Sag om afvist dækning for indbo efter indbrud grundet usædvanlige omstændigheder og manglende dokumentation

Klageren, der er dækket af en familieforsikring hos Codan Forsikring A/S, har indbragt en sag for Ankenævnet for Forsikring vedrørende afslag på dækning for indbo efter et påstået indbrud og hærværk i januar 2019. Ved samme lejlighed blev klagerens bil stjålet.

Sagens faktiske omstændigheder

Den 13. januar 2019 anmeldte klageren til politiet, at der var begået indbrud i hans hjem, hvor indbogenstande var beskadiget/stjålet, og hans bil var stjålet. Politiet foretog undersøgelser på stedet, hvor det blev konstateret, at en terrassedør var knust, og der var udført omfattende hærværk på møbler og skabslåger. Bilnøglen blev fundet på et bord, og bilen blev stjålet ved brug af denne nøgle. Der blev fundet DNA-spor på den knuste rude i terrassedøren.

Codan dækkede i første omgang udbedringen af terrassedøren under husforsikringen og udbetalte erstatning for den stjålne bil under autoforsikringen. Klageren var dog uenig i bilens værdiansættelse og indbragte denne del af sagen for Ankenævnet for Forsikring (AKF 94.053), som senere stadfæstede Codans vurdering. Bilen tilhørte Codan efter udbetalingen af erstatning, jf. princippet i Forsikringsaftaleloven § 73.

I juni 2019 modtog Codan en opgørelse fra klageren vedrørende indboskaden, som omfattede smykker, ure og møbler til en betydelig værdi. Opgørelsen var dog uden dokumentation.

Påfaldende omstændigheder

Under sagens forløb fremkom en række omstændigheder, som Codan fandt påfaldende:

• Vidneforklaringer: Klageren oplyste om et vidne, der skulle have hørt 3-4 gerningsmænd, men politiet kunne ikke bekræfte dette vidne eller finde andre naboer, der havde hørt noget.
• Hærværkets karakter: Codan fandt det usandsynligt, at indbrudstyve ville udføre så omfattende og tilsyneladende meningsløst hærværk på møbler, når bilnøgler var let tilgængelige, og der ikke var tegn på søgning efter værdigenstande.
• Bilens genfinding og DNA-spor: Bilen blev genfundet i god stand på adressen hos den bilforhandler, hvor klageren havde købt den. Det viste sig, at bilforhandleren var en ven af klageren, og at bilforhandlerens DNA blev fundet på den knuste terrassedør. Bilforhandleren var desuden gået konkurs og udrejst til udlandet med stor gæld.
• Manglende dokumentation: Klageren havde vanskeligt ved at dokumentere ejerskab og værdi af de stjålne genstande, som illustreret i nedenstående tabel:

Parternes hovedpåstande og argumenter

Klagerens påstande: Klageren kræver erstatning for indboskaden og anfører, at det fremlagte materiale utvetydigt dokumenterer en forsikringsbegivenhed. Klageren fremhæver, at politiet har undersøgt sagen for bedrageri, men ikke har rejst sigtelse mod ham, hvilket ifølge klageren betyder, at Codan ikke har løftet bevisbyrden for forsikringssvindel. Klageren mener, at Codans "konspirationsteorier" er grundløse, og at han som forbruger har ret til dækning. Klageren har desuden inddraget professionelle tredjeparter til at vurdere de stjålne genstande, med henvisning til Forsikringsaftaleloven § 37 vedrørende genanskaffelsesværdier.

Codans påstande: Codan fastholder, at klageren ikke har løftet bevisbyrden for, at der er sket en dækningsberettiget forsikringsbegivenhed. Selskabet anfører, at de mange påfaldende omstændigheder omkring indbruddet, hærværket og biltyveriet, samt klagerens inkonsistente forklaringer, gør det usandsynligt, at der er tale om en dækningsberettiget skade. Codan mener, at den oprindelige anerkendelse af skaden på terrassedøren og bilen skete på bristede forudsætninger, da de fulde omstændigheder ikke var klarlagt. Selskabet påpeger, at politiets afgørelse om ikke at rejse straffesag ikke er afgørende for den civilretlige bevisvurdering i en forsikringssag.

Klageren får ikke medhold.

Ankenævnet for Forsikring finder, at Codan Forsikring A/S var berettiget til at afvise dækning for indboskaden, bortset fra den allerede dækkede skade på porcelæn på 1.200 kr. Nævnet lægger vægt på, at selskabet – trods den indledende dækning af terrassedøren og bilen – ikke havde givet et dækningstilsagn, der forhindrede en genvurdering af sagen i lyset af de usædvanlige omstændigheder.

Nævnet bemærker, at det er klageren, der bærer bevisbyrden for kravets rigtighed og størrelse, jf. Forsikringsaftaleloven § 22. Sagens særegne hændelsesforløb, kombineret med kravets betydelige størrelse, medfører, at der stilles skærpede bevismæssige krav til klageren.

Ankenævnet har ved sin afgørelse lagt vægt på følgende omstændigheder:

• Forbindelse mellem klager og bilforhandler: Klageren købte bilen hos en bilforhandler, der var en ven af klageren. Bilen blev genfundet på bilforhandlerens tidligere adresse.
• Bilforhandlerens baggrund: Bilforhandleren var gået konkurs og udrejst til udlandet med stor gæld.
• DNA-spor: DNA-spor fra bilforhandleren blev fundet på den knuste terrassedør i klagerens hjem.
• Manglende vidnebekræftelse: Klageren udpegede et vidne, men politiet kunne ikke bekræfte vidnets forklaring om indbruddet.
• Utilstrækkelig dokumentation: Klagerens fremlagte vurderinger af møbler var baseret på billedmateriale, og fotos af smykker dokumenterede hverken ejerskab eller værdi. Vurderinger af smykker var indhentet hos udenlandske smykkehandlere efter indbruddet og baseret på billeder og klagerens oplysninger. Kvitteringer for køb af ure var udstedt til en anden person, og adressen var en naboadresse.
• Bevisvurdering i straffesag vs. civilretlig sag: Nævnet understreger, at politiets beslutning om ikke at indlede efterforskning mod klageren ikke fører til et andet resultat i forsikringssagen. Bevisvurderingen i en straffesag er strengere end den civilretlige bevisvurdering, som Ankenævnet skal foretage.

På baggrund af en samlet vurdering finder nævnet, at der ikke er grundlag for at kritisere selskabets afgørelse.