Identitetskontrol i grænseområder og Schengengrænsekodeksen

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Raad van State (Nederlandene) vedrørende fortolkningen af artikel 20 og 21 i Schengengrænsekodeksen (forordning nr. 562/2006).

Sagen drejer sig om Atiqullah Adil, en afghansk statsborger, der blev standset under en MTV-kontrol (mobil sikkerhedskontrol) i Nederlandene, nær grænsen til Tyskland. Adil blev administrativt frihedsberøvet på grund af ulovligt ophold, og han anfægtede lovligheden af kontrollen og frihedsberøvelsen.

De centrale spørgsmål er, om MTV-kontrollerne er i overensstemmelse med Schengengrænsekodeksen, og om de har tilsvarende virkning som grænsekontrol, hvilket er forbudt.

Adil argumenterede for, at MTV-kontrollerne er ulovlige, da de svarer til grænsekontrol og ikke er baseret på en rimelig formodning om ulovligt ophold.

Den nederlandske regering, den tyske regering, den franske regering og Europa-Kommissionen argumenterede for, at MTV-kontrollerne er lovlige, da de har til formål at bekæmpe ulovligt ophold og er underlagt præcise begrænsninger.

Raad van State forelagde tre præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen:

• Er artikel 21 til hinder for en national kompetence som den, der er tillagt ved artikel 50 i Vreemdelingenwet 2000 og gennemført ved artikel 4.17a i Vreemdelingenbesluit 2000, hvorefter det er tilladt at udføre personkontrol ved de indre grænser med henblik på at efterprøve, om de opfylder de betingelser for lovligt ophold, der finder anvendelse i medlemsstaten?
• Er artikel 21 til hinder for, at nationale kontroller som dem, der er omhandlet i artikel 50 i Vreemdelingenwet 2000, i henhold til artikel 4.17a, stk. 2, i Vreemdelingenbesluit 2000 udføres på grundlag af generelle oplysninger og erfaringer vedrørende personers ulovlige ophold på kontrolstedet, eller er det ved udførelsen af sådanne kontroller påkrævet, at der foreligger konkrete holdepunkter for at antage, at en person opholder sig ulovligt i den omhandlede medlemsstat?
• Skal artikel 21 fortolkes således, at en begrænsning af en kontrolkompetence som den, der er fastsat i en lovbestemmelse som artikel 4.17a i Vreemdelingenbesluit 2000, er tilstrækkelig med henblik på at sikre, at den praktiske udførelse af kontrollen ikke har tilsvarende virkning som den i henhold til artikel 21 forbudte grænsekontrol?

Afgørelse

Domstolen fastslår, at artikel 20 og 21 i forordning nr. 562/2006 ikke er til hinder for en national lovgivning, der tillader grænseovervågning og kontrol af udlændinge i et område på 20 km fra landegrænsen. Dette gælder, når kontrollen har til formål at efterprøve lovligt ophold, bygger på generelle oplysninger om ulovligt ophold, og er underlagt begrænsninger vedrørende intensitet og hyppighed.

Domstolen præciserer, at selvom kontrollen finder sted i et grænseområde, og der ikke kræves en forudgående formodning om ulovligt ophold, er dette ikke i strid med EU-retten, så længe visse betingelser er opfyldt.

Begrundelse

Domstolen begrunder afgørelsen med:

• Kontrollernes formål: De skal primært bekæmpe ulovligt ophold og ikke kontrollere grænserne.
• Generelle politioplysninger: Kontrollerne kan baseres på generelle politioplysninger og erfaringer.
• Selektivitet: Kontrollerne skal udføres selektivt og ikke systematisk som ved grænseovergange.
• Begrænsninger: Der skal være klare begrænsninger for kontrollernes intensitet og hyppighed.

Domstolen understreger, at medlemsstaterne har ret til at opretholde lov og orden samt beskytte den indre sikkerhed, men dette skal ske under overholdelse af EU-retten og proportionalitetsprincippet.

Centrale EU-retlige principper

• Fri bevægelighed: Artikel 20 i Schengengrænsekodeksen sikrer, at de indre grænser kan passeres uden personkontrol.
• Politimæssige beføjelser: Artikel 21 tillader medlemsstaterne at udøve politimæssige beføjelser, så længe det ikke har tilsvarende virkning som grænsekontrol.
• Proportionalitet: Nationale foranstaltninger skal være proportionale og nødvendige for at opnå et legitimt mål.
• ** национальной безопасности:** Medlemsstaterne har ret til at beskytte deres nationale sikkerhed, men skal overholde EU-retten.

Anvendelse i sagen

Domstolen fortolker artikel 21 i Schengengrænsekodeksen og fastslår, at den ikke er til hinder for nationale regler om identitetskontrol i grænseområder, hvis:

• Kontrollen har et andet formål end grænsekontrol (f.eks. bekæmpelse af ulovligt ophold).
• Kontrollen er baseret på generelle politioplysninger.
• Kontrollen er selektiv og ikke systematisk.
• Der er fastsat begrænsninger for kontrollens omfang og hyppighed.

Betydning for EU-retten

Dommen præciserer grænserne for medlemsstaternes politimæssige beføjelser i Schengenområdet og understreger behovet for en balance mellem fri bevægelighed og national sikkerhed. Den bekræfter, at medlemsstaterne kan foretage identitetskontrol i grænseområder for at bekæmpe ulovligt ophold, men at sådanne kontroller skal være proportionale og underlagt klare begrænsninger.