Højesteret: Bøde for manglende fremhævelse af kreditoplysninger i bilreklamer
Sagstype
Dom
Dato
9. januar 2019
Eksterne links
Læs hele sagenDokument
Instans
Højesteret, Danmark
Reference
UfR: U.2019.1215 og TfK: TfK2019.414/1
Beskrivelse
Et firma tiltalt for overtrædelse af Markedsføringslovens § 14 a, stk. 2, jf. stk. 1 (nugældende § 18, stk. 2, jf. stk. 1), annoncering, lovpligtige standard oplysninger ej angivet på en fremtrædende måde, helhedsvurdering, lille skriftstørrelse, placering, T idømt bøde på 250.000 kr. bøder fastsat til det dobbelte af markedsføringsudgifterne samt forhøjelse af Ts bøde pga. gentagelse.
Bemærkning
Se tillige AM2019.01.09H
Sagen omhandlede, hvorvidt K.W. Bruun Import A/S (tidligere Citroën Danmark ApS) havde overtrådt markedsføringsloven ved ikke at oplyse lovpligtige standardkreditoplysninger "på en fremtrædende måde" i bilreklamer.
Sagens baggrund og forløb
Anklagemyndigheden tiltalte K.W. Bruun Import A/S for to forhold vedrørende annoncer for finansieret køb af en Citroën C1. I begge annoncer – en avisannonce i Metroxpress og en plakatannonce på 538 plakatstandere – var den månedlige ydelse fremhævet med stor tekst, mens de lovpligtige standardoplysninger var angivet med markant mindre og vanskeligere læsbar tekst umiddelbart under hovedbudskabet.
Byrettens afgørelse
Retten på Frederiksberg fandt K.W. Bruun Import A/S skyldig i overtrædelse af Markedsføringsloven § 18, stk. 2 (tidligere Markedsføringsloven § 14 a, stk. 2). Retten lagde vægt på, at standardoplysningerne var anført med "petit" og fremstod ikke fremtrædende sammenlignet med den månedlige kreditydelse. Selvom selskabet havde flyttet oplysningerne fra bunden af annoncen, ændrede det ikke ved den manglende fremtræden. Retten fandt, at selskabet havde handlet uagtsomt og idømte en bøde på 96.000 kr. for avisannoncen, baseret på det dobbelte af de direkte markedsføringsomkostninger. For plakatannoncen bortfaldt straffen dog, da oplysningerne var læsbare på kort afstand, og der var usikkerhed i branchen om fortolkningen af kravet om "fremtrædende måde".
Landsrettens afgørelse
Østre Landsret stadfæstede byrettens domfældelse for begge forhold. Landsretten var enig i, at de pligtmæssige finansieringsoplysninger ikke var oplyst på en fremtrædende måde, især på grund af den markant mindre tekststørrelse sammenlignet med annoncens øvrige indhold. Landsretten bemærkede, at selskabet tidligere i 2015 havde vedtaget en bøde for en lignende overtrædelse. Landsretten nedsatte dog bøden til 50.000 kr., svarende til ca. halvdelen af markedsføringsomkostningerne, med henvisning til retspraksis.
Parternes anbringender for Højesteret
Anklagemyndigheden ankede med påstand om skærpelse af straffen, mens K.W. Bruun Import A/S ankede med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse.
Anklagemyndigheden argumenterede for, at "fremtrædende" betyder iøjnefaldende og skiller sig ud, i overensstemmelse med Forbrugerkreditdirektivets artikel 4, stk. 2 og Kommissionens guidelines. Det blev fremhævet, at Direktivet om urimelig handelspraksis ikke skulle tillægges betydning, da forbrugerkreditdirektivet er lex specialis. Anklagemyndigheden mente, at standardoplysningerne i annoncerne ikke var fremtrædende, og at bøden burde fastsættes til det dobbelte af markedsføringsomkostningerne (ca. 220.000 kr.) på grund af bevidste, grove og gentagne overtrædelser samt selskabets store omsætning.
K.W. Bruun Import A/S påstod, at annonceringen ikke var en overtrædelse. Selskabet anførte, at udtrykket "på en fremtrædende måde" ikke var entydigt defineret, og at andre sprogversioner af Forbrugerkreditdirektivets artikel 4, stk. 2 brugte udtryk som "tydelig måde" eller "synlig måde". Selskabet mente, at Direktivet om urimelig handelspraksis, særligt artikel 7, skulle inddrages i fortolkningen, herunder hensynet til "gennemsnitsforbrugeren" og "mediets karakter". De fremhævede, at oplysningerne var placeret umiddelbart under den månedlige ydelse og markeret med en stjerne, hvilket er sædvanlig praksis. Selskabet argumenterede for, at de ikke havde handlet forsætligt eller med tilstrækkelig uagtsomhed, da der ikke var klar fortolkningspraksis på annonceringstidspunktet. Subsidiært påstod de strafbortfald eller nedsættelse af bøden på grund af undskyldelig uvidenhed og manglende klager over annoncerne.
Højesterets afgørelse
Højesteret stadfæstede Landsrettens dom, men forhøjede bøden til 250.000 kr.
Retten fastslog, at udtrykket "på en fremtrædende måde" i Markedsføringsloven § 18, stk. 2 (tidligere Markedsføringsloven § 14 a, stk. 2) skal forstås som anført af Europa-Kommissionen. Dette indebærer, at standardoplysningerne ikke må være for små eller svære at læse i forhold til anden tekst i annoncen, og de skal skille sig ud for at sikre gennemsigtighed og informerede forbrugerbeslutninger i henhold til Forbrugerkreditdirektivets artikel 4, stk. 2.
Efter en samlet visuel vurdering tiltrådte Højesteret Landsrettens konklusion om, at de pligtmæssige standardkreditoplysninger i de omhandlede annoncer ikke var angivet på en fremtrædende måde. Selskabets anbringende om ikke at have handlet uagtsomt faldt uden for Højesterets prøvelsesret, jf. Retsplejeloven § 933, stk. 2.
Bødefastsættelse
Da der ikke var ført bevis for opnået eller tilsigtet fortjeneste, blev bøden fastsat under hensyntagen til de afholdte markedsføringsudgifter på ca. 110.000 kr. Der var ikke grundlag for at formilde straffen eller lade den bortfalde på grund af undskyldelig uvidenhed om retsreglerne, jf. Straffeloven § 82, nr. 4 og Straffeloven § 83.
Et flertal af dommerne (tre ud af fem) fandt, at bøden skulle fastsættes til det dobbelte af markedsføringsudgifterne, primært på grund af reklamernes betydelige udbredelse, virksomhedens størrelse og en tidligere bøde på 100.000 kr. fra 2015 for en lignende overtrædelse af Markedsføringsloven § 14 a. Bøden blev derfor forhøjet til 250.000 kr.
K.W. Bruun Import A/S blev pålagt at betale sagens omkostninger for Højesteret.
Lignende afgørelser