Sag om forholdsmæssig erstatning efter bilbrand: Uenighed om brugerforhold og forsikringsdækning

Denne sag omhandler en tvist mellem en forsikringstager og Tryg Forsikring A/S vedrørende dækning af en totalskadet personbil, der brød i brand den 2. juli 2019. Sagen drejer sig primært om spørgsmålet om urigtige risikooplysninger ved forsikringens tegning.

Sagens faktiske omstændigheder

Klagerens personbil, en årgang 2007, blev totalskadet i en brand den 2. juli 2019 og værdifastsat til 130.000 DKK. På skadetidspunktet var bilen udlånt til klagerens barn og barnets kammerat, hvor kammeraten var fører. Klagerens barn anmeldte skaden til forsikringsselskabet.

Parternes påstande og argumenter

Klagerens påstande: Klageren kræver fuld dækning for bilen og tilbagetrækning af anklagen om forsikringssvindel. Klageren bestrider selskabets påstand om, at barnet var den retmæssige ejer eller faste bruger af bilen, og benægter at have oplyst dette telefonisk. Klageren anser fjernelsen af bilen fra værkstedet uden samtykke som tyveri og mener, at selskabet trækker tiden unødigt ud og fordrejer sagens aspekter til egen fordel. Klageren argumenterer for, at den korrekte erstatningsmetode burde have været fratrækning af differencen mellem den betalte forsikringssum og den sum, selskabet påstår skulle have været betalt, og at der maksimalt burde have været betalt dobbelt selvrisiko, ikke pro rata erstatning.

Selskabets påstande: Selskabet har udbetalt pro rata erstatning på 44.731,56 kr. med henvisning til Forsikringsaftaleloven § 6, stk. 2. Selskabet begrunder dette med, at klagerens barn var den reelle bruger af bilen, hvilket udgør en urigtig risikooplysning ved forsikringens tegning. Selskabet anfører, at præmien ville have været 21.662 kr. årligt, hvis de korrekte brugerforhold var oplyst, mod de betalte 7.193 kr. Selskabet fastholder, at forsikringen er tegnet på et forkert grundlag, og at pro rata erstatning derfor er berettiget.

Relevante forhold og dokumentation

Selskabet har fremlagt telefonnotater fra skadeanmeldelsen, hvoraf det fremgår, at klageren angiveligt oplyste, at bilen reelt var barnets, og at barnet havde personlige ejendele i bilen. Desuden fremgår det af selskabets sagssystem, at klageren står alene på husstandsbilledet med to bilforsikringer, og at barnet fraflyttede klagerens adresse i januar 2019. Selskabet har også notater om, at barnet tidligere har drøftet forsikring på en nyindkøbt, ældre bil i forbindelse med tegning af en ulykkesforsikring i efteråret 2018. Selskabet har beregnet den forholdsmæssige erstatning for både kaskoskaden/totalskaden, resternes værdi og ansvarskravet (oprydningsudgift fra kommunen).

Ankenævnet for Forsikring har afgjort, at klageren ikke får medhold i sin klage om fuld forsikringsdækning. Nævnet finder, at selskabets pro rata erstatning er berettiget på baggrund af urigtige risikooplysninger.

Kaskoskaden

Nævnet finder det bevist, at klagerens barn var den reelle bruger af bilen. Det er almindeligt kendt, at præmien for en bilforsikring beregnes ud fra brugerens risikooplysninger. Klageren burde derfor have oplyst, at barnet var bruger af bilen. Nævnet anser undladelsen heraf for groft uagtsom. På baggrund heraf kan nævnet ikke kritisere, at selskabet har opgjort erstatningen for den totalskadede bil som en pro rata erstatning i medfør af Forsikringsaftaleloven § 6, stk. 2 og Forsikringsaftaleloven § 7.

Nævnet har lagt vægt på følgende:

• Barnet og en kammerat var i bilen, da ulykken indtraf.
• Barnet anmeldte skaden til selskabet.
• Selskabets telefonnotater viser, at klageren oplyste, at bilen reelt var barnets, og at barnet havde personlige ejendele i bilen.
• Barnet havde tidligere drøftet forsikring på en nyindkøbt, ældre bil i forbindelse med tegning af en ulykkesforsikring i 2018.
• Selskabets sagssystem viser, at kun klageren var noteret i husstanden, og at barnet fraflyttede klagerens adresse den 15. januar 2019.

Nævnet bemærker, at beregningen af pro rata erstatningen skal tage udgangspunkt i den samlede aftalte præmie for ansvars- og kaskodækningerne (inkl. statsafgift), da ansvarsforsikringen er en fast ufravigelig bestanddel af præmien. Nævnet har dog ikke tilstrækkelige oplysninger til at vurdere, om selskabets beregning af præmierne og pro rata erstatningen er i overensstemmelse hermed. Hvis nævnets anviste opgørelsesmetode fører til en forhøjelse af erstatningen, skal selskabet udbetale differencebeløbet til klageren.

Ansvarsskaden

Selskabet har også foretaget en forholdsmæssig beregning af ansvarskravet vedrørende oprydningsudgiften fra kommunen. Det fremgår af selskabets erstatningsopgørelse, at ansvarskravet var 1.643,75 kr., hvoraf selskabet dækker 545,82 kr., og klagerens egen andel udgør 1.097,93 kr. Selskabet har modregnet dette krav i klagerens samlede erstatning.

Nævnet finder, at selskabet i medfør af forsikringsbetingelsernes punkt 9.9 er berettiget til at opgøre ansvarskravet som en pro rata erstatning med den følge, at selskabet kan opkræve forholdsmæssig regres hos klageren. Dette er i overensstemmelse med Færdselsloven § 104, som fastslår selskabets umiddelbare hæftelse over for skadelidte, og Færdselsloven § 108, stk. 2, der regulerer regres ved grov uagtsomhed. Regresadgangen er dog begrænset, så den maksimale ansvarsudgift højst kan udgøre 41.480 kr. (2019-indeks) pr. skade, hvilket beskytter klageren mod et potentielt meget betydeligt erstatningsansvar. Det fremgår af bekendtgørelse 1618 af 18/12 2018 om ansvarsforsikring for motorkøretøjer mv., § 3, stk. 3, at det kan aftales mellem forsikringsselskabet og forsikringstageren, at forsikringstageren helt eller delvist skal bære risikoen for de under forsikringen hørende skader, med den begrænsning der følger af Færdselsloven § 108, stk. 1.

Bilens rester

Nævnet finder det kritisabelt, at selskabet solgte bilens rester uden klagerens samtykke, før forsikringsdækningen var afklaret. Dette ændrer dog ikke på resultatet, da klageren ikke har bevist, at resterne havde en højere værdi end de 1.500 kr., som selskabet har medregnet.