Sag om nedsat erstatning på bilforsikring grundet manglende oplysning om brugerforhold

Sagen omhandler en tvist mellem en forsikringstager og Tryg Forsikring A/S vedrørende en bilforsikringsskade, hvor selskabet har nedsat erstatningen på grund af uenighed om bilens primære bruger.

Sagens faktiske omstændigheder

Klagerens bil blev totalskadet som følge af en brand den 6. juni 2020. Klagerens barn anmeldte skaden og varetog den indledende kommunikation med selskabet. Selskabet anerkendte dækning, men tilbød en pro rata erstatning, da de mente, at klagerens barn var bilens primære bruger, i modsætning til hvad der var oplyst ved forsikringens tegning. Bilens handelsværdi blev vurderet til 100.000 kr., og reparationsomkostningerne til 66.629,45 kr. Klageren valgte kontanterstatning.

Parternes hovedpåstande og centrale argumenter

Klagerens påstande og argumenter

Klageren krævede fuld erstatning for bilen og renter. Klageren anførte, at barnet ikke var den primære bruger af bilen, men kun lånte den lejlighedsvis. Klageren hævdede, at selskabet ikke havde løftet bevisbyrden for, at barnet var primær bruger, og at selskabet handlede med en forudindtaget holdning om at afvise sagen. Det blev også anført, at selskabet havde anmodet om irrelevante dokumenter, såsom bankkontoudtog og GDPR-relaterede oplysninger. Klageren fastholdt, at bilen var korrekt indtegnet i forsikringen baseret på selskabets egen rådgivning, og at klageren selv afholdt alle udgifter til bilens drift, herunder forsikringspræmie og afgifter. Klageren bestred selskabets påstand om grov uagtsomhed og henviste til, at lejlighedsvis udlån af en bil ikke udgør grov uagtsomhed, jf. Forsikringsaftaleloven § 18. Endvidere kritiserede klageren selskabets lange sagsbehandlingstid og manglende krav om overdragelse af bilens rest for fuld erstatning, jf. Forsikringsaftaleloven § 8 og Forsikringsaftaleloven § 22.

Selskabets påstande og argumenter

Selskabet fastholdt, at klagerens barn var den primære bruger af bilen, baseret på undersøgelser, herunder barnets udtalelser (f.eks. at kalde bilen "min bil"), barnets håndtering af skadesagen, og bilens kørselsmønster (2.918 km på 26 dage, svarende til over 110 km/dag). Selskabet henviste til definitionen af en 'bruger' i Bekendtgørelse om registrering af køretøjer § 1, stk. 3 og Bekendtgørelse om registrering af køretøjer § 43, stk. 1. Selskabet mente, at klagerens undladelse af at oplyse om barnet som primær bruger udgjorde grov uagtsomhed, hvilket berettigede pro rata erstatning i henhold til forsikringsbetingelserne, jf. Forsikringsaftaleloven § 4. Selskabet anførte desuden, at klageren havde tilbageholdt nødvendig dokumentation for bilens driftsomkostninger, hvilket ville have understøttet selskabets vurdering af brugerforholdet, jf. Forsikringsaftaleloven § 21. Selskabet gjorde gældende, at udbetaling af fuld kontanterstatning var betinget af, at klageren overgav bilens rester til selskabet, da ejerskabet overgår til selskabet ved totalskadeerstatning. Selskabet fremlagde følgende beregning for den tilbudte pro rata erstatning:

Klageren får ikke medhold.Ankenævnet fandt, at selskabet havde bevist, at klagerens barn var den primære bruger af bilen. Dette blev understøttet af, at barnet var den sidste person, der havde ført bilen før skaden, anmeldte skaden, kørte bilen til værksted, og i telefonsamtaler omtalte bilen som "min bil". Nævnet lagde vægt på, at prisen på en bilforsikring beregnes ud fra ejerens og brugerens risikooplysninger, herunder den primære brugers alder.Nævnet konkluderede, at klageren burde have oplyst, at barnet var fast bruger af bilen, og at undladelsen heraf kunne tilregnes klageren som mindst groft uagtsom. På dette grundlag fandt nævnet, at selskabet var berettiget til at opgøre erstatningen som en pro rata erstatning i medfør af Forsikringsaftaleloven § 6 og Forsikringsaftaleloven § 7. Nævnet fandt ingen grund til at kritisere selskabets opgørelse af pro rata erstatningen.Vedrørende klagerens krav om renter af det tilbudte erstatningsbeløb, fandt nævnet ikke grundlag herfor, jf. Forsikringsaftaleloven § 24.Endelig kunne nævnet ikke kritisere selskabets betingelse om, at udbetaling af kontanterstatning indebar, at selskabet overtog bilens rester med henblik på salg. Dette er et almindeligt forsikringsretligt princip. Da klageren ikke havde accepteret dette og havde afhentet bilen, kunne den manglende erstatningsudbetaling ikke henføres til selskabets forhold.