Spansk fraflytningsskat er i strid med EU-retten om fri bevægelighed

Europa-Kommissionen anlagde sag mod Kongeriget Spanien vedrørende en spansk skattelov, der pålægger skattepligtige, der flytter deres bopæl til udlandet, at medregne al ikke-beskattet indkomst i beskatningsgrundlaget for det seneste skatteår, hvor de var bosiddende i Spanien. Kommissionen mente, at dette var i strid med EU-retten om fri bevægelighed (artikel 18 EF, 39 EF og 43 EF) samt EØS-aftalen (artikel 28 og 31).

Kommissionen argumenterede for, at den spanske lovgivning indebar en ugunstig økonomisk stilling for personer, der flyttede til udlandet, da de skulle betale skat af endnu ikke beskattet indkomst på tidspunktet for fraflytningen, mens personer, der forblev i Spanien, ikke var underlagt samme forpligtelse. Kommissionen henviste til, at dette udgjorde en hindring for arbejdskraftens frie bevægelighed og etableringsfriheden.

Kongeriget Spanien anførte, at lovgivningen var begrundet i hensynet til at sikre en effektiv skatteopkrævning, opretholde fordelingen af beskatningskompetencen mellem medlemsstaterne og sikre sammenhængen i det spanske skattesystem. Spanien argumenterede for, at skattepligtige, der flyttede til udlandet, mistede forbindelsen til den spanske skatteforvaltning, hvilket gjorde det vanskeligt at inddrive skat.

Forbundsrepublikken Tyskland, Kongeriget Nederlandene og Den Portugisiske Republik intervenerede til støtte for Spanien. De fremhævede, at lovgivningen ikke diskriminerede på baggrund af nationalitet, og at eventuelle restriktioner var begrænsede og begrundede i hensynet til at sikre skatteopkrævningen.

Domstolen fandt, at den spanske lovgivning udgjorde en restriktion for den frie bevægelighed, da den skabte en forskelsbehandling og kunne have en afskrækkende virkning på personer, der ønskede at flytte til en anden medlemsstat. Domstolen vurderede, at restriktionen ikke var proportional, da de spanske skattemyndigheder havde tilstrækkelige midler til at sikre en effektiv skatteopkrævning gennem de eksisterende EU-mekanismer for gensidig bistand.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at Kongeriget Spanien havde tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 18 EF, 39 EF og 43 EF.

Domstolen begrundede afgørelsen med, at den spanske lovgivning, der pålægger skattepligtige, som flytter deres bopæl til en anden medlemsstat, at medregne al ikke-beskattet indkomst i beskatningsgrundlaget for det seneste skatteår, udgør en restriktion for den frie bevægelighed.

Domstolen fandt, at denne restriktion ikke var proportional, da den effektive skatteopkrævning kunne sikres gennem eksisterende mekanismer for samarbejde mellem medlemsstaterne.

Begrundelse

• Restriktion for fri bevægelighed: Domstolen anerkendte, at selvom lovgivningen ikke direkte forhindrer fraflytning, kan den have en afskrækkende virkning.
• Forskelsbehandling: Skattepligtige, der flytter til en anden medlemsstat, behandles anderledes end dem, der forbliver i Spanien, hvilket udgør en økonomisk ulempe.
• Proportionalitet: Domstolen vurderede, at de spanske regler gik videre end nødvendigt for at sikre skatteopkrævning, da EU-direktiver om gensidig bistand (76/308, 77/799 og 2008/55) allerede etablerede rammer for samarbejde.
• Fordeling af beskatningskompetence: Domstolen afviste argumentet om, at lovgivningen var nødvendig for at sikre en afbalanceret fordeling af beskatningskompetencen, da der ikke var påvist en reel risiko for dobbeltbeskatning eller skatteunddragelse.
• Sammenhæng i skattesystemet: Domstolen fandt, at der ikke var en direkte sammenhæng mellem den skattemæssige fordel (henstand med betaling) og en specifik skatteopkrævning, der kunne begrunde restriktionen.

Centrale EU-retlige principper

• Fri bevægelighed for personer (artikel 18 TEUF): Unionsborgere har ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område.
• Arbejdskraftens frie bevægelighed (artikel 45 TEUF): Arbejdstagere har ret til at søge beskæftigelse, arbejde og opholde sig i andre medlemsstater.
• Etableringsfrihed (artikel 49 TEUF): Fysiske og juridiske personer har ret til at etablere sig og udøve virksomhed i andre medlemsstater.
• Forbud mod restriktioner: Nationale foranstaltninger, der hindrer eller gør udøvelsen af de grundlæggende friheder mindre attraktiv, er som udgangspunkt forbudte.
• Begrundelse for restriktioner: Restriktioner kan kun tillades, hvis de forfølger et legitimt mål i almenhedens interesse, er egnede til at nå dette mål og ikke går videre end nødvendigt (proportionalitetsprincippet).
• Gensidig bistand: Medlemsstaterne skal samarbejde om at sikre en effektiv skatteopkrævning, herunder gennem udveksling af oplysninger og bistand til inddrivelse af skattekrav.

Princippernes anvendelse i sagen

Domstolen fandt, at den spanske lovgivning udgjorde en restriktion for den frie bevægelighed, da den skabte en forskelsbehandling mellem skattepligtige, der flyttede til en anden medlemsstat, og dem, der forblev i Spanien. Domstolen vurderede, at denne restriktion ikke var proportional, da de spanske skattemyndigheder havde tilstrækkelige midler til at sikre en effektiv skatteopkrævning gennem de eksisterende EU-mekanismer for gensidig bistand. Derfor kunne restriktionen ikke begrundes.