Fortolkning af honorarregulering for fysioterapeuter og speciallæger efter overgang til regional lønregulering

Sagen omhandler en faglig voldgift mellem Danske Fysioterapeuter (DFYS) og Foreningen af Speciallæger (FAS) på den ene side, og Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) og Danske Regioner på den anden side. Kernen i tvisten er fortolkningen af overenskomster indgået i 2007 vedrørende regulering af honorarer til fysioterapeuter og speciallæger.

Baggrund for Sagen

Før 2007 blev honorarerne reguleret ud fra nettoprisindekset og lønstigninger for tjenestemænd i staten. I 2007 blev det aftalt at ændre reguleringsindekset, så det i stedet fulgte lønudviklingen på det kommunale og regionale arbejdsmarked. Denne ændring var et ønske fra RLTN. De nye overenskomster indeholdt en anmærkning om, at honorarerne skulle reguleres tilsvarende, hvis der aftaltes "løntrinsprojekter eller lignende, som træder i stedet for en stigning i den særlige reguleringsprocent".

Parternes Hovedspørgsmål og Argumenter

DFYS og FAS påstod, at de omhandlede honorarer skulle reguleres i overensstemmelse med de samlede aftalte lønstigninger på det regionale område, herunder også organisationsspecifikke løntrinsforbedringer. De argumenterede for, at:

• Ændringen af reguleringsindekset var forudsat at være økonomisk neutral.
• Indførelsen af den "omvendte forhandlingsmodel" på KTO-området betød, at en større del af lønforbedringerne blev fordelt via organisationernes egne forhandlinger. Hvis disse ikke medregnes, brydes neutralitetsforudsætningen.
• Anmærkningerne i de nye overenskomster var formuleret anderledes end i PLO-overenskomsten (som eksplicit nævnte "generelle løntrinsprojekter eller lignende for samtlige ansatte"), hvilket skulle indikere, at alle aftalte løntrinsforbedringer, inklusive de organisationsaftalte, skulle medregnes.

RLTN påstod frifindelse og argumenterede for, at:

• Reguleringen følger den "særlige reguleringsprocent" for regioner og kommuner, som alene tager hensyn til generelle lønstigninger, og at organisationsspecifikke lønforbedringer ligger uden for dette indeks.
• Anmærkningerne kun omfatter generelle løntrinsprojekter eller lignende, der træder i stedet for en stigning i den særlige reguleringsprocent, da denne procent kun omfatter generelle stigninger.
• En bredere fortolkning ville være en så væsentlig ændring, at den burde have fremgået af overenskomstens hovedbestemmelser og ikke blot en anmærkning.
• Begge parter var bekendt med PLO-overenskomstens anmærkning, og RLTN forstod DFYS's forslag som værende tilsvarende, uanset udeladelsen af ordene "samtlige" og "generelle".
• De beregninger, der lå til grund for forhandlingerne, var udelukkende baseret på generelle lønstigninger.
• Aftalen tilsigtede økonomisk neutralitet som udgangspunkt, men ikke absolut neutralitet, da skift af statistikgrundlag kan medføre justeringer. Hvis der opstår en permanent ugunstig udvikling, kan parterne begære genforhandling af reguleringsbestemmelserne.

Afgørelse og Begrundelse

Da der ikke kunne opnås flertal blandt voldgiftsrettens udpegede medlemmer, blev afgørelsen truffet af opmanden, højesteretsdommer Lene Pagter Kristensen.

Opmanden fandt, at:

• Reguleringen af honorarerne i henhold til DFYS-overenskomstens § 30, stk. 3, og FAS-overenskomstens § 53, stk. 3, er knyttet til ændringer i indekset for den særlige reguleringsprocent for regioner og kommuner.
• Denne reguleringsprocent er et indeks, der udelukkende beregnes på grundlag af aftalte generelle lønstigninger, jf. § 5, stk. 1 og 2, i aftalen mellem RLTN og KTO om lønninger for ansatte i regionerne.
• Anmærkningerne til overenskomstbestemmelserne om honorarregulering tager sigte på tilfælde, hvor løntrinsprojekter eller lignende aftales ved overenskomstfornyelse for ansatte i regioner og kommuner, og hvor disse træder i stedet for en stigning i den særlige reguleringsprocent.
• Da den særlige reguleringsprocent ikke omfatter organisationsspecifikke lønstigninger, og da anmærkninger typisk er præciserende/supplerende og ikke korrigerende, fører en naturlig læsning af anmærkningerne til, at de alene omfatter generelle løntrinsprojekter eller lignende for samtlige ansatte.
• Det forhold, at anmærkningerne ikke udtrykkeligt indeholder ordene "generelle" og "samtlige" (som i PLO-overenskomsten), kan ikke begrunde en berettiget forventning hos DFYS og FAS om, at organisationsspecifikke lønstigninger skulle indregnes i indekset. Dette skyldes, at sådanne lønstigninger ikke kan træde i stedet for en stigning i den særlige reguleringsprocent, som kun omfatter generelle stigninger.
• Organisationerne har ikke godtgjort, at RLTN skulle have accepteret et andet reguleringsprincip end det, der er aftalt i PLO-overenskomsten.

Konklusion: Regionernes Lønnings- og Takstnævn, Danske Regioner, frifindes for den af Danske Fysioterapeuter og Foreningen af Speciallæger nedlagte påstand. Hver part skal betale egne sagsomkostninger og halvdelen af opmandens honorar.