Højesteret domfældte for spirituskørsel og kørsel i frakendelsestiden, men nedsatte straffen

Sagen omhandler en tiltalt, der var anklaget for flere overtrædelser af færdselsloven, herunder kørsel i frakendelsestiden og spirituskørsel. Anklageskriftet omfattede tre forhold:

Anklagepunkter

• Forhold 1: Kørsel i frakendelsestiden den 12. december 2021 i Hillerød, i strid med Færdselsloven § 117 a, stk. 2, nr. 2.
• Forhold 2: Spirituskørsel den 8. januar 2022 i Allerød med en alkoholkoncentration i blodet på mindst 1,32 promille, i strid med Færdselsloven § 117, stk. 2, nr. 6, jf. Færdselsloven § 53, stk. 1.
• Forhold 3: Kørsel i frakendelsestiden den 8. januar 2022 (samtidig med forhold 2), i strid med Færdselsloven § 117 a, stk. 2, nr. 2.

Byrettens Behandling

Anklagemyndigheden nedlagde påstand om fængsel i 70 dage og ubetinget frakendelse af førerretten i 10 år, jf. Færdselsloven § 126, stk. 1, nr. 1, jf. Færdselsloven § 128, stk. 2. Tiltalte, der ikke var mødt, nægtede sig skyldig, og sagen blev fremmet efter Retsplejeloven § 855, stk. 3, nr. 4.

Byretten lagde vægt på vidneforklaringer fra politibetjente, der bekræftede tiltaltes identitet og kørsel, samt resultatet af blodprøven. Retten fandt tiltalte skyldig i alle forhold og idømte ham 70 dages fængsel samt frakendte førerretten i 10 år. Retten fremhævede, at der var tale om et fjerdegangstilfælde af både spirituskørsel og kørsel i frakendelsestiden.

Landsrettens Behandling

Tiltalte ankede byrettens dom med påstand om frifindelse i forhold 2 og 3 samt formildelse af straffen. Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse. Tiltalte forklarede i Landsretten, at forhold 2 og 3 ikke sagde ham noget, og at han ikke genkendte bilen eller afhøringen. Han nævnte, at hans pung med kørekort var blevet stjålet. Landsretten stadfæstede byrettens dom og fandt tiltalte skyldig i forhold 2 og 3 på baggrund af bevisførelsen.

Højesterets Anke

Tiltalte ankede Landsrettens dom til Højesteret med påstand om formildelse af fængselsstraffen. Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse. Hovedspørgsmålet for Højesteret var, om fællesstraffen skulle fastsættes ved absolut kumulation (sammenlægning af straffene) eller modereret kumulation (en lavere fællesstraf). Tiltalte argumenterede for modereret kumulation, idet isolerede straffe for fjerdegangstilfælde af spirituskørsel i frakendelsestiden (40 dage) og kørsel i frakendelsestiden (30 dage) ikke burde lægges fuldt sammen. Anklagemyndigheden fastholdt, at 70 dages fængsel var passende, og at absolut kumulation kunne anvendes i konkrete tilfælde, især i lyset af tiltaltes forstraffe og den hurtige gentagelse af lovovertrædelser.

Højesterets Afgørelse

Højesteret stadfæstede Landsrettens dom, men ændrede fængselsstraffen fra 70 dage til 50 dage. Sagen angik alene udmåling af fængselsstraffen for gentagne færdselsforseelser.

Retten fandt tiltalte skyldig i et fjerdegangstilfælde af kørsel i frakendelsestiden (Færdselsloven § 117 a, stk. 2, nr. 2) og et fjerdegangstilfælde af spirituskørsel i frakendelsestiden med en promille på 1,32 (Færdselsloven § 53, stk. 1, jf. Færdselsloven § 117, stk. 2, nr. 6, og Færdselsloven § 117 a, stk. 2, nr. 2).

Begrundelse for Strafudmåling

Højesteret fastslog, at fællesstraffen for kørsel i frakendelsestiden og spirituskørsel i frakendelsestiden ikke skal fastsættes ved absolut kumulation (sammenlægning af straffene), men derimod efter princippet om modereret kumulation, jf. Straffeloven § 88. Dette er i overensstemmelse med lovforarbejderne til færdselsloven, som udtrykkeligt afviste absolut kumulation for fængselsstraffe på færdselslovens område.

Den fastsatte straf på 50 dages fængsel svarer til en strafposition lige over den sædvanlige straf på 40 dages fængsel for et fjerdegangstilfælde af spirituskørsel i frakendelsestiden, hvilket afspejler det yderligere tilfælde af kørsel i frakendelsestiden. Straffen blev også fastsat som en tillægsstraf i henhold til Straffeloven § 89 til to tidligere domme fra Retten i Hillerød.

Konsekvenser

• Fængselsstraf: 50 dages ubetinget fængsel.
• Frakendelse af førerret: 10 år fra endelig dom (stadfæstet fra byretten).
• Sagsomkostninger: Statskassen skal betale sagens omkostninger for Landsret og Højesteret.