Flygtningestatus og militærnægtelse: Fortolkning af direktiv 2004/83/EF
Dato
25. februar 2015
Udsteder
Domstolen
Land
Tyskland
Dommer
Europa-Kommissionen, Tyskland, EU’s institutioner og organer, Nederlandene, Grækenland, Det Forenede Kongerige, EU-medlemsstater
Dokument
Nøgleord
Sagen omhandler Andre Lawrence Shepherd, en amerikansk statsborger, der søgte asyl i Tyskland efter at have nægtet at gøre tjeneste i Irak. Shepherd argumenterede for, at han risikerede retsforfølgelse i USA for desertering, og at krigen i Irak var ulovlig.
Bayerisches Verwaltungsgericht München forelagde en række præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen vedrørende fortolkningen af artikel 9, stk. 2, litra e), i direktiv 2004/83 om minimumsstandarder for anerkendelse af flygtninge.
De centrale spørgsmål var:
- Hvilken grad af inddragelse i militære operationer der kræves, for at sanktioner for desertering kan kvalificeres som forfølgelse.
- Om beskyttelsen kun omfatter personer, hvis konkrete militære opgaver omfatter deltagelse i direkte kamphandlinger, eller også personer, der yder logistisk og teknisk støtte.
- Om det er tilstrækkeligt, at asylansøgeren godtgør, at der er begået krigsforbrydelser af de styrker, han er en del af.
- Om nultolerance over for eller militærdomstoles retsforfølgning af overtrædelser af humanitær folkeret udelukker flygtningebeskyttelse.
- Om det forhold, at den militære indsats er sanktioneret af det internationale samfund, udelukker flygtningebeskyttelse.
- Om den asylsøgende skal kunne dømmes i henhold til statutten for Den Internationale Straffedomstol for at opnå flygtningebeskyttelse.
- Om den omstændighed, at den asylsøgende ikke har benyttet muligheden for at gennemføre en regulær militærnægterprocedure, udelukker flygtningebeskyttelse.
- Om afskedigelse i vanære fra hæren, pålæggelse af en frihedsstraf og en deraf følgende social udstødelse og diskriminering udgør forfølgelse.
Domstolen fastslog, at artikel 9, stk. 2, litra e), omfatter alt militært personel, herunder logistisk personale og støttepersonale, og at det ikke kun omfatter situationer, hvor krigsforbrydelser allerede er begået, men også hvor der er stor sandsynlighed for, at sådanne forbrydelser vil blive begået. Domstolen fastslog også, at nægtelsen af militærtjeneste skal være den eneste måde, hvorpå ansøgeren kan undgå deltagelse i krigsforbrydelser, og at manglende benyttelse af en militærnægterprocedure kan udelukke beskyttelse.
Afgørelse
Domstolen fastslår, at artikel 9, stk. 2, litra e), i direktiv 2004/83 skal fortolkes således, at:
- Bestemmelsen omfatter alt militært personel, inklusive logistisk personale og støttepersonale.
- Den omfatter situationer, hvor militærtjeneste i en given konflikt indebærer krigsforbrydelser, også når ansøgeren kun indirekte deltager, forudsat at dennes opgaver med rimelig sandsynlighed bidrager til forberedelsen eller udførelsen af disse.
- Den dækker ikke kun situationer, hvor krigsforbrydelser er bevist eller kan henføres til Den Internationale Straffedomstol, men også hvor ansøgeren kan påvise en høj sandsynlighed for, at sådanne forbrydelser vil blive begået.
- Vurderingen af de faktiske omstændigheder skal foretages af de nationale myndigheder under domstolskontrol baseret på en samling af indicier, der, under hensyntagen til sagens omstændigheder, kan godtgøre, at tjenesten sandsynligvis vil føre til sådanne handlinger.
- Det skal tages i betragtning, hvis en militær intervention er sanktioneret af FN’s Sikkerhedsråd eller det internationale samfund, og at den stat, der udfører operationerne, straffer krigsforbrydelser.
- Nægtelsen af militærtjeneste skal være den eneste måde, hvorpå ansøgeren kan undgå deltagelse i krigsforbrydelser. Hvis ansøgeren ikke har søgt anerkendelse som militærnægter, udelukker dette beskyttelse, medmindre ansøgeren kan bevise, at et sådant retsmiddel ikke var tilgængeligt.
Domstolen fastslår yderligere, at artikel 9, stk. 2, litra b) og c), i direktiv 2004/83 skal fortolkes således, at under de foreliggende omstændigheder forekommer de foranstaltninger, der iværksættes over for en soldat, der nægter at gøre tjeneste, såsom frihedsstraf og afskedigelse, ikke at være så uforholdsmæssige eller diskriminerende, at de kan anses for forfølgelse. De nationale myndigheder skal dog undersøge dette.
Retlige Principper
- Minimumsstandarder for flygtningestatus: Direktiv 2004/83 fastsætter minimumsstandarder for anerkendelse af tredjelandsborgere som flygtninge, hvilket skal fortolkes i overensstemmelse med Genèvekonventionen.
- Forfølgelse: Artikel 9 i direktiv 2004/83 definerer forfølgelse som handlinger, der er tilstrækkeligt alvorlige til at udgøre en krænkelse af grundlæggende menneskerettigheder.
- Militærnægtelse: Retsforfølgelse eller straf for at nægte militærtjeneste kan udgøre forfølgelse, hvis militærtjenesten ville omfatte forbrydelser eller handlinger, der falder ind under udelukkelsesbestemmelserne i artikel 12, stk. 2, i direktivet.
- Proportionalitet: Sanktioner for militærnægtelse skal være proportionale og ikke diskriminerende for at undgå at blive betragtet som forfølgelse.
- Individuel vurdering: Vurderingen af en ansøgning om flygtningestatus skal foretages ud fra det specifikke sagsforhold, under hensyntagen til alle relevante kendsgerninger og omstændigheder.
- Samvittighedsnægtelse: Muligheden for at opnå anerkendelse som militærnægter af samvittighedsgrunde kan påvirke retten til flygtningebeskyttelse.
- Krigsforbrydelser: Henvisningen til krigsforbrydelser i artikel 12, stk. 2, litra a), i direktiv 2004/83 er relevant i vurderingen af, om militærtjeneste ville omfatte sådanne forbrydelser.
Lignende afgørelser