Lejekrav i konkursbo ikke anerkendt som massekrav grundet manglende overholdelse af formkrav i konkursloven

Sagen omhandlede et erstatningskrav rejst af WIHLBORGS A/S (Sagsøger) mod PAS A/S (Sagsøgte) som følge af en betydelig forsinkelse i leveringen af fem specialfremstillede produktionsmaskiner. Ifølge den indgåede kommercielle aftale skulle maskinerne leveres pr. 1. marts 2023, men levering skete først to og en halv måned senere, den 15. maj 2023.

Sagsøgers krav og juridiske grundlag

WIHLBORGS A/S krævede 1.800.000 DKK i erstatning for det lidte driftstab, herunder tabt fortjeneste, som følge af at produktionen lå stille i forsinkelsesperioden. Sagsøger gjorde gældende, at forsinkelsen var væsentlig og pålagde PAS A/S et erstatningsansvar i medfør af Købeloven § 24, da sagsøgte ikke havde godtgjort, at forsinkelsen skyldtes en hindring uden for sagsøgtes kontrol, som ikke med rimelighed kunne forudses.

• Sagsøger argumenterede, at PAS A/S som professionel sælger burde have indkalkuleret standardrisici i leverandørkæden.
• Der blev fremlagt dokumentation for ordreafvisninger og de økonomiske konsekvenser af produktionsstoppet.

Sagsøgtes forsvar og force majeure-argument

PAS A/S påstod frifindelse og hævdede, at forsinkelsen skyldtes uforudsigelige og ekstraordinære problemer hos en underleverandør, der leverede en kritisk, specialfremstillet komponent. Sagsøgte anførte, at dette faldt ind under aftalens bestemmelser om force majeure, og at de dermed ikke var ansvarlige for tabet. PAS A/S argumenterede for, at de straks efter kendskab til problemet havde forsøgt at finde alternative kilder.

PAS A/S fastholdt, at de havde udvist rettidig omhu i forsøget på at afværge eller minimere forsinkelsen, og at hindringen var uden for deres kontrol i overensstemmelse med principperne i Købeloven § 24.

Retten skulle afgøre, om forsinkelsen på 75 dage var væsentlig efter Købeloven § 21 og, i bekræftende fald, om PAS A/S var fritaget for ansvar i henhold til dansk køberet og de indgåede aftalevilkår.

Retten fandt, at PAS A/S var ansvarlig for den væsentlige forsinkelse. Retten lagde vægt på, at vanskeligheder hos underleverandører generelt anses for at være inden for sælgerens kontrol- og risikosfære, medmindre der er tale om helt usædvanlige og upåregnelige begivenheder.

Retten fandt ikke, at PAS A/S havde godtgjort, at underleverandørens vanskeligheder udgjorde en force majeure-situation, der fritog dem for ansvar efter . Forsinkelsen på 75 dage blev anset for væsentlig, især i betragtning af maskinernes afgørende rolle for WIHLBORGS A/S's drift.