Klage over grundlaget for beregning af fast afgift for fjernvarme

Sagen omhandler en klage fra I/S Skive Fjernvarme over Energitilsynets afgørelse af 19. juni 2000. Klagen vedrører grundlaget for beregning af fast afgift for fjernvarme hos nogle af fjernvarmeselskabets forbrugere, hvor Energitilsynet fandt praksissen urimelig og udtalte, at varmeforsyningsloven ikke var til hinder for tilbagebetaling af for meget betalt fast afgift. Sagen blev indbragt for Energiklagenævnet af I/S Skive Fjernvarme.

Baggrund for klagen

En forbruger anmodede Energitilsynet om at vurdere maksimaltilslutningsberegningen for sin ejendom. Det blev konstateret, at ejendommens maksimaltilslutning var beregnet til 29,66 kW baseret på radiatorernes hedeflader fra 1960'erne, mens en ny rumfangsopmåling viste 14,89 kW. Det fremgik, at 238 ejendomme hos I/S Skive Fjernvarme stadig betalte fast afgift baseret på radiatorernes hedeflader.

I/S Skive Fjernvarmes "Almindelige bestemmelser for fjernvarmelevering" trådte i kraft den 19. september 1995. Disse bestemmelser fastslog, at maksimaltilslutningen skulle beregnes enten efter ejendommens rumfang eller installationens varmeeffektbehov, og dermed bortfaldt radiatorernes hedeflader som beregningsgrundlag. Forbrugeren mente, at opkrævning baseret på radiatorernes hedeflader efter denne dato var ulovlig. I/S Skive Fjernvarme havde tilbudt at regulere forbrugerens betaling fra 1. juni 1999.

Energitilsynets afgørelse

Energitilsynet meddelte, at det i henhold til Lov om varmeforsyning § 21, stk. 5 fandtes urimeligt, at I/S Skive Fjernvarme efter ændringen af værkets vedtægter den 19. september 1995 fortsat opkrævede faste afgifter baseret på radiatorernes hedeflader uden at foretage ny opmåling af maksimaltilslutningen. Energitilsynet fandt desuden, at varmeforsyningsloven ikke var til hinder for, at I/S Skive Fjernvarme tilbagebetalte for meget betalt fast afgift til de berørte forbrugere.

I/S Skive Fjernvarmes klage og begrundelse

I/S Skive Fjernvarme påstod Energitilsynets afgørelse ophævet med følgende hovedargumenter:

• Hjemmelsgrundlag: Afgørelsen savnede hjemmel i Lov om varmeforsyning § 21, stk. 5, da denne bestemmelse ikke giver Energitilsynet hjemmel til at pålægge tilbagebetaling af afgifter opkrævet i tidligere regnskabsår. Spørgsmål om tilbagebetaling henhører under domstolene.
• Vedtægtsændringens indhold: Vedtægtsændringen pr. 19. september 1995 indeholdt intet om, hvorledes den faste afgift skulle beregnes, men henviste til ejendommens beregnede maksimaltilslutning. De nærmere bestemmelser fremgik af de "Almindelige bestemmelser for fjernvarmelevering".
• Forbrugerens ansvar: Ifølge de almindelige regler om tilbagesøgning og punkt 2.9 i de "Almindelige bestemmelser for fjernvarmelevering" påhvilede det forbrugeren at rette henvendelse om ændring af opgørelsesmetoden. Da dette først skete i oktober 1999, kunne tilbagebetaling ikke kræves tidligere end 1. juni 1999.
• Økonomiske konsekvenser: En fuld tilbagebetaling til alle 238 berørte ejendomme ville beløbe sig til omkring 1 mio. kr., hvilket ville medføre en forhøjelse af den faste afgift for samtlige forbrugere i henhold til princippet om kostægte varmetarif.

Energitilsynets bemærkninger til klagen

Energitilsynet fastholdt, at anvendelsen af urimelighedskriteriet i Lov om varmeforsyning § 21, stk. 5 var møntet på det kritisable forhold, at I/S Skive Fjernvarme undlod at foretage ny opmåling af maksimaltilslutningen, da radiatorernes hedeflader bortfaldt som beregningsgrundlag. Tilsynet understregede, at de ikke havde pålagt tilbagebetaling, men blot udtalt, at loven ikke var til hinder for det. Vedrørende beregningsgrundlaget erkendte tilsynet, at vedtægterne ikke specificerede beregningsmetoden, men at forbrugeren måtte sammenholde vedtægter og "Almindelige bestemmelser" for fuld information. Endelig afviste tilsynet, at punkt 2.9 i de "Almindelige bestemmelser" pålagde forbrugeren at rette henvendelse om ændring af opgørelsesmetoden, da dette punkt vedrørte ændringer på ejendommen, der medførte ændring af tilslutningsafgiften.

Energiklagenævnet stadfæstede Energitilsynets afgørelse af 19. juni 2000 om grundlaget for I/S Skive Fjernvarmes opkrævning af faste afgifter for fjernvarme hos nogle forbrugere. Afgørelsen blev truffet i henhold til Lov om varmeforsyning § 26.

Begrundelse for afgørelsen

Nævnet bemærkede, at de "Almindelige bestemmelser for fjernvarmelevering" fra I/S Skive Fjernvarme, der trådte i kraft den 19. september 1995, kun tillod beregning af den faste fjernvarmeafgift enten efter ejendommens rumfang eller efter installationens varmeeffektbehov. Fjernvarmeværkets fortsatte afregning af nogle forbrugere på grundlag af størrelsen af radiatorernes hedeflade havde således ikke grundlag i de gældende bestemmelser for leveringsforholdet.

Spørgsmål om tilbagebetaling

Energiklagenævnet fastslog, at spørgsmålet om, hvorvidt og i hvilket omfang forbrugere har krav på tilbagebetaling af for meget opkrævet fjernvarmeafgift, ikke er reguleret i Lov om varmeforsyning. Afgørelsen af dette spørgsmål henhører under domstolene. Dette er i overensstemmelse med tidligere afgørelser fra Monopol-ankenævnet og Konkurrenceankenævnet.