Urimelige kontraktvilkår: Fortolkning af 'aftalens hovedgenstand' og 'pris' i forbrugerkreditaftaler

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunalul Specializat Cluj (Rumænien) vedrørende fortolkningen af artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13/EØF om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler.

Sagen drejer sig om Bogdan Matei og Ioana Ofelia Matei (herefter »låntagerne«) mod SC Volksbank România SA (herefter »Volksbank«) vedrørende den påståede urimelige karakter af vilkår i forbrugerkreditaftaler, der dels foreskriver en »risikoprovision« til Volksbank, dels giver banken ret til ensidigt at ændre rentesatsen.

Låntagerne anførte, at vilkårene var urimelige i henhold til rumænsk lovgivning, der implementerer direktiv 93/13.

Den forelæggende ret ønskede afklaret, om begreberne »aftalens hovedgenstand« og/eller »pris« i direktivets artikel 4, stk. 2, omfatter ÅOP (årlige omkostninger i procent) for en kreditaftale, der er sikret ved pant, og som består af en fast eller variabel rentesats, bankgebyrer og andre omkostninger.

Volksbank argumenterede for, at tvisten var løst ved forlig, og at Domstolen derfor ikke længere havde kompetence. Dette blev afvist af Domstolen, da den nationale ret stadig havde behov for en afklaring af EU-retten.

Domstolen fastslog, at artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13 som udgangspunkt ikke omfatter vilkår om ensidig ændring af rentesatsen eller en risikoprovision, men at det er op til den nationale domstol at vurdere, om disse vilkår definerer aftalens hovedydelser eller har underordnet betydning.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13 som udgangspunkt ikke omfatter vilkår i kreditaftaler om ensidig ændring af rentesatsen eller en risikoprovision. Det er dog op til den nationale domstol at vurdere, om disse vilkår definerer aftalens hovedydelser eller har underordnet betydning.

Begrundelse

Domstolen begrundede afgørelsen med:

• Artikel 4, stk. 2, skal fortolkes strengt, da den udgør en undtagelse fra den generelle regel om kontrol af urimelige kontraktvilkår.
• Begreberne "aftalens hovedgenstand" og "overensstemmelsen mellem pris og varer" skal fortolkes ensartet i hele EU.
• Vilkår om ensidig ændring af rentesatsen er nævnt i bilaget til direktiv 93/13 som potentielt urimelige.
• Det skal vurderes, om formålene med og detaljerne omkring mekanismen til ændring af rentesatsen er klart beskrevet i låneaftalen.
• Det skal vurderes, om begrundelsen for risikoprovisionen er gennemsigtig, og om der leveres en reel modydelse for denne provision.

Centrale EU-retlige principper

• Fortolkning af undtagelsesbestemmelser: Undtagelser til forbrugerbeskyttelsesregler skal fortolkes restriktivt.
• Ensartet fortolkning: EU-retlige begreber skal fortolkes ensartet i alle medlemsstater.
• Gennemsigtighed: Kontraktvilkår skal være klare og forståelige for forbrugeren.
• Effektiv forbrugerbeskyttelse: EU-retten skal sikre en høj grad af forbrugerbeskyttelse.
• Nationalt skøn: Nationale domstole har et skøn ved vurderingen af konkrete sager, men skal overholde EU-rettens rammer.

Anvendelse i sagen

Domstolen præciserede, at artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13 skal fortolkes således, at udtrykkene "aftalens hovedgenstand" og "overensstemmelsen mellem pris og varer eller mellem tjenesteydelser og betalingen herfor" under omstændigheder som de i hovedsagen foreliggende i princippet ikke omfatter den type vilkår, der er indeholdt i kreditaftaler som de i hovedsagen omhandlede, der er indgået mellem en erhvervsdrivende og forbrugere, som dels på visse betingelser giver kreditgiveren lov til ensidigt at ændre rentesatsen, dels indeholder en "risikoprovision", som denne oppebærer. Det påhviler dog den forelæggende ret at efterprøve denne kvalificering af de nævnte aftalevilkår på baggrund af de pågældende aftalers art, almindelige opbygning og bestemmelser samt den juridiske og faktuelle sammenhæng, hvori de indgår.