Delvis anerkendelse af erhvervserfaring opnået i andre EU-lande udgør en hindring for arbejdskraftens frie bevægelighed

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Landesgericht Salzburg vedrørende fortolkningen af artikel 45 TEUF og artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 492/2011 om arbejdskraftens frie bevægelighed. Sagen er anlagt af Zentralbetriebsrat der gemeinnützigen Salzburger Landeskliniken Betriebs GmbH mod Land Salzburg.

Sagen drejer sig om en østrigsk ordning, hvor anciennitet optjent hos andre arbejdsgivere end Land Salzburg kun delvist medregnes ved beregning af lønanciennitet for ansatte i delstatens klinikker (SALK). Zentralbetriebsrat argumenterede for, at al relevant erhvervserfaring optjent i EU/EØS burde anerkendes fuldt ud, da det ville være tilfældet, hvis erfaringen var optjent hos Land Salzburg.

Land Salzburg anførte, at ordningen var begrundet i administrative hensyn og loyalitetsbetragtninger.

Faktiske Omstændigheder

• SALK er et holdingselskab for sygehuse i Land Salzburg, hvor delstaten er eneejer.
• En betydelig del af SALK's ansatte er udenlandske statsborgere fra andre EU/EØS-lande.
• Den nationale lovgivning (L-VBG) fastsætter forskellige regler for beregning af lønanciennitet afhængigt af, om ancienniteten er optjent hos Land Salzburg eller andre arbejdsgivere.

Centrale Argumenter

• Zentralbetriebsrat: Den nationale ordning udgør en indirekte diskrimination, da den primært rammer vandrende arbejdstagere, der har optjent erfaring i andre medlemsstater.
• Land Salzburg: Ordningen er objektivt begrundet i administrative hensyn (forenkling, gennemsigtighed) og fremmer loyalitet over for arbejdsgiveren.

Det Præjudicielle Spørgsmål

Er artikel 45 TEUF og artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 492/2011 til hinder for en national ordning, hvor en offentlig arbejdsgiver ved fastsættelse af lønanciennitet fuldt ud medregner uafbrudt anciennitet optjent hos arbejdsgiveren, mens anciennitet optjent hos andre arbejdsgivere kun delvist medregnes?

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 45 TEUF og artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 492/2011 er til hinder for en national ordning, hvorved der ved fastsættelsen af ancienniteten for ansatte ved en regional myndigheds forfremmelse tages hensyn til al anciennitet optjent uafbrudt hos denne myndighed, mens kun en del af anden anciennitet medregnes.

Domstolen begrundede afgørelsen med, at en sådan ordning potentielt hindrer arbejdskraftens frie bevægelighed, hvilket er i strid med EU-retten. Selvom ordningen forfølger legitime mål som administrativ forenkling og gennemsigtighed, går den videre end nødvendigt for at opnå disse mål. Domstolen afviste argumentet om, at ordningen udgør et loyalitetstillæg, da den tillader mobilitet inden for en afgrænset gruppe af arbejdsgivere snarere end at belønne loyalitet over for en bestemt arbejdsgiver. Endvidere kan administrativ forenkling og omkostningsbesparelser ikke begrunde en hindring for arbejdskraftens frie bevægelighed.

Retlige Principper

• Arbejdskraftens frie bevægelighed: Artikel 45 TEUF forbyder forskelsbehandling på grund af nationalitet vedrørende beskæftigelse, aflønning og arbejdsvilkår.
• Forordning 492/2011: Artikel 7, stk. 1, konkretiserer forbuddet mod forskelsbehandling inden for beskæftigelses- og arbejdsvilkår.
• Indirekte diskrimination: Nationale regler, der tilsyneladende er neutrale, men reelt stiller vandrende arbejdstagere ringere, er forbudt, medmindre de er objektivt begrundede og proportionale.
• Begrænsninger af fri bevægelighed: Enhver begrænsning af de grundlæggende friheder i EU-retten, herunder arbejdskraftens frie bevægelighed, skal være begrundet i legitime mål og stå i rimeligt forhold til det tilstræbte mål.
• Tvingende almene hensyn: Begrænsninger af fri bevægelighed kan kun accepteres, hvis de er begrundet i tvingende almene hensyn, og selv da skal de være proportionale.
• Proportionalitetsprincippet: Selv legitime mål kan ikke begrunde foranstaltninger, der går videre end nødvendigt for at opnå målet.