Sag om ophævelse af familieforsikring efter indbrud grundet urigtige oplysninger om restance

Sagen omhandler en tvist mellem en forsikringstager og If Skadeforsikring vedrørende en familieforsikring, der blev opsagt med tilbagevirkende kraft efter et indbrud. Den centrale strid drejer sig om, hvorvidt forsikringstageren afgav urigtige oplysninger ved tegningen af forsikringen, og hvorvidt erstatningskravet er forældet.

Sagens faktiske omstændigheder

Klageren tegnede en familie- og bilforsikring hos If Skadeforsikring den 31. oktober 2016. I januar 2018 blev klageren udsat for et indbrud, som han anmeldte til If. If valgte herefter at opsige familieforsikringen den 24. maj 2018 med tilbagevirkende kraft. Begrundelsen var, at selskabet den 16. marts 2018 havde undersøgt klagerens tidligere forsikringsforhold og fundet, at han havde en restance hos sit tidligere forsikringsselskab. If påberåbte sig Forsikringsaftaleloven § 6, stk. 1, idet de mente, at klageren havde afgivet urigtige oplysninger ved indtegningen, da han havde svaret 'nej' til spørgsmålet om gæld til et forsikringsselskab.

Parternes hovedpåstande og centrale argumenter

Klagerens påstand og argumenter: Klageren påstod, at If Skadeforsikring skulle tilpligtes at udbetale forsikringssummen på 135.000 kr. samt rente. Klagerens advokat anførte, at If uberettiget påberåbte sig Forsikringsaftaleloven § 6, stk. 1, da der ikke forelå en bindende aftale mellem klageren og hans tidligere forsikringsselskab, og dermed ingen gyldig restance. Dette blev underbygget med henvisning til Aftaleloven § 1 og Aftaleloven § 7.

Klageren argumenterede desuden, at selv hvis der var en bindende aftale, var han ikke blevet oplyst om sin 14-dages fortrydelsesret, jf. Forsikringsaftaleloven § 34 i og Forsikringsaftaleloven § 34 d, hvilket ville gøre aftalen ikke-bindende. Endvidere blev det anført, at en ubetydelig restance ikke kan anses for en urigtig oplysning af betydning for selskabets risiko, jf. Forsikringsaftaleloven § 9, og at en opsigelse på dette grundlag ville være usaglig. Klageren henviste til Ankenævnspraksis (AKF 85.852) og Finanstilsynets udtalelser om, at RKI-registrering eller mindre restancer ikke nødvendigvis berettiger til afslag på forsikring.

Vedrørende forældelse bestred klageren If's påstand og henviste til Forsikringsaftaleloven § 29, stk. 5 og Forældelsesloven § 16. Klageren mente, at forældelsesfristen først begyndte at løbe fra If's afvisning den 24. maj 2018, og at klageskrivelsen af 19. april 2021 afbrød forældelsen.

If Skadeforsikrings påstand og argumenter: If fastholdt, at klageren havde afgivet urigtige oplysninger ved indtegningen ved at svare 'nej' til spørgsmålet om gæld til et forsikringsselskab, på trods af en restance hos et tidligere selskab. If henviste til deres interne indtegningsregler, som angiver, at de ikke ville have tegnet kunden ind, hvis de korrekte oplysninger var afgivet. If mente, at klagerens afgivelse af urigtige oplysninger som minimum var groft uagtsom.

If påstod principalt, at klagerens krav var forældet. De argumenterede, at forældelsesfristen skulle regnes fra skadedatoen den 16. marts 2018. If henviste til Forsikringsaftaleloven § 29, stk. 5, 1. pkt. og anførte, at den 1-årige tillægsfrist fra afvisningen den 24. maj 2018 udløb den 24. maj 2019. If fastholdt, at klagerens anmodning om aktindsigt eller klage over 'sanering' ikke suspenderede forældelsesfristen. If afviste desuden, at deres mail af 19. marts 2018 var et dækningstilsagn.

Relevante forhold og dokumentation

Sagen indeholdt korrespondance mellem parterne, herunder If's opsigelsesbrev af 24. maj 2018, klagerens tidligere forsikringsselskabs breve af 22. oktober 2015 og 10. november 2015 vedrørende restance, samt If's interne indtegningsregler. Klagerens købsaftale af 31. oktober 2016, hvor han svarede 'nej' til spørgsmålet om gæld til et forsikringsselskab, var også en del af sagen. Der blev også henvist til tidligere Ankenævnspraksis (AK 92021 og AK 90992) og Finanstilsynets udtalelser.

Nævnet har afgjort, at klageren ikke får medhold i sin klage. Hovedbegrundelsen er, at klagerens krav på forsikringsdækning var forældet, da sagen blev indbragt for nævnet den 19. april 2021. Ifølge Forældelsesloven § 2 og Forældelsesloven § 3 regnes den almindelige 3-årige forældelsesfrist fra det tidligste tidspunkt, hvor fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt. I denne sag var det skadedatoen den 16. marts 2018, hvilket betyder, at den 3-årige frist udløb den 16. marts 2021.

Derudover følger det af Forsikringsaftaleloven § 29, stk. 5, 1. pkt. at hvis en skade er anmeldt inden forældelsesfristens udløb, indtræder forældelse af kravet tidligst 1 år efter selskabets meddelelse om hel eller delvis afvisning. Selskabet afviste dækning og ophævede forsikringen den 24. maj 2018. Den 1-årige tillægsfrist udløb derfor den 24. maj 2019.

Nævnet bemærker, at klagerens anmodning om aktindsigt den 12. januar 2021 og klage over selskabets 'sanering' ikke suspenderer forældelsesfristen i henhold til Forsikringsaftaleloven § 29, stk. 5, 1. pkt.. Endvidere har selskabets mail af 19. marts 2018 ikke karakter af et dækningstilsagn, som klageren kan støtte ret på. Da sagen blev anlagt efter udløbet af begge forældelsesfrister, har nævnet ikke grundlag for at behandle klagerens krav om forsikringsdækning.