Uberettiget bortvisning af benzinchauffør på grund af medtagelse af sodavand

Sagen omhandlede en bortvisning af en 59-årig benzinchauffør, A, der havde været ansat hos Statoil A/S i næsten 10 år. Bortvisningen, der fandt sted den 12. august 2009, blev oprindeligt begrundet med, at A efter endt arbejdstid dels medbragte sin chaufførtaske og dels fjernede sodavand fra arbejdspladsen. Under nævnsforhandlingen fastholdt den indklagede virksomhed, AI-BOA for Statoil A/S, bortvisningen alene på grund af fjernelsen af sodavand, idet medtagelsen af chaufførtasken blev erkendt som et forhold, der kun ville have medført en påtale.

A forklarede, at han gennem sine næsten 10 år i virksomheden altid havde fulgt samme procedure med hensyn til håndtering af chaufførtasken, da han fandt det nemmere at tage den med hjem end at låse den ind. Vedrørende sodavandene forklarede A, at han i al den tid, virksomheden havde stillet sodavand til rådighed, havde fulgt den rutine at lægge nogle sodavand i sin taske til brug for de følgende dages kørsel, når køleskabet indeholdt de sodavand, han foretrak. Han oplyste desuden, at tillidsmanden ved en enkelt tidligere lejlighed havde gjort ham opmærksom på, at sodavandene ikke måtte fjernes fra arbejdspladsen efter fyraften, men A havde i den forbindelse spurgt, hvoraf dette fremgik, og ingen af parterne fulgte efterfølgende op på dette.

Klager, 3F for A, nedlagde påstand om, at virksomheden skulle betale en godtgørelse i henhold til Hovedaftalens § 4, stk. 3, punkt e, samt løn i opsigelsesperioden. Subsidiært blev der nedlagt påstand om betaling af løn i opsigelsesperioden. Den indklagede part nedlagde påstand om frifindelse. Da der ikke kunne opnås flertal for en afgørelse blandt de af organisationerne udpegede medlemmer af Afskedigelsesnævnet, blev sagen afgjort af nævnets formand som opmand.

Opmandens Afgørelse og Begrundelse

Opmanden lagde til grund, at bortvisningens berettigelse udelukkende skulle vurderes ud fra A's medtagelse af sodavand fra arbejdspladsen, idet virksomheden erkendte, at medtagelsen af chaufførtasken alene kunne have medført en påtale.

Det blev fastslået, at virksomheden ikke havde faste, nedskrevne regler for håndtering af sodavand, der var stillet til rådighed for chaufførerne. Selvom det måtte antages, at sodavandene var tiltænkt nydelse i arbejdsmæssig sammenhæng, fandt opmanden, at A's forklaring om at medtage sodavandene til brug for de kommende arbejdsdage i overensstemmelse med sine faste rutiner ikke kunne ses bort fra. Det blev derfor lagt til grund, at A blot havde ønsket at klargøre sin taske til næste arbejdsdag, og det blev ikke godtgjort, at han derved handlede imod nogen instruks fra virksomhedens side.

På baggrund heraf fandtes bortvisningen af A ikke berettiget. Det nævnte forhold kunne med samme begrundelse heller ikke med rimelighed begrunde en opsigelse med normalt varsel.

Godtgørelse og Løn

A havde herefter krav på en godtgørelse i henhold til Hovedaftalens § 4, stk. 3, punkt e. Ved fastsættelsen af godtgørelsens størrelse blev der taget hensyn til:

• A's anciennitet (9 år og 9 måneder) og alder (59 år).
• At A ikke tidligere under ansættelsen havde modtaget advarsler fra virksomheden.
• At A dog af sin tillidsmand nogen tid forinden var blevet advaret mod at fortsætte sin praksis med at medtage sodavand til kommende arbejdsdage ved fyraften i stedet for at vente til næste arbejdsdags begyndelse.

Efter en samlet vurdering blev godtgørelsen fastsat til 80.000 kr.

Ud over godtgørelsen skulle virksomheden betale A løn i opsigelsesperioden, svarende til 4 måneder og 13 dage.

Indklagede blev pålagt at betale opmandens honorar.