Energiklagenævnets afgørelse om fjernvarmeværks anvendelse af afkølingstarif

En forbruger indgav klage til Energiklagenævnet vedrørende et lokalt fjernvarmeværks anvendelse af en afkølingstarif. Forbrugeren anførte, at afkølingstariffen var urimelig og ikke gennemsigtig, hvilket resulterede i en uforholdsmæssig høj varmeregning. Forbrugeren mente, at tariffen ikke afspejlede de faktiske omkostninger forbundet med dårlig afkøling og stillede spørgsmålstegn ved målemetoderne.

Fjernvarmeværkets argumentation

Fjernvarmeværket forsvarede sin tarifstruktur og argumenterede for, at afkølingstariffen var essentiel for at opretholde en effektiv drift af fjernvarmesystemet. Værket forklarede, at utilstrækkelig afkøling af returvandet fra forbrugerne øgede returtemperaturen i systemet, hvilket reducerede den samlede effektivitet og medførte højere driftsomkostninger for hele varmekollektivet. Værket henviste til bestemmelser i Varmeforsyningsloven § 20 om tarifering og Bekendtgørelse om tariffer for kollektiv varmeforsyning § 3 om omkostningsdækning.

Sagsbehandling hos Energiklagenævnet

Energiklagenævnet gennemgik sagens akter, herunder forbrugerens klage, fjernvarmeværkets redegørelse og relevant lovgivning. Nævnet fokuserede på, hvorvidt afkølingstariffen var i overensstemmelse med principperne om omkostningsægthed, gennemsigtighed og ikke-diskrimination, som fastsat i Varmeforsyningsloven § 21 og Bekendtgørelse om tariffer for kollektiv varmeforsyning § 5. Der blev indhentet yderligere oplysninger om fjernvarmeværkets tarifberegningsmodel og de tekniske forudsætninger for afkølingstariffen.

Energiklagenævnet traf afgørelse i sagen og fandt, at fjernvarmeværkets anvendelse af afkølingstariffen var berettiget og i overensstemmelse med gældende lovgivning.

Nævnets begrundelse

Nævnet lagde vægt på, at afkølingstariffer har et legitimt formål i fjernvarmeforsyningen, idet de bidrager til at sikre en optimal drift og minimere varmetab i systemet. En effektiv afkøling hos forbrugerne er afgørende for at opnå lave returtemperaturer, hvilket direkte påvirker fjernvarmeproduktionens effektivitet og dermed de samlede omkostninger for forbrugerkollektivet.

Nævnet vurderede, at fjernvarmeværkets tarifmodel var tilstrækkeligt gennemsigtig, og at de omkostninger, der lå til grund for afkølingstariffen, var dokumenterbare og relaterede til de faktiske meromkostninger ved dårlig afkøling. Dette var i tråd med principperne i Varmeforsyningsloven § 20 og Bekendtgørelse om tariffer for kollektiv varmeforsyning § 3, som kræver, at tariffer skal være omkostningsægte og baseret på saglige kriterier.

Afgørelse

På baggrund af sagens oplysninger og den juridiske vurdering stadfæstede Energiklagenævnet fjernvarmeværkets afgørelse om anvendelse af afkølingstariffen. Klagen blev derfor ikke imødekommet.