Artikel 218, stk. 9, TEUF: Unionens holdning i international organisation uden medlemskab

Forbundsrepublikken Tyskland anlagde sag mod Rådet for Den Europæiske Union med påstand om annullation af Rådets afgørelse af 18. juni 2012 om fastlæggelse af Den Europæiske Unions holdning til visse resolutioner, som skulle til afstemning inden for rammerne af Den Internationale Vinorganisation (OIV).

Sagen omhandlede fortolkningen af artikel 218, stk. 9, TEUF, og spørgsmålet om, hvorvidt denne bestemmelse finder anvendelse, når Unionen ikke er medlem af den internationale organisation (OIV), og når de pågældende retsakter (OIV's anbefalinger) ikke er juridisk bindende.

Parternes argumenter

• Tyskland: Artikel 218, stk. 9, TEUF finder ikke anvendelse, da Unionen ikke er part i OIV-aftalen, og OIV's anbefalinger ikke er bindende.
• Rådet: Artikel 218, stk. 9, TEUF finder anvendelse, da det pågældende område (vinmarkedet) henhører under Unionens kompetence, og OIV's anbefalinger har retsvirkninger i Unionen, da de inkorporeres i EU-retten.

Baggrund

• OIV er en international organisation, der udarbejder anbefalinger vedrørende vinproduktion og -handel.
• EU er ikke medlem af OIV, men mange EU-medlemsstater er.
• EU-lovgivningen henviser til OIV's anbefalinger på visse områder, f.eks. vedrørende analysemetoder og ønologiske fremgangsmåder.
• Rådet vedtog en afgørelse om at fastlægge Unionens holdning til visse resolutioner, der skulle til afstemning i OIV.
• Tyskland anfægtede denne afgørelse med henvisning til, at artikel 218, stk. 9, TEUF ikke fandt anvendelse.

Afgørelse

Domstolen frifandt Rådet og fastslog, at Rådet med rette vedtog den anfægtede afgørelse med hjemmel i artikel 218, stk. 9, TEUF.

Domstolen begrundede afgørelsen med:

• Artikel 218, stk. 9, TEUF finder anvendelse, selvom Unionen ikke har tiltrådt den internationale aftale, der har nedsat det pågældende organ.
• De anbefalinger, der skal vedtages af OIV, udgør retsakter, der har retsvirkninger i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 218, stk. 9, TEUF, da de kan få afgørende indflydelse på indholdet af de regler, der vedtages af EU-lovgiver inden for den fælles markedsordning for vinavlsprodukter.
• Det er uden betydning, om de retsakter, som den fastlagte holdning vedrører, rent faktisk kommer til afstemning i det kompetente organ.

Begrundelse

Domstolen fremhævede, at den fælles markedsordning for vin er et område, der i vidt omfang er reguleret af EU-lovgiver. Når et område henhører under Unionens kompetence, er det ikke en hindring for, at Unionen kan udøve sin kompetence ved at fastlægge en holdning, der skal indtages på dens vegne i det organ, som aftalen har nedsat.

Domstolen fastslog, at OIV's anbefalinger har til formål at bidrage til virkeliggørelsen af organisationens formål, herunder at bistå andre internationale organisationer og bidrage til den internationale samordning af eksisterende praksis og regler. EU-lovgiver inkorporerer desuden disse anbefalinger i EU-lovgivningen.

Centrale EU-retlige principper

• Artikel 218, stk. 9, TEUF:
  • Finder anvendelse på fastlæggelse af holdninger, der skal indtages på Unionens vegne i et organ nedsat ved en aftale, når dette organ skal vedtage retsakter, der har retsvirkninger.
  • Gælder også selvom Unionen ikke har tiltrådt den internationale aftale, der har nedsat det pågældende organ, forudsat at det omhandlede område henhører under en af Unionens kompetencer.
• Retsakter med retsvirkninger:
  • Omfatter anbefalinger fra internationale organisationer, der kan få afgørende indflydelse på indholdet af de regler, der vedtages af EU-lovgiver.
  • Inkluderer anbefalinger, der inkorporeres i EU-retten og dermed direkte påvirker gældende EU-lovgivning.
• Unionens kompetence:
  • Når et område henhører under Unionens kompetence, kan Unionen udøve denne kompetence ved at fastlægge en holdning, der skal indtages på dens vegne i et internationalt organ.
  • Medlemsstaterne skal optræde solidarisk i Unionens interesse.

Betydning for EU-retten

Dommen præciserer rækkevidden af artikel 218, stk. 9, TEUF og bekræfter, at Unionen kan fastlægge en holdning i internationale organisationer, selvom den ikke er part i den underliggende aftale. Dette er særligt relevant, når de retsakter, der vedtages af den internationale organisation, har retsvirkninger i EU-retten.