Reel brug af EF-varemærke: Territorialt omfang og markedsandele

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Gerechtshof te ’s-Gravenhage (Nederlandene) vedrørende fortolkningen af artikel 15, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 om EF-varemærker. Sagen er rejst i forbindelse med en tvist mellem Leno Merken BV (Leno), indehaver af EF-varemærket ONEL, og Hagelkruis Beheer BV (Hagelkruis) vedrørende Lenos indsigelse mod Hagelkruis’ registrering af Benelux-varemærket OMEL.

Leno gjorde indsigelse mod Hagelkruis’ varemærkeansøgning, men Hagelkruis anførte, at Leno ikke havde gjort reel brug af sit EF-varemærke. Den forelæggende ret fandt det godtgjort, at Leno havde gjort reel brug af varemærket ONEL i Nederlandene, men ikke i resten af EU. Den forelæggende ret var i tvivl om, hvorvidt brug i en enkelt medlemsstat er tilstrækkelig til at udgøre reel brug inden for EU.

Domstolen skulle tage stilling til, om artikel 15, stk. 1, i forordning nr. 207/2009 skal fortolkes således, at reel brug af et EF-varemærke i en enkelt medlemsstat er tilstrækkelig til at opfylde kravet om reel brug inden for EU, eller om der ved bedømmelsen af dette krav skal ses bort fra grænserne for medlemsstaternes område.

Domstolen fastslog, at der ved vurderingen af, om der foreligger reel brug inden for EU, skal ses bort fra grænserne for medlemsstaternes område. Det afgørende er, om varemærket bruges i overensstemmelse med dets væsentligste funktion med henblik på at bevare eller erhverve markedsandele i EU for de varer eller tjenesteydelser, der er omfattet af varemærket.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 15, stk. 1, i forordning nr. 207/2009 skal fortolkes således, at der ved vurderingen af kravet om reel brug inden for EU af et varemærke, skal ses bort fra grænserne for medlemsstaternes område.

• Reel brug af et EF-varemærke foreligger, når det bruges i overensstemmelse med dets væsentligste funktion med henblik på at bevare eller erhverve markedsandele i EU for de varer eller tjenesteydelser, der er omfattet af varemærket.
• Det er den forelæggende rets opgave at bedømme, om betingelserne er opfyldt i hovedsagen, under hensyntagen til alle relevante faktiske omstændigheder, herunder de særlige forhold på markedet, arten af de beskyttede varer eller tjenesteydelser, omfanget af brugen samt hyppigheden og regelmæssigheden af brugen.

Retlige Principper

Domstolen fremhævede flere centrale EU-retlige principper:

• Enhedskarakter af EF-varemærket: EF-varemærket har enhedskarakter og nyder ensartet beskyttelse i hele EU.
• Reel brug: For at opretholde beskyttelsen af et EF-varemærke kræves reel brug af varemærket i EU. Dette indebærer brug i overensstemmelse med varemærkets væsentligste funktion, dvs. at garantere oprindelsen af de varer eller tjenesteydelser, som det er registreret for, med henblik på at skabe eller bevare en afsætningsmulighed.
• Territorialt omfang af brug: Ved vurderingen af reel brug af et EF-varemærke skal der ses bort fra grænserne for medlemsstaternes område. Det afgørende er, om brugen er tilstrækkelig til at bevare eller erhverve markedsandele i EU.
• Fortolkning af EU-retten: Erklæringer i et referat af et møde i Rådet, hvis indhold ikke har fundet udtryk i ordlyden af en bestemmelse i den afledte ret, kan ikke tjene som bidrag til fortolkningen af denne bestemmelse.
• Analog anvendelse: Domstolens fortolkning af begrebet reel brug finder analog anvendelse på EF-varemærker, da både direktiv 2008/95 og forordning nr. 207/2009 forfølger samme formål ved at stille krav om reel brug af varemærket.