Den Europæiske Arrestordre: Retsmidler med Opsættende Virkning og Overholdelse af Frister

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Conseil constitutionnel (Frankrig) vedrørende fortolkningen af artikel 27, stk. 4, og artikel 28, stk. 3, litra c), i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA om den europæiske arrestordre.

Jeremy F. blev i Det Forenede Kongerige eftersøgt for barnebortførelse. Efter anholdelse i Frankrig accepterede han overgivelse til UK, men uden at give afkald på specialitetsreglen. Efterfølgende anmodede de britiske myndigheder om samtykke til at retsforfølge ham for yderligere forhold (seksuelt forhold til mindreårig), begået før overgivelsen.

Conseil constitutionnel forelagde spørgsmålet om, hvorvidt EU-retten er til hinder for national lovgivning, der tillader opsættende virkning af en afgørelse om samtykke til retsforfølgelse for andre lovovertrædelser end dem, der lå til grund for overgivelsen.

Domstolen skulle tage stilling til, om rammeafgørelsen tillader, at medlemsstaterne fastsætter et retsmiddel, der udsætter fuldbyrdelsen af en afgørelse om at udvide retsforfølgningen til andre lovovertrædelser begået før overgivelsen, eller til at tillade videreovergivelse til en anden medlemsstat.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 27, stk. 4, og artikel 28, stk. 3, litra c), i rammeafgørelse 2002/584/RIA, ændret ved rammeafgørelse 2009/299/RIA, ikke er til hinder for, at medlemsstaterne fastsætter et retsmiddel med opsættende virkning. Dette gælder for afgørelser truffet af en judiciel myndighed inden for 30 dage efter modtagelsen af en anmodning om samtykke til enten at retsforfølge, straffe eller på anden måde tilbageholde en person for en lovovertrædelse begået før overgivelsen i henhold til en europæisk arrestordre, eller til at overgive en person til en anden medlemsstat end den fuldbyrdende, forudsat at den endelige afgørelse træffes inden for de frister, der er omhandlet i rammeafgørelsens artikel 17.

Domstolen præciserede, at selvom rammeafgørelsen ikke regulerer retten til retsmidler med opsættende virkning, forhindrer den ikke medlemsstaterne i at fastsætte en sådan ret, så længe de fastsatte frister overholdes.

Retlige Principper

• Gensidig Anerkendelse: Princippet om gensidig anerkendelse er grundlæggende for det retlige samarbejde inden for EU og indebærer, at medlemsstaterne som udgangspunkt skal fuldbyrde europæiske arrestordrer.
• Grundlæggende Rettigheder: Rammeafgørelsen må ikke ændre forpligtelsen til at respektere de grundlæggende rettigheder og retsprincipper, som de er defineret i artikel 6 i EU-traktaten og afspejlet i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.
• Effektiv Domstolsbeskyttelse: Retten til effektive retsmidler, som fastsat i EMRK artikel 13 og EU-chartrets artikel 47, er afgørende i overgivelsesprocedurer.
• Hasteprincippet: Europæiske arrestordrer skal behandles og fuldbyrdes som hastesager, og der er fastsat specifikke tidsfrister for at sikre hurtig afgørelse.