Manglende incitamenter og fejlagtig beregning af minimumsadgangsafgifter i polsk jernbanesektor

Europa-Kommissionen anlagde sag mod Republikken Polen for manglende overholdelse af EU-direktiverne 91/440 og 2001/14 vedrørende udvikling af jernbaner og tildeling af infrastrukturkapacitet. Kommissionen anførte, at Polen ikke havde sikret tilstrækkelig finansiel balance for infrastrukturforvalteren (PLK SA), ikke havde indført incitamenter for at reducere omkostninger, og havde beregnet afgifter for minimumsadgang forkert.

Kommissionen hævdede, at PLK SA's vedvarende underskud og manglende incitamenter til omkostningsreduktion var i strid med EU-retten. Kommissionen anførte også, at Polen tillod inklusion af omkostninger, der ikke var direkte relateret til togdriften, i beregningen af minimumsadgangsafgifter.

Polen argumenterede for, at de havde opnået finansiel balance ved at se på driftsresultatet før afskrivninger, og at de havde tilstrækkelige finansieringskilder. Polen anførte også, at de havde implementeret incitamenter og at beregningen af afgifter var i overensstemmelse med EU-retten.

Domstolen fandt, at Polen ikke havde implementeret tilstrækkelige incitamenter for at reducere omkostninger og havde beregnet afgifter for minimumsadgang forkert ved at inkludere omkostninger, der ikke var direkte relateret til togdriften. Domstolen frifandt dog Polen for de øvrige anklager om manglende finansiel balance.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at Polen ikke havde implementeret tilstrækkelige incitamenter for jernbaneinfrastrukturforvalteren til at reducere omkostninger og adgangsafgifter, hvilket er i strid med artikel 6, stk. 2, i direktiv 2001/14. Domstolen fandt også, at Polen havde tilladt inklusion af omkostninger, der ikke direkte relaterede sig til togdriften i beregningen af minimumsadgangsafgifter, hvilket er i strid med artikel 7, stk. 3, i samme direktiv. Polen blev dog frifundet for de øvrige anklager.

Retlige Principper

Domstolen fortolkede artikel 6, stk. 1, i direktiv 2001/14 som krævende balance på infrastrukturforvalterens driftsregnskab, inklusiv afskrivninger. Vedrørende artikel 7, stk. 3, præciserede domstolen, at afgifter for minimumsadgang skal baseres på omkostninger, der direkte følger af togtjenesten, men anerkendte medlemsstaternes skøn ved implementeringen. Domstolen understregede, at incitamenter for omkostningsreduktion skal være klart definerede og håndhæves, enten gennem flerårige aftaler eller passende regulering.

• Artikel 6, stk. 2, i direktiv 2001/14 kræver incitamenter for at reducere omkostninger og adgangsafgifter.
• Artikel 7, stk. 3, i direktiv 2001/14 begrænser afgifter for minimumsadgang til direkte omkostninger ved togtjenesten.
• Medlemsstater har et vist skøn ved implementeringen af disse bestemmelser, men skal sikre overholdelse af direktivets mål.

Centrale EU-retlige principper

• Fortolkning af artikel 6, stk. 1, i direktiv 2001/14: Domstolen fastslår, at kravet om finansiel balance for infrastrukturforvaltere indebærer, at der skal være balance på driftsregnskabet, hvilket inkluderer afskrivninger. Dette sikrer, at forvalteren ikke kun har tilstrækkelig likviditet, men også en sund regnskabsmæssig balance.
• Princippet om direkte omkostninger (artikel 7, stk. 3, i direktiv 2001/14): Afgifterne for minimumsadgang til jernbaneinfrastruktur skal afspejle de omkostninger, der direkte kan henføres til togtjenesten. Dette udelukker inklusion af faste omkostninger og indirekte udgifter, der ikke er direkte relateret til den specifikke togtrafik.
• Implementeringsskøn: Domstolen anerkender, at medlemsstaterne har et vist skøn ved implementeringen af disse direktiver, især når det kommer til at definere, hvilke omkostninger der kan betragtes som "direkte". Dette skøn er dog ikke ubegrænset og skal udøves i overensstemmelse med direktivets formål.
• Incitamentsordninger (artikel 6, stk. 2, i direktiv 2001/14): Medlemsstaterne er forpligtet til at indføre incitamentsordninger, der tilskynder infrastrukturforvaltere til at reducere omkostningerne og adgangsafgifterne. Disse ordninger skal være klart definerede og håndhæves, enten gennem flerårige aftaler eller passende regulering.

Anvendelse i den konkrete sag

Domstolen fandt, at Polen ikke havde overholdt disse principper, da:

• Polens lovgivning ikke sikrede, at infrastrukturforvalteren havde tilstrækkelige incitamenter til at reducere omkostningerne.
• Polen tillod inklusion af omkostninger, der ikke var direkte relateret til togtjenesten, i beregningen af minimumsadgangsafgifterne.

Betydning for EU-retten

Denne afgørelse præciserer omfanget af medlemsstaternes forpligtelser i henhold til direktiv 2001/14 og understreger vigtigheden af at sikre, at jernbaneinfrastrukturforvaltere har incitamenter til at drive effektivt og tilbyde konkurrencedygtige priser. Afgørelsen bekræfter også, at afgifterne for minimumsadgang skal være baseret på direkte omkostninger, hvilket bidrager til at skabe mere gennemsigtighed og retfærdighed i jernbanesektoren.