EF-varemærket CENTROTHERM: Afgrænsning af reel brug og intervenientens rettigheder

Sagen omhandler en appel af en dom fra EU-retten vedrørende gyldigheden af EF-ordmærket CENTROTHERM. Centrotherm Clean Solutions havde anmodet om, at mærket blev erklæret fortabt, da det ikke var blevet brugt reelt inden for en periode på fem år.

Centrotherm Systemtechnik, indehaveren af mærket, appellerede Rettens dom, som gav Centrotherm Clean Solutions medhold. Appellen var baseret på fire anbringender:

• Retten havde tilsidesat retten til at intervenere.
• Retten havde tilsidesat artikel 51, stk. 1, litra a), og artikel 76, stk. 1, i forordning nr. 207/2009.
• Retten havde tilsidesat artikel 51, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009 vedrørende begrebet reel brug.
• Retten havde tilsidesat artikel 78, stk. 1, litra f), i forordning nr. 207/2009 og regel 22 i forordning nr. 2868/95 vedrørende bevisværdien af en erklæring på tro og love.

Domstolen afviste alle fire anbringender og stadfæstede Rettens dom. Domstolen fandt bl.a., at Retten ikke havde begået en retlig fejl ved sin vurdering af beviserne for reel brug, og at Retten med rette havde afvist at tage hensyn til visse beviser, som ikke var blevet vurderet af appelkammeret.

Afgørelse

Domstolen forkastede appellen. Centrotherm Systemtechnik GmbH blev pålagt at betale sagens omkostninger foruden sine egne, mens Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM) bar sine egne omkostninger.

Domstolen begrundede afgørelsen med, at ingen af de appelanbringender, som Centrotherm Systemtechnik havde fremsat, kunne føre til en ændring af Rettens dom. Domstolen fandt bl.a., at Retten ikke havde begået en retlig fejl ved sin vurdering af beviserne for reel brug af varemærket, og at Retten med rette havde afvist at tage hensyn til visse beviser, som ikke var blevet vurderet af appelkammeret.

Retlige Principper

• Reel brug af et EU-varemærke: Domstolen bekræftede, at reel brug af et varemærke indebærer anvendelse i overensstemmelse med varemærkets væsentligste funktion, nemlig at garantere oprindelsen af de varer eller tjenesteydelser, det er registreret for, med henblik på at skabe eller bevare afsætningsmuligheder.
• Intervenientens rettigheder: Domstolen præciserede omfanget af en intervenients rettigheder i en sag for EU-retten, herunder retten til at fremsætte selvstændige påstande om annullation eller omgørelse af en afgørelse fra Harmoniseringskontoret.
• Rettens omgørelsesret: Domstolen fastslog, at Rettens omgørelsesret er begrænset til tilfælde, hvor Retten efter prøvelse af appelkammerets vurdering er i stand til at fastlægge den afgørelse, appelkammeret var forpligtet til at træffe på baggrund af de fastslåede faktiske og retlige omstændigheder.
• Bevisbyrde: Domstolen præciserede, at Retten ikke havde taget stilling til spørgsmålet om bevisbyrden for reel brug, og at en eventuel fejl i denne henseende ikke ville kunne føre til ophævelse af dommen.
• Erklæring på tro og love: Domstolen bekræftede, at en erklæring på tro og love kan udgøre et relevant bevis, men at dens bevisværdi skal vurderes i sammenhæng med de øvrige beviser i sagen.