Afgørelse om udbetalingsperiode og forrentning af indekskontrakter samt erstatningsansvar for manglende rådgivning

Sagen omhandler en tvist mellem A og Danske Bank A/S vedrørende seks indekskontrakter om pristalsreguleret alderdomsopsparing, som A oprettede i 1971. Tvisten drejer sig primært om, hvorvidt A har krav på udbetalinger fra indekskontoen i en periode på 10 år, og om hun har krav på, at kontoens indestående forrentes med den højeste rente, som Danske Bank har tilskrevet bankkonti med opsparing. Sagen berører også spørgsmålet om erstatningsansvar for manglende vejledning om risikoen for afkortning af udbetalingsperioden.

Udbetalingsperiodens Længde

Højesteret fastslår, at A ikke har krav på en udbetalingsperiode på 10 år. Dette baseres på:

• Aftalens formulering om en "aftalt udbetalingsperiode på ti år" findes kun i afsnittet om indbetaling.
• Aftalens afsnit om udbetaling specificerer, at udbetalingerne fortsætter, indtil kontoens indestående er opbrugt.
• Aftalen er i overensstemmelse med Lov om pristalsreguleret alderdomsforsikring og alderdomsopsparing § 6, stk. 1 og § 7, stk. 2 samt tilhørende bekendtgørelser.

Forrentning af Indekskontoen

Højesteret vurderer, at A ikke har krav på den højeste rente, som banken har tilskrevet alle opsparingskonti. Begrundelsen er:

• Udtrykket "bankens højeste indlånsrente" er ikke defineret i aftalen eller lovgivningen.
• Frem til 1973 var rentesatserne reguleret.
• Det Finansielle Ankenævn har fastslået, at "højeste indlånsrente" refererer til "renten på indskud på længste opsigelse på almindelige konti uden særvilkår".
• Danske Bank har været berettiget til at anvende Danske Indlån som referencekonto, da denne konto har karakter af en almindelig konto uden særvilkår.

Anvendelse af Rentetrapper

Højesteret finder, at Danske Bank har været berettiget til at anvende rentetrapper (differentierede rentesatser afhængigt af indestående) både for den højeste indlånsrente og overrenten.

Erstatningsansvar for Manglende Rådgivning

Højesteret afviser, at Danske Bank er erstatningsansvarlig for manglende rådgivning om risikoen for afkortning af udbetalingsperioden. Dette baseres på:

• Danske Bank blev først generelt opmærksom på risikoen for afkortning i 2011.
• Banken havde ingen pligt til at rådgive om dette i 1971 og 2004.
• Bankens pligt til at yde rådgivning er reguleret af Bekendtgørelse nr. 330 af 7. april 2016 om god skik for finansielle virksomheder § 8, stk. 1 og § 8, stk. 2, som primært omfatter rådgivning i forbindelse med konkrete dispositioner.
• A var ikke i færd med at træffe en disposition i 2012, 2016 og 2019.
• Det er ikke godtgjort, at A har lidt et tab som følge af manglende opmærksomhed på risikoen for afkortning.

Højesteret stadfæster landsrettens dom og frifinder Danske Bank for As krav. Højesteret afviser As mere subsidiære påstande om forrentning og erstatningsansvar. Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den anden part.