Vildledende handelspraksis: Betydningen af erhvervsmæssig diligenspligt

Domstolens dom omhandler fortolkningen af direktiv 2005/29/EF om urimelig handelspraksis. Sagen er anlagt af CHS Tour Services GmbH mod Team4 Travel GmbH.

Team4 Travel, et østrigsk rejsebureau, havde i sin salgsbrochure for 2012 beskrevet visse indlogeringsenheder som »eksklusive«, hvilket betød, at kun de kunne tilbyde disse hoteller på bestemte datoer. CHS, en konkurrent, anførte, at dette udsagn var urigtigt, da de også havde reserveret sengekontingenter hos de samme udbydere.

CHS anlagde sag med påstand om, at Team4 Travels markedsføring var i strid med forbuddet mod urimelig handelspraksis. Team4 Travel argumenterede for, at de havde opfyldt deres erhvervsmæssige diligenspligt og ikke havde kendskab til CHS's reservationer.

Det centrale spørgsmål var, om en vildledende handelspraksis automatisk er urimelig, eller om den erhvervsdrivende kan godtgøre, at de ikke har tilsidesat deres diligenspligt.

Afgørelse fra Oberster Gerichtshof

Oberster Gerichtshof forelagde sagen for EU-Domstolen med spørgsmålet om, hvorvidt artikel 5 i direktivet om urimelig handelspraksis skal fortolkes således, at der ikke kan foretages en særskilt efterprøvelse af kriterierne i artikel 5, stk. 2, litra a), når der foreligger vildledende handelspraksis som omhandlet i direktivets artikel 5, stk. 4.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at hvis en handelspraksis opfylder alle kriterierne i artikel 6, stk. 1, i direktivet om urimelig handelspraksis for at blive kvalificeret som vildledende over for forbrugeren, er det ikke nødvendigt at undersøge, om praksissen også er i strid med kravet om erhvervsmæssig diligenspligt i henhold til direktivets artikel 5, stk. 2, litra a), for at den kan betragtes som urimelig og dermed forbudt i henhold til direktivets artikel 5, stk. 1.

Domstolen begrundede afgørelsen med:

• Artikel 5, stk. 4, bruger ordene »i særdeleshed«, hvilket indikerer, at fastlæggelsen af, om en praksis er vildledende eller aggressiv, kun afhænger af vurderingen af praksissen i forhold til kriterierne i artikel 6-9.
• Artikel 6, stk. 1, fokuserer primært på forbrugerens perspektiv og svarer i det væsentlige til betingelsen i artikel 5, stk. 2, litra b), mens den ikke henviser til betingelsen om erhvervsmæssig diligenspligt i artikel 5, stk. 2, litra a).
• En anden fortolkning ville fratage artikel 6-9 deres praktiske betydning, da de har til formål at beskytte forbrugeren mod de hyppigste former for urimelig handelspraksis.
• Afgørelsen fremmer en effektiv anvendelse af direktivets artikel 6, stk. 1, og varetager interesserne hos de forbrugere, der er adressater for urigtige oplysninger i reklamebrochurer.

Retlige principper

• Direktiv 2005/29/EF om urimelig handelspraksis: Dette direktiv har til formål at harmonisere medlemsstaternes lovgivning om urimelig handelspraksis for at sikre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau.
• Artikel 5, stk. 1: Forbyder urimelig handelspraksis.
• Artikel 5, stk. 2: Definerer urimelig handelspraksis som praksis, der er i strid med kravet om erhvervsmæssig diligenspligt og væsentligt forvrider eller kan forventes at forvride den økonomiske adfærd hos gennemsnitsforbrugeren.
• Artikel 5, stk. 4: Kategoriserer vildledende og aggressiv handelspraksis som særligt urimelige.
• Artikel 6, stk. 1: Definerer vildledende handelspraksis som praksis, der indeholder urigtige oplysninger eller vildleder gennemsnitsforbrugeren og foranlediger denne til at træffe en transaktionsbeslutning, som vedkommende ellers ikke ville have truffet.
• Erhvervsmæssig diligenspligt: Standard for de særlige færdigheder og den omhu, som en erhvervsdrivende med rimelighed kan forventes at udvise over for forbrugerne.

Anvendelse i sagen

Domstolen fortolkede artikel 5 og 6 i direktivet om urimelig handelspraksis for at afgøre, om en erhvervsdrivende, der har anvendt vildledende handelspraksis, kan undgå ansvar ved at påvise, at vedkommende har udvist erhvervsmæssig diligenspligt. Domstolen fastslog, at dette ikke er tilfældet.

Betydning for EU-retten

Domstolens afgørelse præciserer, at en handelspraksis, der opfylder kriterierne for vildledende handelspraksis i artikel 6, stk. 1, automatisk betragtes som urimelig, uden at det er nødvendigt at vurdere, om den erhvervsdrivende har handlet i strid med kravet om erhvervsmæssig diligenspligt. Dette styrker forbrugerbeskyttelsen og forenkler håndhævelsen af forbuddet mod vildledende handelspraksis.