Højesterets dom: Besiddelse af sprængstoffer under særligt skærpende omstændigheder

Sagen omhandler tiltalte T's besiddelse af en betydelig mængde militært sprængstof, herunder 35 stk. 200 grams trotyl sprænglegemer, ca. 550 gram formbart sprængstof, ca. 55 m sprængsnor, 46 el-detonatorer og 30 stk. el-kanonslag. Anklagemyndigheden tiltalte T for overtrædelse af Straffeloven § 192 a, stk. 1, nr. 2, jf. Våbenloven § 2, stk. 1, jf. Våbenloven § 1, stk. 1, nr. 6, under særligt skærpende omstændigheder.

Sagens Baggrund og Forløb

T erkendte de faktiske forhold vedrørende besiddelsen, men nægtede sig skyldig i, at besiddelsen skete under særligt skærpende omstændigheder. Han forklarede, at han fandt sprængstofferne som dreng (13-15 år gammel) på et militært øvelsesterræn for ca. 25 år siden. Sprængstofferne blev opbevaret forskellige steder, senest på loftet i en lade på Æ-gården i X-by, hvor de blev fundet i december 2017.

Farlighedsvurdering

Ammunitionsrydningstjenesten vurderede opbevaringen som groft uforsvarlig. En delvis sprængning ved brand var meget sandsynlig, og en fuld detonation ville kræve en sikkerhedsafstand på 800 meter, med risiko for fuldstændig sammenstyrtning af bygningen og alvorlige personskader inden for 50-100 meter.

Anklagemyndighedens og Forsvarets Påstande

• Anklagemyndigheden: Påstod fængselsstraf og konfiskation af sprængstofferne i henhold til Straffeloven § 75, stk. 1.
• Tiltalte: Nægtede sig skyldig i de skærpende omstændigheder. Han anførte, at han havde forsøgt at aflevere sprængstofferne under en frit lejde-aktion, men fik at vide, at det var for farligt. Han fremhævede sine gode personlige forhold, herunder at han var ustraffet, i fast arbejde som handicaphjælper, under uddannelse som psykoterapeut, og uden tilknytning til rockergrupper eller terrororganisationer.

Tidligere Retsinstanser

Byretten i Nykøbing F. fandt T skyldig og idømte ham 1 års betinget fængsel samt konfiskation. Retten lagde vægt på, at T havde fundet sprængstofferne som dreng, og at han ikke tilhørte den persongruppe, som strafskærpelsen i Straffeloven § 192 a var møntet på, hvilket begrundede en straf under strafferammen i medfør af Straffeloven § 83.

Østre Landsret ændrede byrettens dom og idømte T 2 år og 8 måneders ubetinget fængsel. Landsretten fandt ikke grundlag for at fravige strafferammen, idet den lagde vægt på den store mængde sprængstof, opbevaringen nær bebølsesejendomme, og at T's forklaring om manglende mulighed for at aflevere sprængstofferne under en frit lejde-aktion blev anset for usandsynlig. Landsretten bemærkede, at straffen for førstegangstilfælde af denne type overtrædelse som udgangspunkt skulle fastsættes til ubetinget fængsel mellem 2 år og 8 måneder og 3 år, jf. forarbejderne til lov nr. 494 af 22. maj 2017.

Højesterets Afgørelse

Højesteret stadfæstede Landsrettens dom og fastsatte straffen til fængsel i 2 år og 8 måneder. Retten fandt T skyldig i overtrædelse af Straffeloven § 192 a, stk. 1, nr. 2, jf. Våbenloven § 2, stk. 1, jf. Våbenloven § 1, stk. 1, nr. 6, for besiddelse af ca. 7,5 kg sprængstoffer og detonatorer under særligt skærpende omstændigheder.

Retten lagde til grund, at T havde opbevaret sprængstofferne på loftet i en lade inden for 100 meter fra tre bebølsesbygninger, hvilket udgjorde en betydelig fare for personskade og bygningsskade i tilfælde af en eksplosion.

Begrundelse for Strafudmåling

Højesteret fandt ikke grundlag for at fravige strafferammen i Straffeloven § 192 a, stk. 1 i medfør af Straffeloven § 83, selvom T fandt sprængstofferne som dreng og havde gode personlige forhold. Dette skyldtes, at T havde haft flere muligheder for at aflevere sprængstofferne under frit lejde-aktioner mellem 1995 og 2017, men undlod at gøre det på en sikkerhedsmæssigt forsvarlig måde.

Retten afviste desuden, at straffen var strengere end den ville have været under tidligere regler, og fandt derfor ikke, at sagen rejste spørgsmål i forhold til Straffeloven § 3 eller Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 7. Straffen blev ikke gjort betinget på grund af forholdets alvorlige karakter.

Landsrettens dom blev stadfæstet, og T skulle betale sagens omkostninger for Højesteret.