Sag om pro rata erstatning på bilforsikring grundet påstået forkert brugeroplysning

Sagen omhandler en tvist mellem en forsikringstager og Forsikrings-Aktieselskabet Alka vedrørende opgørelsen af erstatning for bilskader. Klageren har en bilforsikring hos Alka, og striden drejer sig om, hvorvidt Alka var berettiget til at beregne erstatningen pro rata i henhold til Forsikringsaftaleloven §§ 6 og 45, baseret på selskabets påstand om, at klagerens søn var bilens primære bruger.

Sagens faktiske omstændigheder

Klageren anmeldte den 10. januar 2020 en skade på bilens bagkofanger. Selskabets taksator konstaterede dog, at der var tale om fem separate skader med forskellige årsager og datoer. En af skaderne, på bilens venstre side, var ifølge taksator allerede til stede i november 2019 og medførte ikke en totalskade, som oprindeligt antaget.

Parternes hovedpåstande og argumenter

Klagerens påstande:

• Klageren fastholder at være bilens ejer og primære bruger.
• Sønnen hjalp med kommunikationen med Alka på grund af klagerens sprogvanskeligheder og psykiske lidelser, og ikke fordi han var bilens primære bruger.
• Klageren har et betydeligt kørselsbehov, herunder kørsel af børn til sport, og klagerens brændstofforbrug var højere end sønnens.
• Fremlagte Messenger-udskrifter viser, at sønnen ofte blev samlet op af venner, hvilket indikerer, at han ikke selv kørte bilen i det omfang, selskabet påstod.
• Sønnen har tidligere bistået med forsikringssager for klagerens hustru, herunder håndtering af lånebil, hvilket understreger hans rolle som hjælper.

Selskabets påstande:

• Alka mener, at klagerens søn var bilens primære bruger på skadetidspunktet.
• Dette underbygges af, at sønnen anmeldte alle skader, omtalte bilen som "sin bil" over for taksator, spurgte om afmontering af GPS, og håndterede indlevering og aflevering af lånebil.
• Selskabet påpeger, at sønnen havde et kørselsbehov fra 2019, og at der var udgifter til brændstof og parkering forbundet med hans brug.
• Hvis de korrekte oplysninger om primær bruger havde været kendt ved forsikringens tegning, ville præmien have været væsentligt højere.
• Selskabet fastholder derfor den pro rata beregnede erstatning.

Relevante forhold og dokumentation

Sagen omfatter fotos af skader fra november 2019 og februar 2020, taksatorrapporter, korrespondance mellem klagerens søn og hans venner (Messenger-udskrifter), en plan over sønnens ferietræning, samt forsikringspolicer fra 2016 og 2019 og forsikringsbetingelserne PE-07. Disse dokumenter er blevet fremlagt som bevis for parternes respektive argumenter om bilens faktiske brug og ejerforhold.

Ankenævnet for Forsikring afgjorde sagen efter stemmeflertallet, og klageren fik ikke medhold.

Nævnets flertal udtaler

Flertallet fandt, efter en samlet konkret vurdering af sagens oplysninger, at der ikke var grundlag for at kritisere selskabets opgørelse af erstatningen som pro rata erstatning. Dette skyldes, at klagerens søn på skadetidspunkterne blev anset for at være bilens bruger.

Flertallet lagde vægt på følgende forhold, som selskabet havde anført:

• Sønnen omtalte bilen som "sin bil" over for selskabets taksator.
• Sønnen udtalte efter skaderne, at han nu manglede en bil.
• Sønnen havde et ikke ubetydeligt transportbehov.
• Sønnen oplyste, hvor meget der var lavet på bilen, og spurgte, om han måtte afmontere sin navigation fra bilen.
• Sønnen anmeldte skaderne og håndterede både indlevering og aflevering af lånebilen.

Flertallet bemærkede, at det er almindeligt kendt, at præmien for en bilforsikring beregnes ud fra brugerens risikooplysninger. Klageren burde derfor have oplyst, at hans søn var bruger af bilen. Undladelsen heraf blev tilregnet klageren som groft uagtsomt. Klagerens oplysninger om egen brug af bilen, sprogkundskaber og sønnens kørelejlighed med venner til sport kunne ikke føre til et andet resultat.

Derfor kunne flertallet ikke kritisere, at selskabet i medfør af Forsikringsaftaleloven § 6 jf. Forsikringsaftaleloven § 7, eller Forsikringsaftaleloven § 45, havde opgjort erstatningen for skaderne på bilen som pro rata erstatning.

Nævnets mindretal udtaler

Mindretallet fandt, at selskabet på det foreliggende grundlag ikke havde bevist, at sønnen havde benyttet bilen i et sådant omfang, at han burde have været registreret som bruger af bilen.

Mindretallet lagde vægt på følgende:

• Klageren selv havde et ikke ubetydeligt kørselsbehov, herunder kørsel af sine sønner til sport i forskellige byer.
• Sønnens transportbehov blev dækket ved at køre med sine venner til sport, jf. de fremlagte udskrifter fra Messenger.
• Sønnen havde kun i enkeltstående tilfælde brugt bilen.
• Klageren oplyste, at sønnen bistod ham i anliggender vedrørende bilen på grund af klagerens utilstrækkelige sprogkundskaber.
• Sønnen havde i forbindelse med tidligere skader på moderens bil ligeledes håndteret forsikringssagen, herunder hentet og afleveret lånebil.

Mindretallet mente, at selskabets anførsler om, at sønnen omtalte bilen som "sin bil", oplyste om reparationer, spurgte om afmontering af navigation, anmeldte skaderne, og håndterede lånebil, ikke udgjorde tilstrækkeligt bevis for, at sønnen kunne anses som bruger af bilen.