Sag om havneafgifter og misbrug af dominerende stilling: Rønne Havn A/S mod Danske Færger A/S

Sagen omhandlede Rønne Havn A/S' (herefter Rønne Havn) påstand om betaling af 34.043.608,90 kr. med tillæg af renter fra Danske Færger A/S (herefter Danske Færger) for ubetalte havneafgifter i perioden 1. januar 2018 til 31. august 2018. Danske Færger nedlagde påstand om frifindelse og en selvstændig påstand om, at Rønne Havn havde misbrugt sin dominerende stilling ved opkrævning af afgifterne, i strid med Konkurrenceloven § 11 og/eller artikel 102 TEUF, samt at prisstigningerne var i strid med aftaleretten og Aftaleloven § 36.

Sagens Baggrund

Danske Færger varetog den samfundsbegrundede færgebetjening af Bornholm indtil 31. august 2018. Rønne Havn er ubestridt i en dominerende stilling som den eneste havn på Bornholm med kapacitet til at håndtere færgebetjeningen.

Historisk set havde Rønne Havn fastholdt taksterne uden pristalsregulering fra 2001-2011. Fra 2011 blev taksterne pristalsreguleret, og i 2013 indførtes en lovpligtig ISPS-afgift. I januar 2016 varslede Rønne Havn en ændring af takststrukturen med virkning fra 1. januar 2018, herunder indførelse af en minimumsafgift pr. anløb.

I februar 2015 anmodede Danske Færger Rønne Havn om skriftlig bekræftelse på, at besejlingen kunne fortsætte på uændrede vilkår frem til 31. august 2018, som led i en mulig forlængelse af hovedkontrakten med Transportministeriet. Rønne Havn bekræftede, at de kunne imødekomme anmodningen. Danske Færger tolkede dette som en fortsættelse på uændrede prisvilkår.

Da Rønne Havn i 2018 begyndte at fakturere med de nye takster, der medførte markante prisstigninger, protesterede Danske Færger. Rønne Havn truede med at gøre søpant gældende og indgav en arrestbegæring, som dog senere blev trukket tilbage. Som konsekvens af Danske Færgers manglende betaling overgik Rønne Havn i maj 2018 til at opkræve standardtakster, hvilket medførte yderligere prisstigninger.

Molslinjen A/S, der overtog færgebetjeningen fra september 2018, indgav i juni 2018 en klage til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen over den indførte minimumsafgift. Styrelsen indstillede dog undersøgelsen i oktober 2019 uden at finde grundlag for at statuere misbrug.

Parternes Anbringender

Rønne Havns Argumenter

Rønne Havn gjorde gældende, at de havde aftalemæssig hjemmel til at opkræve de fakturerede skibsafgifter i henhold til deres forretningsbetingelser, som tillod prisændringer uden forudgående varsel. De bestred, at brevet fra februar 2015 udgjorde en fraskrivelse af retten til at regulere taksterne. Havnen anførte, at prisstigningerne var nødvendige for at dække et betydeligt investeringsefterslæb og fremtidssikre havnen, og at de indførte minimumstakster reelt var en reduktion af en tidligere meget høj rabat. De afviste, at deres priser var urimeligt høje, og henviste til, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen ikke fandt grundlag for en sag. De bestred anvendelsen af enkeltvarekalkulationsprincippet for havne og argumenterede for, at sammenligninger med andre havne var misvisende grundet Rønne Havns unikke geografiske og driftsmæssige forhold.

Danske Færgers Argumenter

Danske Færger gjorde gældende, at Rønne Havns prisstigninger var urimeligt høje og udgjorde et misbrug af dens dominerende stilling i strid med Konkurrenceloven § 11 og artikel 102 TEUF. De henviste til "United Brands-testen" og argumenterede for, at der var et urimeligt forhold mellem Rønne Havns omkostninger og de opkrævede priser, samt at priserne var urimelige i forhold til sammenlignelige havne. De anførte, at prisstigningerne var voldsomme (op til 2158% for visse færger) og ikke skyldtes ændrede omstændigheder af betydning for færgebetjeningen. Danske Færger hævdede desuden, at Rønne Havns trussel om søpant og overgang til standardtakster var uproportional og et forsøg på at gennemtvinge accept af de urimelige priser. Endvidere gjorde de gældende, at prisstigningerne var i strid med Rønne Havns bindende løfte fra februar 2015 om uændrede vilkår og i strid med Aftaleloven § 36 om urimelige aftaler.

Retten lagde til grund, at Rønne Havn indtager en dominerende stilling på markedet for færgebetjening af Bornholm.

Aftaleretligt Grundlag

Retten fandt, at Danske Færgers henvendelse i februar 2015 havde til formål at klarlægge, om de kunne fortsætte færgedriften på eksisterende prisvilkår. Rønne Havn burde loyalt have afklaret eventuelle uklarheder om fremtidige prisvilkår og eksplicit have fremhævet, hvis prisvilkårene ville ændre sig så markant, som det senere skete. Retten karakteriserede de pålagte prisstigninger som et ekstraordinært forhold i forhold til de dagældende aftalevilkår. Da varslingen om ændret takststruktur først fremkom i januar 2016, efter at Danske Færger havde underskrevet aftaletillægget med Transportministeriet i april 2015, kunne Danske Færger ikke indrette sig herefter, da de var bundet af en uopsigelig aftale uden mulighed for at regulere omkostninger. Retten fandt, at Danske Færger ikke havde fortabt retten til at gøre indsigelse mod prisstigningerne ved passivitet.

Konkurrenceretligt Grundlag

Retten bemærkede, at forholdene for Rønne Havn er vanskeligt sammenlignelige med andre havne grundet geografiske og organisatoriske forskelle. På trods af indikationer på potentielle konkurrencestridige forhold fandt retten ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at statuere et misbrug af Rønne Havns dominerende stilling i strid med Konkurrenceloven § 11 og/eller artikel 102 TEUF. Dette skyldtes bl.a. manglende materiale om omkostningsfordeling og fraværet af syn og skøn.

Afgørelse

Danske Færger A/S frifindes for Rønne Havn A/S' betalingspåstand. Rønne Havn A/S frifindes for den af Danske Færger A/S nedlagte selvstændige påstand om misbrug af dominerende stilling. Rønne Havn A/S skal inden 14 dage betale sagsomkostninger med 600.000 kr. til Danske Færger A/S, forrentet efter Renteloven § 8a.

Sagen er anket til Østre Landsret  den 4. juni 2021. Sagen er sluttet ved Østre Landsret den 18. august 2021.