Kommissionens godkendelse af fusion på forlagsmarkedet: Editions Odile Jacob mod Kommissionen

Éditions Odile Jacob SAS appellerede en dom fra Retten, der stadfæstede Kommissionens beslutning om at godkende Lagardère SCA's erhvervelse af forlagsinteresser i Vivendi Universal Publishing SA (VUP) under forudsætning af visse tilsagn.

Sagen drejede sig primært om, hvorvidt Kommissionen havde foretaget en korrekt vurdering af fusionen i henhold til Rådets forordning (EØF) nr. 4064/89 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser. Odile Jacob anførte, at Retten havde begået retlige fejl ved bedømmelsen af fusionsbegrebet, ved ikke at drage de retlige konsekvenser af processuelle tilsidesættelser begået af Kommissionen, ved ikke at drage de retlige konsekvenser af en manglende begrundelse og ved at tilsidesætte de relevante kriterier for bedømmelsen af styrkelsen af en dominerende stilling og af tilsagnenes egnethed.

Odile Jacob argumenterede for, at Retten ikke havde undersøgt samtlige transaktioner, herunder den midlertidige overdragelse af aktiver til NBP, og at undtagelsen i artikel 3, stk. 5, i forordning nr. 4064/89 skulle fortolkes strengt. De anførte også, at den manglende anmeldelse af fusionen inden for de foreskrevne frister udgjorde en processuel tilsidesættelse, og at den omtvistede beslutning manglede begrundelse.

Kommissionen og Lagardère anførte, at formålet med den omtvistede beslutning var at undersøge foreneligheden med fællesmarkedet af den transaktion, der blev anmeldt den 14. april 2003, og at kvalificeringen af aktiesalget var uden betydning for beslutningens gyldighed. De anførte også, at der ikke var sket processuelle tilsidesættelser, og at beslutningen var tilstrækkeligt begrundet.

Retten havde tidligere afvist Odile Jacobs anbringender og fastslået, at kvalificeringen af aktiesalget var uden betydning for den omtvistede beslutnings lovlighed, og at selv hvis Lagardère havde opnået kontrol over målaktiverne allerede i december 2002, ville dette ikke have haft betydning for beslutningens lovlighed.

Afgørelse

Domstolen afviste appellen, da ingen af appellantens anbringender blev fundet berettigede. Domstolen fastslog, at Retten ikke havde begået retlige fejl ved sin vurdering af Kommissionens beslutning om at godkende fusionen under betingelser. Domstolen pålagde Éditions Odile Jacob SAS at betale sagens omkostninger.

Domstolen understregede, at kvalificeringen af aktiesalget ikke havde betydning for lovligheden af Kommissionens beslutning om fusionen. Selv hvis Lagardère allerede i december 2002 havde opnået kontrol over målaktiverne, ville dette kun have medført sanktioner for forsinket anmeldelse eller fremrykket gennemførelse af fusionen, men ikke annullation af beslutningen.

Domstolen fandt, at Kommissionen ikke var forpligtet til at tage stilling til forhold af underordnet betydning eller foregribe potentielle indsigelser. Begrundelseskravet var opfyldt, da beslutningen klart redegjorde for, hvorfor fusionen ikke skabte eller styrkede en dominerende stilling.

Domstolen præciserede, at Kommissionen ikke har til opgave at indføre en ordning med perfekt konkurrence eller bestemme, hvem der skal være aktive på markedet. Kommissionen skal sikre, at fusioner ikke hæmmer den effektive konkurrence.

Domstolen fastslog, at Retten ikke havde udelukket, at en opdeling af en virksomhed i et duopol kunne føre til en dominerende stilling, men at genafståelsen af aktiverne ikke i sig selv var tilstrækkelig til at fastslå dette. Domstolen fandt, at køberen af de genafståede aktiver opfyldte kriterierne for at opretholde en effektiv konkurrence, og at udvælgelsen af en oprindelig køber ikke var nødvendig.

Retlige Principper

Domstolen bekræftede flere centrale EU-retlige principper i denne sag:

• Fusionskontrolforordningens fortolkning: Domstolen understregede, at artikel 2 i forordning nr. 4064/89 skal fortolkes således, at Kommissionen skal sikre, at fusioner ikke skaber eller styrker en dominerende stilling, der hæmmer den effektive konkurrence.
• Kommissionens begrundelsespligt: Domstolen præciserede, at Kommissionen ikke er forpligtet til at tage stilling til forhold af underordnet betydning, og at begrundelseskravet er opfyldt, når beslutningen klart redegør for, hvorfor fusionen ikke skaber eller styrker en dominerende stilling.
• Betydningen af effektiv konkurrence: Domstolen fastslog, at Kommissionen skal tage hensyn til nødvendigheden af at bevare og udvikle en effektiv konkurrence, men at dette ikke ændrer reglen om, at fusioner ikke må hæmme konkurrencen.
• Krav til køber af genafståede aktiver: Domstolen bekræftede, at Kommissionen skal undersøge, om køberen af genafståede aktiver er en levedygtig konkurrent, der er uafhængig af parterne og har tilstrækkelige midler og incitament til at bevare og videreudvikle aktivitetsområdet.
• Domstolens prøvelsesret: Domstolen understregede, at den ikke kan prøve Rettens vurdering af de faktiske omstændigheder, medmindre der er sket en urigtig gengivelse af beviserne.

Centrale EU-retlige principper

• Fusionskontrolforordningens fortolkning: Domstolen understregede, at artikel 2 i forordning nr. 4064/89 skal fortolkes således, at Kommissionen skal sikre, at fusioner ikke skaber eller styrker en dominerende stilling, der hæmmer den effektive konkurrence.
• Kommissionens begrundelsespligt: Domstolen præciserede, at Kommissionen ikke er forpligtet til at tage stilling til forhold af underordnet betydning, og at begrundelseskravet er opfyldt, når beslutningen klart redegør for, hvorfor fusionen ikke skaber eller styrker en dominerende stilling.
• Betydningen af effektiv konkurrence: Domstolen fastslog, at Kommissionen skal tage hensyn til nødvendigheden af at bevare og udvikle en effektiv konkurrence, men at dette ikke ændrer reglen om, at fusioner ikke må hæmme konkurrencen.
• Krav til køber af genafståede aktiver: Domstolen bekræftede, at Kommissionen skal undersøge, om køberen af genafståede aktiver er en levedygtig konkurrent, der er uafhængig af parterne og har tilstrækkelige midler og incitament til at bevare og videreudvikle aktivitetsområdet.
• Domstolens prøvelsesret: Domstolen understregede, at den ikke kan prøve Rettens vurdering af de faktiske omstændigheder, medmindre der er sket en urigtig gengivelse af beviserne.

Disse principper er afgørende for forståelsen af EU's fusionskontrol og Kommissionens rolle i at sikre en effektiv konkurrence på det indre marked. Domstolen har med denne afgørelse præciseret rammerne for Kommissionens skøn og de krav, der stilles til begrundelsen af dens beslutninger.