Pro Rata-erstatning efter færdselsuheld: Tvist om fast bruger af bil med ung bilist-dækning

Klageren havde en bilforsikring hos Topdanmark Forsikring A/S, som inkluderede en 'ung bilist'-dækning. I november 2021 var klagerens barn involveret i et færdselsuheld, hvor bilen blev totalskadet. Selskabet opgjorde erstatningen proratarisk, da de mente, at barnet var bilens faste bruger, hvilket ikke var oplyst ved forsikringens tegning.

Klageren krævede fuld erstatning og fastholdt, at barnet ikke var fast bruger af bilen. Han forklarede, at barnet kun lånte bilen 2-3 gange om ugen efter at have spurgt om lov, og at nøglen var gemt. Klageren henviste til en båndet optagelse af en samtale med en salgsmedarbejder, hvor det blev oplyst, at denne brug var dækket under 'ung fører'. Han understregede, at han selv havde købt og betalt bilen samt alle driftsudgifter, og at bilen var en 'sjov' bil, som han og barnet delte interesse for.

Topdanmark fastholdt den proratariske erstatning med henvisning til forsikringsvilkårenes punkt 5, som kræver besked ved ændring af fast bruger. Selskabet argumenterede, at barnet var bilens faste bruger baseret på flere forhold: barnet var fører ved uheldet, bilen blev købt omkring barnets 18-års fødselsdag, barnet fandt bilannoncen og kontaktede sælger, sælger opfattede bilen som købt til barnet, og barnet var kontaktperson for værkstedet. Selskabet påpegede også, at bilen figurerede på barnets sociale medier med billeder og videoklip af fartkørsel, og at bilens høje kørselsforbrug (36,5 km om dagen i gennemsnit) samt indhold og udstyr (chiptunet, sænket, tonede ruder) indikerede en ung bruger. Selskabet afviste klagerens påstand om forkert rådgivning, da den refererede samtale fandt sted efter skaden og ikke ved forsikringens tegning.

Klageren afviste selskabets argumenter og forklarede, at bilens stand og indhold var irrelevant. Han fastholdt, at den høje kilometerstand skyldtes hans egen sygdom og lange ture, og at barnet kun lånte bilen lejlighedsvis. Han påpegede, at 'ung bilist'-dækningen netop var til for at give unge erfaring. Klageren mente, at selskabets argumenter var udokumenterede og subjektive, og at de ikke beviste, at barnet var fast bruger af bilen.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet finder, at klageren ikke får medhold i sin klage.

Begrundelse for afgørelsen

Ankenævnet vurderer, at klagerens barn var fast bruger af bilen. Selskabet ville have tegnet forsikringen med en højere præmie, hvis de korrekte brugerforhold var oplyst ved tegningen af forsikringen. Det er almindeligt kendt, at prisen på en bilforsikring beregnes ud fra brugerens risikooplysninger, hvorfor klageren burde have oplyst, at barnet også var bruger af bilen. Nævnet finder, at undladelsen heraf kan tilregnes klageren som groft uagtsom.

Nævnet finder, at selskabet i medfør af Forsikringsaftaleloven § 6 og Forsikringsaftaleloven § 7 har været berettiget til at opgøre erstatningen som en pro rata erstatning.

Nævnet har blandt andet lagt vægt på:

• Bilen blev købt som klagerens bil nr. 2 relativt kort efter barnets 18-års fødselsdag.
• Ansvarsforsikringen på barnets knallert ophørte i tidsmæssig sammenhæng med købet af bil nr. 2.
• Der er ikke oplysning om andre personer i husstanden – udover klageren og barnet – som tillige benytter de to biler.
• Bilen var sænket og havde konstruktive ændringer i motoren.
• Der er fotos af bilen på barnets sociale medier.
• Skadekonsulentens samtale med sælgeren af bilen, herunder at barnet henvendte sig på bilannoncen for at prøvekøre bilen, at sælgeren fik det klare indtryk, at bilen blev købt til barnet, at barnet kørte hjem i bilen efter handlen, og at barnet efter handlen henvendte sig til sælgeren, fordi bilen kørte underligt.

Vedrørende rådgivningen finder nævnet, at klageren ikke har bevist, at selskabets salgsmedarbejder ved indtegningen har ydet mangelfuld rådgivning, som selskabet ifalder erstatningsansvar for efter de almindelige danske erstatningsretlige regler. Spørgsmålet om et barn er fast bruger af bilen, må afgøres ud fra en helhedsvurdering af sagens faktiske omstændigheder. Der er derfor ikke grundlag for at statuere, at salgsmedarbejderens oplysning – at barnet kan låne bilen nogle gange om ugen uden at blive fast bruger – har karakter af en sådan mangelfuld information, at dette i sig selv kan begrunde et erstatningsansvar.

Klagegebyret tilbagebetales, idet selskabet i forbindelse med sagens behandling for nævnet delvist har imødekommet klagerens krav.