Praktikantaftalers omfang: Gælder de kun for ikke-EU-borgere?

Denne faglige voldgiftssag omhandlede fortolkningen af parternes praktikantaftaler, specifikt om disse aftaler alene omfattede statsborgere fra lande, der ikke frit kan indrejse i Danmark, eller om de også gjaldt for EU/EØS-borgere. Sagen blev behandlet af en faglig voldgiftsret med professor, dr. jur. Jens Kristiansen som opmand, efter at der ikke kunne opnås enighed blandt de partsudpegede medlemmer.

Sagen blev anlagt af Fagligt Fælles Forbund (3F) mod Gartneri-, Land- og Skovbrugets Arbejdsgivere (GLS-A). Baggrunden for tvisten var en langvarig praksis med international udveksling af unge landmænd, hvor danske landmænd tog til udlandet, og udenlandske landmænd kom til Danmark for at supplere deres uddannelse med praktisk erfaring. I 1997 og 1998 indgik parterne aftaler om "udenlandske praktikanter", som fastsatte vilkår for disse ophold, herunder krav om alder, formål med praktikken, og at praktikanten ikke måtte erstatte dansk arbejdskraft. Et centralt punkt i aftalen (pkt. 3) fastslog, at praktikanten "inden indrejsen til Danmark have opnået arbejds- og opholdstilladelse i henhold til udlændingelovens bestemmelser".

Parternes Argumenter

• Klager (3F) argumenterede, at praktikantaftalerne kun kunne anvendes på personer, der ikke frit kunne indrejse i Danmark og derfor krævede en arbejdstilladelse fra udlændingemyndighederne. 3F henviste til, at EU-borgere frit kan tage arbejde og søge uddannelse i Danmark og derfor ikke behøvede den særlige praktikantordning. Forbundet mente, at aftalernes pkt. 3 direkte knyttede sig til udlændingemyndighedernes retningslinjer for borgere uden for Norden og EU. 3F hævdede desuden, at de ikke før 2009 havde kendskab til, at EU-borgere blev omfattet af ordningen, og at indklagedes fortolkning kunne føre til en EU-stridig retstilstand.

• Indklagede (GLS-A) påstod frifindelse og anførte, at dansk landbrug gennem mange år havde deltaget i en gensidig udveksling af praktikanter, der løbende havde indbefattet personer fra andre EU-lande. GLS-A fremhævede, at praktikantaftalerne efter deres ordlyd gjaldt for alle praktikanter uden nationalitetsmæssige begrænsninger, og at formålet var at skabe ordnede forhold, ikke at begrænse adgangen for bestemte nationaliteter. Indklagede henviste til, at klager selv i 2000 havde godkendt praktikophold for franske statsborgere under aftalerne, hvilket modsagde 3F's nuværende standpunkt. Desuden var spørgsmålet om nationalitet ikke blandt de punkter, som 3F tidligere havde påpeget som problematiske i forbindelse med overholdelse af aftalerne.

Vidneforklaringer

• Morten Fischer-Nielsen (3F) forklarede, at han først for nylig blev opmærksom på problemet med praktikanter fra andre EU-lande og ikke tidligere var stødt på tilfælde med anvendelse af praktikantordningen for EU-borgere, bortset fra den konkrete sag fra 2000, som han ikke havde kendskab til.
• Hans-Henrik Jørgensen (Travel to Farm) forklarede, at formålet med praktikantordningerne var at kombinere teori med praksis, og at der i alle år havde været samarbejde med de "gamle" EU-lande om udveksling af praktikanter. Han påpegede, at Udlændingeservices "praktikantordning" vedrører opholds- og arbejdskrav efter udlændingelovgivningen og derfor primært tager sigte på personer uden for Norden og EU, da disse skal have arbejdstilladelse.
• Johnny Ulf Larsen (GLS-A) forklarede, at baggrunden for praktikantaftalerne var et ønske om at få ordnede forhold for praktikanter fra udlandet, og at aftalerne omfattede alle udenlandske praktikanter, ikke kun dem, der krævede arbejdstilladelse. Han fastholdt, at begge overenskomstparter var bekendt med, at der løbende blev ansat praktikanter fra andre EU-lande, og at spørgsmålet om nationalitet ikke tidligere var anfægtet af forbundet.

Afgørelse og Begrundelse

Arbejdsretten frifandt indklagede, Gartneri-, Land- og Skovbrugets Arbejdsgivere (GLS-A), for den nedlagte påstand. Rettens begrundelse var som følger:

• Aftalernes ordlyd: De indgåede aftaler er benævnt "aftaler om udenlandske praktikanter", hvilket ikke umiddelbart indeholder en nationalitetsmæssig begrænsning. Punkt 1 i aftalerne fastsætter specifikke krav til praktikantordninger, såsom praktikantens alder og krav om en nettoudvidelse af medarbejderstaben, men stiller ingen krav til praktikanternes nationalitet.
• Fortolkning af pkt. 3: Aftalernes punkt 3, der kræver, at praktikanten "inden indrejsen til Danmark have opnået arbejds- og opholdstilladelse i henhold til udlændingelovens bestemmelser", blev fortolket som en generel præcisering af et lovkrav for lovligt ophold i Danmark, snarere end en begrænsning af praktikanternes nationalitet. Retten fandt, at hvis klager havde tilsigtet en mere vidtgående forståelse, skulle dette have været udtrykt direkte i bestemmelsen.
• Parternes praksis: Klager (3F) har ikke fremlagt forhold, der sandsynliggør en anden forståelse af aftalerne, herunder at EU-borgere skulle falde uden for aftalerne. Tværtimod viste et brev fra 24. februar 2000, at klager kort efter aftalernes indgåelse godkendte et praktikophold for to franske statsborgere (EU-borgere) under henvisning til praktikantaftalen. Dette indikerer, at klager var bekendt med indklagedes opfattelse af, at aftalerne også omfattede EU-praktikanter.
• EU-retlig forenelighed: Retten fandt ikke, at det er i strid med EU-retlige regler om arbejdskraftens fri bevægelighed at lade borgere fra andre EU-lande være omfattet af praktikantaftalerne på lige fod med andre udenlandske borgere. En eventuel bedre retsstilling for en EU-borger efter EU-regler må bero på en konkret vurdering.

Som følge heraf blev indklagede frifundet for den nedlagte påstand. Hver part bærer egne sagsomkostninger og betaler halvdelen af udgifterne til opmanden.