Afvisning af dækning for mørnet undertag på grund af forældelse

Sagen omhandler en tvist mellem en forsikringstager og dennes ejerskifteforsikringsselskab vedrørende dækning af et nedbrudt og mørnet undertag. Tvisten centrerer sig om, hvorvidt kravet er forældet, og om tilstanden udgør en dækningsberettiget skade.

Sagsforløb

Klageren overtog ejendommen i november 2009. I november 2010 opdagede klageren, at undertaget var fejlbehæftet og anmeldte det til sin ejerskifteforsikring. Selskabet afviste kravet i januar 2011.

I marts 2017, efter et blæsevejr, blev undertagets dårlige tilstand igen konstateret, og klageren anmeldte på ny skaden til selskabet. Selskabet afviste atter dækning i april 2017. Først i oktober 2019 meddelte selskabet, at kravet var forældet.

Parternes Argumenter

Klagerens påstande:

• Klageren kræver økonomisk hjælp til at genetablere et tæt tag.
• Det anføres, at problemet med undertaget ikke var nævnt i tilstandsrapporten, og at klageren ved købet fik oplyst, at taget havde en forventet restlevetid på 40-50 år.
• Klageren argumenterer for, at selskabet ikke kan påberåbe sig forældelse, da dette ikke blev nævnt i afslaget fra 2017, og at klageren ikke tidligere har modtaget relevant dokumentation som besigtigelsesrapporter.

Selskabets påstande:

• Selskabet afviser kravet og anfører, at det er forældet. Kravet opstod i 2010, og forældelsesfristen på 3 år udløb i 2013.
• Subsidiært anfører selskabet, at der ikke er tale om en dækningsberettiget skade. Undertagets tilstand skyldes almindeligt slid, alder og udløb af forventet levetid, især på grund af UV-påvirkning fra de åbne vingetegl. Der blev hverken i 2010 eller 2017 konstateret egentlige utætheder som følge af undertagets stand.

Ankenævnet giver ikke klageren medhold.

Nævnet finder ikke grundlag for at kritisere selskabets afgørelse om at afvise dækning med henvisning til, at kravet var forældet, da klagen blev indgivet til nævnet.

Klageren anmeldte første gang forholdet vedrørende det perforerede undertag den 26. november 2010. Selskabet afviste dækning den 14. januar 2011 med den begrundelse, at forholdet ikke opfyldte skadesbegrebet i forsikringsbetingelserne. Klageren anmeldte sagen på ny den 24. februar 2017.

I henhold til forældelseslovens § 2 og § 3 er den almindelige forældelsesfrist for et forsikringskrav 3 år. Fristen regnes fra det tidligste tidspunkt, hvor klageren kunne kræve betaling, hvilket i praksis er, når skaden har vist sig på en måde, der giver anledning til en anmeldelse.

Nævnet har lagt vægt på, at selskabet afviste klagerens krav den 14. januar 2011. Da klageren igen kontaktede selskabet den 24. februar 2017, var kravet allerede forældet i henhold til forsikringsaftalelovens § 29, stk. 5 og forældelseslovens § 3, stk. 1.

De øvrige argumenter, som klageren har fremsat, kan ikke føre til et andet resultat.