Landsretten stadfæster afslag på erstatning for frihedsberøvelse grundet egen skyld

Den 14. marts 2017 modtog Nordjyllands Politi en anmeldelse om et igangværende indbrud. Anmelderen identificerede E, X og en tredje person som gerningsmændene. E og de to andre blev anholdt og sigtet for overtrædelse af Straffeloven § 276.

Ved anholdelsen var X i besiddelse af en taske med tyvekoster fra et andet indbrud. E var iført en kasket, som en forurettet senere genkendte som sin egen. E's opholdstilladelse blev desuden fundet på en adresse sammen med yderligere tyvekoster. E valgte ikke at afgive forklaring til politiet eller i grundlovsforhør, hvilket begrænsede politiets mulighed for at efterforske hans alibi.

E var frihedsberøvet i 42 dage, fra den 14. marts 2017 til den 25. april 2017. Ved Retten i Aalborgs dom af 1. oktober 2018 blev E frifundet for tiltalen, mens X blev dømt for indbrudsforsøg.

Efter frifindelsen fremsatte E krav om erstatning for den uberettigede frihedsberøvelse på 39.300 kr. Statsadvokaten i Viborg afviste kravet den 17. december 2019 med henvisning til, at E havde udvist egen skyld, jf. Retsplejeloven § 1018 a, stk. 3. Rigsadvokaten stadfæstede denne afgørelse den 11. februar 2020. Retten i Aalborg behandlede herefter sagen og frifandt Anklagemyndigheden, idet retten fandt, at E havde udvist egen skyld, der udelukkede erstatning.

Landsrettens afgørelse

Vestre Landsret stadfæstede Retten i Aalborgs dom, som frifandt Anklagemyndigheden for E's erstatningskrav. Dette betyder, at E ikke blev tildelt erstatning for sin frihedsberøvelse.

Begrundelse

Landsretten tiltrådte byrettens begrundelse for at nægte erstatning. Retten lagde vægt på, at E blev identificeret af anmelderen som en af gerningsmændene til et indbrudsforsøg. Desuden var X, som E blev anholdt sammen med, i besiddelse af stjålne genstande fra et andet indbrud, og E selv var iført en kasket, der blev genkendt som stjålet. E's opholdstilladelse blev også fundet sammen med tyvekoster.

Retten fandt, at disse omstændigheder gav E en særlig anledning til at afgive forklaring og rense sig for mistanke. Da E valgte at tie under afhøringerne, udviste han en sådan grad af egen skyld, at han ikke havde krav på erstatning for varetægtsfængslingen, jf. Retsplejeloven § 1018 a, stk. 3. Retten henviste til, at selvom en sigtet ikke har pligt til at udtale sig, jf. Retsplejeloven § 752, stk. 1, kan tavshed i visse situationer tillægges betydning for vurderingen af egen skyld.