 i forordning nr. 73/2009, der er begrundet i hensynet til at anvende gradueringsordningen i de nye medlemsstater, ikke strider mod dette princip, da landbruget i de nye medlemsstater befandt sig i en anden situation end i de gamle medlemsstater.
• Fortolkning af EU-retten: Domstolen understregede, at ved fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse skal der tages hensyn til dens ordlyd, sammenhæng og de mål, der forfølges med den ordning, den er en del af. Dette princip blev anvendt ved fortolkningen af artikel 132, stk. 2, i forordning nr. 73/2009.
• Tiltrædelsesakten af 2003: Domstolen vurderede, om de pågældende bestemmelser var i overensstemmelse med tiltrædelsesakten af 2003, som fastlægger vilkårene for de nye medlemsstaters tiltrædelse. Domstolen fandt, at anvendelsen af gradueringsordningen for direkte betalinger i de nye medlemsstater var forenelig med tiltrædelsesakten, forudsat at visse betingelser var opfyldt.
• Parallelitet mellem graduering af direkte betalinger og supplerende nationale direkte betalinger: Domstolen fremhævede, at der bør være parallelitet mellem gradueringen af direkte betalinger fra Unionen og gradueringen af supplerende nationale direkte betalinger. Dette indebærer, at nedsættelserne af de supplerende nationale direkte betalinger kun bør finde anvendelse, når gradueringen af direkte betalinger fra Unionen finder anvendelse.