Brug af Færgeregel i Beregningen af Køre- og Hviletid i Lys af EU Regulativ: En Højesteret Afgørelse

I sagen mellem Rigsadvokaten og to tiltalte, TI og T2, omhandlede tvisten anvendelsen af den såkaldte færgeregel fra køre-og hviletidsforordningen (Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 561/2006 af 15. marts 2006), og hvorvidt denne regel kunne anvendes til at beregne korrekt overholdelse af hviletidskrav, når der er blevet foretaget afbrydelser som følge af færgeoverfarter. TI og T2 appellerede til Højesteret efter afgørelser i både byret og landsret, hvor de påstod formildelse af straf og i TI's tilfælde frifindelse for frakendelse af førerretten.

Anklagemyndigheden argumenterede for, at TI og T2 ikke havde opfyldt kravene for en regulær daglig hviletid inden for en 24-timers periode, da de kun nåede at holde henholdsvis 8 timer og 34 minutters hvil, og at anvendelse af færgereglen forudsætter, at en fuld regulær hviletid på mindst 11 timer eller et opdelt hvil er blevet afholdt inden for denne periode. Derudover blev det fremhævet, at færgereglen som en undtagelsesbestemmelse ikke kunne strafsanktioneres særskilt.

Dommerne i Højesteret fandt det afgørende, at færgereglen efter sin ordlyd kun appellerer til situationer, hvor der foreligger en regulær daglig hviletid, og at kumulering af hviletider ifølge EU-regulativet ikke kan finde sted ved beregning af reduceret hviletid. Der blev lagt vægt på, at sanktionering for overtrædelse af hviletidsregler er overladt til medlemslandene inden for EU's rammer, og at Danmark har etableret et sanktionssystem baseret på den procentvise overskridelse af reglerne.

Højesteret fandt, at de tiltalte, ved at anvende færgereglen, kun havde overskredet den foreskrevne hviletid med ca. 22 %. Dette ledte til, at TI blev straffet med en bøde på 2.500 kr. og blev frifundet for kravet om betinget frakendelse af førerretten. T2 blev straffet med en bøde på 4.500 kr. Højesteret bemærkede, at siden TI agerede både som chauffør og ansvarlig for transporten for selskabet, kunne dette ikke nedsætte bødens størrelse for selskabet, idet der ikke var tale om samme formueenhed, og de præventive grunde bag køre- og hviletidsbestemmelserne talte imod en strafnedsættelse.